Andreas på mission i 'Forræder - Ukendt grund'
Andreas på mission i "Forræder - Ukendt grund"

Derfor afslørede Andreas, at Niclas er hans bror i "Forræder – Ukendt grund"

Tiden vil vise, om det var et galt eller genialt træk.

logo herognu HER&NU HN

Denne anden sæson af "Forræder - Ukendt grund" har stået i duoernes tegn, da både et hemmeligt kærestepar, to søstre og to brødre har været med i det intense spil.

Det var dog ikke længe, kæresteparret fik lov at nyde opholdet sammen, da Freja røg ud i første afsnit og efterlod Noah på egen hånd. Søstrene holdte lidt længere, for kort efter Lyck havde fået Laura ind i varmen i konklavet, blev hun selv forvist.

Artiklen fortsætter under videoen...

Det efterlod brødrene Niclas og Andreas Højgaard Brodersen, der viste sig at klare sig længst af parrene – men dagen før finalen braste drømmen om at gå hele vejen sammen, da Niclas blev forvist.

Her endte en modvillig Andreas også med at stemme på sin egen bror for ikke at mistænkeliggøre sig selv. Men det største chok var, da han pludseligt afslørede ved det runde bord, at han kendte manden til venstre for sig ekstra godt.

Til HER&NU forklarer han nu hvorfor.

– Jeg valgte at sige, vi er brødre, fordi jeg følte, jeg har nok på Laura til at kunne kaste den ud. Alle de andre var meget forvirrede over, hvorfor jeg fik tallet til missionen. Der følte jeg, at jeg kunne lukke den ved at sige, det var min storebror, og vi havde aftalt at gå hele vejen sammen, så han ville gerne have mig af listen, fortæller Andreas

På den måde kunne Andreas altså forklare relationen til Niclas i spillet med, at de er brødre – og dermed, at det ikke er fordi, han selv er forræder også.

– Det ser lidt dumt ud, at jeg siger, vi er brødre, fordi det kan sætte mig selv i mere spil. Det er det måske også, det finder vi ud af.

Niclas havde godt set den komme, at Andreas ville afsløre deres genetiske bånd, men han var også skeptisk ved det. 

– Det første, jeg tænkte, var, "Hold kæft, hvor er du dum. Det ødelægger det hele for dig selv nu", fordi de nu ville tro, at han var den næste forræder, når jeg nu var forræder. Jeg havde respekt overfor det, men hvor var det dumt. Men jeg synes, det er fedt, han gjorde det.

Andreas havde dog aftalt med sig selv allerede på forhånd, at lige meget hvordan landet lå, så ville han afsløre relationen, hvis han kom længere end Niclas.

– Jeg ville have det moment for alt i verden. Jeg ville se de andres reaktioner. På det tidspunkt anede jeg jo ikke, at der var et andet søskendepar og et kærestepar med. Jeg troede, det bare var os, der havde en hemmelighed fra starten, fortæller Andreas og slår fast:

– Jeg ville have den, og så var jeg ligeglad med, om der kom spyd tilbage igen. Laura var fx glad for, at jeg sagde det.