Ung mand i hvid skjorte står med korslagte arme i grøn park
Jeppe Ølgaard

Jeppe Ølgaard er vært på nyt program

Youtuber Jeppe Ølgaard tager skridtet videre i tv-branchen og bliver nu vært. 

logo herognu HER&NU HN

Jeppe Ølgaard har senest været deltager i underholdningsprogrammerne "Forræder" og "24 stjernes julekalender" på TV 2, men nu tager han skridtet videre. 

Jeppe Ølgaard bliver nemlig nu vært på et nyt underholdningsprogram på DR.

Hvad sker der, når man bliver sendt ud i verden uden at vide, hvor man skal hen – og hvem man skal rejse sammen med? Det er udgangspunktet for DR’s nye underholdningsprogram "Ukendt makker – Ukendt land", hvor fem unge og fem ældre danskere rejser til Sydkorea uden på forhånd at vide, hvad der venter dem.

 Artiklen fortsætter under videoen. 

For de unge er det deres første store rejse ud i verden. For de ældre, måske et af livets sidste eventyr. Fælles for dem er, at de bliver kastet ud på en rejse, hvor de skal navigere i en helt ny kultur og lære et menneske at kende, som de ikke selv har valgt at rejse med. Først da de er landet i Sydkorea, finder deltagerne ud af, at rejsen også er en konkurrence. Sammen med deres makker skal de løse opgaver, finde vej og konkurrere, mens de oplever et land, der på mange måder er langt fra deres egen hverdag.

Som vært for "Ukendt makker - Ukendt land" får youtuber og rejseguide Jeppe Ølgaard en noget anden rolle end den klassiske tv-værts. Han er ikke kun den, der sætter konkurrencerne i gang og guider deltagerne igennem Sydkorea. Han rejser selv med og prøver kræfter med udfordringerne og filmer undervejs sine egne oplevelser

Jeppe har samtidig sin egen vlog – videodagbog - som en integreret del af programmet. Her bliver hans direkte og personlige måde at fortælle på en del af selve formatet og giver seerne et andet blik på rejsen, deltagerne og alt det, der foregår bag kameraet. I "Ukendt makker - Ukendt land" møder den store, fælles tv-fortælling derfor den mere umiddelbare og personlige historie, som især mange yngre seere kender fra digitale platforme.

– Jeg er vant til, at YouTube er ret rå og umiddelbar, og at man ikke behøver have styr på alting, før man trykker optag. Det, jeg virkelig godt kan lide ved det her program, er, at der også har været plads til den spontanitet. Jeg står ikke bare på sidelinjen og fortæller, hvad der sker. Jeg er med på rejsen, prøver selv udfordringerne, og mine optagelser bagom produktionen er en integreret del af programmet. At jeg har kunnet bringe min egen måde at fortælle på ind i en større tv-produktion, har været virkelig sjovt, og jeg håber, det gør, at man som seer føler, man kommer endnu tættere på både deltagerne og hele rejsen, siger Jeppe Ølgaard.

"Ukendt makker – Ukendt land" har premiere torsdag den 22. oktober på DRTV og samme dag klokken 20.00 på DR1.

Se de fem par herunder: 

Nada Guled, 21 år og fra København S., og Jørn Mogensen, 70 år og fra Thisted, er rejsemakkere i 'Ukendt makker - Ukendt land'.

To personer står afslappet på en parksti omgivet af grønne træer.
Nada Guled og Jørn Mogensen

Kirsten Marie Walbjørn Pedersen, 68 år og fra Åbyhøj, og Julie Mølgaard Kongsholm, 21 år og fra Horsens.

To kvinder giver highfive på en sti omgivet af grønne træer.
Julie Mølgaard Kongsholm og Kirsten Marie Walbjørn Pedersen

Alexander Qvist, 20 år og fra Hellerup, og Kirsten Saurus Mehlsen, 72 år og fra Holstebro.

Ældre kvinde og yngre mand danser med løftede arme på en solrig sti i en grøn park.
Alexander Qvist og Kirsten Saurus Mehlsen

Carsten Vallin Mogensen, 73 år og fra Ringsted, og Mads Emil Lajer Petersen, 22 år og fra Aarhus.

To mænd i sommeroutfit står og poserer smilende på en sti i en grøn park.
Mads Emil Lajer Petersen og Carsten Vallin Mogensen

Jette Hvid Nørhede, 67 år og fra Vejle, og Amar Vatric, 19 år og fra Ølgod.

Kvindelig og mandlig person står arm i arm og smiler i grøn park.
Amar Vatric og Jette Hvid Nørhede