Hvis der er noget, som Philip May ikke gør, så er det at gå på listefødder.
Kun en uge inde i den anden sæson af "Spillet" er han nemlig stormet frem i programmet, og hans tunge skridt har vækket genklang hos alle spillerne i den jyske millionvilla.
Artiklen fortsætter under videoen...
Da HER&NU mødte ham til pressedagen på programmet, fortalte han, at han faktisk havde lagt en markant anderledes taktik hjemmefra.
– Min taktik var til at starte med at holde mig lidt i baggrunden, være observerende, få nogle relationer og bygge det langsomt op. Skabe nogle grupper og se, hvor langt jeg kom med det, fortalte Philip og fortsatte:
– Den taktik holdte i fem minutter, og så skulle jeg ændre alt. Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg fik bare magten, og så måtte jeg arbejde med den, så godt jeg kunne.
Mens Philip allerede i starten – tilsyneladende temmelig ufrivilligt – fik den første magt givet af de andre i programmet, så gik det derfra kun én vej for den erfarne realitydeltager, der efterfølgende har tilegnet sig så meget magt, han overhovedet kunne slippe afsted med.
– Nu havde jeg jo taget den, så nu kunne jeg lige så godt blive ved. Så snart man har bekendt kulør i sådan nogle spil, så kan man lige så godt blive ved med at være deroppe, hvor man er. Nu er bolden rullet, så nu prøver vi at se, om den kan rulles helt til mål, forklarede han og uddybede:
– Hvis jeg pludselig trak mig, ville folk altid tænke, at jeg ville tage magten på et tidspunkt igen, så man kan lige så godt have overtaget så lang tid som muligt. Selvom det måske er den dårligste taktik at være for magtfuld, for så vil folk gerne have én ud. Medmindre man kan blive ved. Og det er næsten en umulig opgave.
Man ser et stort behov for kontrol over, hvad der skal ske, hos dig. Er det noget, du har oplevet før, eller er det en side, der først kom frem i programmet?
– Det blev 100% forstærket af, at jeg ikke rigtig vidste, hvor folk var. Som den person, jeg er, går jeg 100% ind i ting, når tingene bliver formet for mig, så snart, jeg vidste, jeg skulle spille, så skulle jeg have kontrol og få ting til at ske, og for at få ting til at ske, skal man have kontrollen over, hvad andre gør. Jeg kan ikke lide at sidde og vente på, der er andre, der tager en beslutning, så jeg vil helst se, om jeg kan være med i dem.
Anderledes i virkeligheden
Philip slog dog fast, at der er stor forskel på, hvordan han opfører sig, mens han spiller et spil på tv – og hvem han er i virkeligheden.
– Sådan er jeg slet ikke. Det er meget atypisk, hvordan jeg er som person normalt. Når jeg selv sidder og ser det, kan jeg godt se kynismen og det usympatiske. Jeg tror ikke, du kan møde nogen i min omgangskreds, der vil sige, at jeg er de to ord, lød det fra tv-veteranen.
Han forklarede videre, at den side, man ser af ham i programmet, er konkurrencemennesket i ham, der også kommer frem i en mildere version, når han spiller spil generelt, men at det ikke er de kvaliteter, der definerer ham til hverdag.
– Jeg tror slet ikke, jeg har det manipulerende i mig – hvad skal jeg bruge det til i min hverdag? Det er for at få folk til at gøre ting for mig. Det gider jeg slet ikke. Det gider jeg slet ikke bruge mine ressourcer på, fortalte Philip, der dog godt kunne lide at udfordre sig selv i spillets rammer.
– Jeg kan godt lide sociale eksperimenter, så da jeg fik det præsenteret, appellerede det godt til mig, og jeg ville gerne prøve af, om jeg kunne finde ud af det.
Havde en fordel
Philip har et omfattende bagkatalog af realityprogrammer, han har medvirket i, der tæller blandt andet "Paradise Hotel", "Divaer i junglen", "Good Luck Guys", "Til middag hos", "Vild med dans" og senest "24 stjerners julekalender".
Selvom han har været vidt omkring i de forskellige genrer på realityspektret, hvor han har prøvet kræfter med forskellige discipliner som har udfordret ham taktisk, fysisk og mentalt, så er det alligevel ukendt territorie, han begav sig ud på i "Spillet". Dog kunne han alligevel trække på sin erfaring.
– Jeg kan ikke se, det kunne have været en ulempe, fordi jeg kom med et kæmpe grundlag, hvor jeg kunne tage erfaringer med, jeg har fået i de forskellige programmer, jeg har været med i. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, hvad man kan sige, og hvad det kan have af indvirkning på forskellige ting. Det tror jeg var en lille fordel, for jeg kom jo hurtigt fra start, forklarede Philip, der dog hurtigt fik indhentet sit lille forspring.
– Jeg var måske et skridt foran de andre til at starte med, men så snart de begyndte at løbe lige så hurtigt som mig, havde jeg ikke den fordel længere.
At Philip var et skridt foran, kunne også være en forklaring på, hvorfor han var så kølig i sin tilgang til spillet og dermed skillede sig ud fra de andre – fordi han netop godt vidste fra start, hvad det ville sige at indgå i et spil på tv.
– Den her kynisme, som et spil bygger op i en, jo længere man kommer ind i det, var måske også et udtryk for, at jeg var et skridt foran. Løbende finder de ud af, at folk bliver eliminerede. De dør jo ikke. Det er bare et spil.
"Spillet" kan ses hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Play og TV 2 Echo.