Her er den virkelige årsag: Derfor gav Christian ingen roser
Christian var helt ved siden af sig selv til sidst, og der var flere årsager, hvorfor han besluttede sig for ikke at vælge mellem kvinderne.
Selvom der er blevet uddelt roser på roser gennem sæsonen, så var det en tomhændet Christian, der mødte bejlerne Julie og Stephanie i finalen og måtte skuffe dem med sit valg om at rejse hjem fra Kreta alene.
Det er heller ingen hemmelighed, at Christian har haft svært ved at åbne op for kvinderne, mærke efter og træffe beslutninger gennem sæsonen, og det var da også først til allersidst, at han valgte, at ingen af kvinderne skulle have hans sidste rose.
Artiklen fortsætter under videoen...
Det fortæller han til HER&NU, hvor han afslører, at tanken om ikke at give den sidste rose dog allerede begyndte at strejfe ham et godt stykke tid før.
– Jeg kunne mærke, at formatet ikke passede til mig. Det bed mig i røven, at jeg var en amatørdater. Jeg havde svært nok ved at åbne op overfor én, og så at gøre det overfor 15 på én gang, konkluderede jeg ret hurtigt ikke ville ske, fortæller Christian, der ikke mærkede sommerfugle i maven ved nogen af de kvindelige bejlere.
Kunne det ikke have været formatet, der stod i vejen for at få sommerfuglene? Kunne rosen ikke betyde, at I skulle date videre i Danmark og se, om de kunne opstå der?
– Det kunne godt være. Tanken strejfede mig, at jeg måske skulle give en rose til den, jeg så mest potentiale hos og se på det, når vi kom hjem. Men på det tidspunkt var jeg næsten blevet en smule skræmt fra dating.
Mange uger med daglige dates havde simpelthen fået bægeret til at flyde over hos Christian, der havde brug for et pusterum fra alt, der havde med hans kærlighedssøgen at gøre.
– Jeg havde datet så intensivt flere gange om dagen, og det havde gjort, at den introverte Christian havde lyst til bare at komme hjem og være alene i en uge. Bare den lille lavpraktiske ting med, at hvis jeg gav en rose, betød det, at jeg gerne ville date den person, og at vi skulle flyve hjem sammen, det gav mig faktisk en lille smule stress.
"Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede"
Det hjalp da heller ikke på det, at de to kvinder stod fuldstændig lige i feltet – og derfor endte det for Christian med at blive et valg om, hvorvidt han skulle give en sidste rose, snarere end hvem der skulle have den.
– De er forskellige, og den ene dag var det Julie, der tiltalte mig, og den anden dag var det Stephanie. Jeg kunne ikke finde rundt i det. Det gjorde, at jeg tænkte, hvis jeg er så meget i tvivl om de her to, så er det måske fordi, jeg ikke rigtig er i tvivl, fortæller Christian og fortsætter:
– Jeg følte også bare, at – hvis man skærer det ud i pap – så kunne det være, at jeg gav rosen til Julie, at jeg så på et senere tidspunkt erfarede, når jeg hvilede mere i mig selv, at det kunne faktisk godt være, jeg skulle have valgt Stephanie. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg lavede. Jeg var helt ude af den.