Mathias Bach og Mie Skov i huset på den anden side i "Spillet" sæson 2
Foto: TV 2
Deltagerne udfordret i "Spillet": Stank og edderkopper
Det er alt andet end luksuriøst at befinde sig i et hus fyldt med edderkopper, når man har fobi for dem.
Det er nærmest som at bevæge sig ind i en tidslomme, når deltagerne træder ind i det lille røde hus på den anden side af fjorden i "Spillet", efter de er blevet eliminerede fra den luksuriøse villa.
Det gamle hus fra 1862 har uden tvivl sin charme, men for spilleren Mathias Bach, der er husets anden beboer i programmer, var det langt fra et behagelig ophold.
Artiklen fortsætter under videoen...
Det fortalte han, da HER&NU mødte ham til pressedagen på "Spillet".
– Jeg synes ikke, det var så hyggeligt. Der var virkelig mange edderkopper, og jeg er ekstremt bange for edderkopper. Det er meget slemt. Man gik i seng om aftenen, og så sad der en levende edderkop på natlampen. Det var bare vilkårene, fortæller Mathias, der godt kunne sove om natten, men ikke ligefrem vågnede med ro i kroppen.
– Hver gang, jeg vågnede, var jeg bange for, at der var en edderkop over mit hoved, der havde spundet sig ned.
Mathias' araknofobi betød derfor også, at de andre deltagere måtte hjælpe ham med at eliminere truslen.
– Alle de andre fik lov at tage rigtig mange edderkopper for mig, fordi det kan jeg simpelthen ikke, forklarede internetpersonligheden, der tilføjede, at der ikke var nogen hjælp at hente fra produktionen, da et mindre behageligt ophold jo var en del af præmissen. Dog forsøgte Mathias at bruge de dårlige kår til sin fordel:
– Det var virkelig en motivation for at komme ud af huset.
Den første til at flytte ind i huset i programmet var den tidligere bordtennisspiller Mie Skov, der fortalte til HER&NU, at huset "stank for sindssygt", så snart hun trådte ind i det.
Udkig til villaen
I huset kunne deltagerne indgå i små udfordringer for at vinde magt eller goder, men de kunne også holde et øje på, hvad der foregik i luksusvillaen på den anden side af fjorden gennem en lille kikkert, der var sat op til dem.
– Man kunne godt se huset. Man kunne se silhuetter, hvis de var udenfor på terassen, og vi kunne genkende Philip ofte, fordi han havde spraglet tøj på, fortalte Mie, der tilføjede, at de dog ikke brugte særlig lang tid på at kigge i kikkerten.
– Nogle gange smugkiggede vi og undrede os over, hvad de lavede, fordi der ikke skete noget. Når vi ikke kunne se nogen, gik vi ud fra, de var ude at dyste i arenaen.
Mathias fik da heller ikke særlig meget ud af udkigsposten.
– Jeg prøvede, men jeg tror aldrig rigtig, jeg så nogen. Jeg så kun huset. Men det var helt vildt sjovt. Man var ikke så langt væk.
"Spillet" kan ses hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Play og TV 2 Echo.