Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Vincent Beier Kaspersen
Foto: Instagram, Danish Fashion Week

Vincent Beier Kaspersen

17-årige Vincent bliver betalt for at gå i kvindetøj: ”Jeg kunne slet ikke forestille mig at være en pige"

Vincent Beier fra Brønshøj er dansk modes nye darling, og en del af den tendens, vi ser internationalt, hvor transkønnede og androgyne modeller bliver brugt i mainstream sammenhænge. Men Vincent mener ikke, hans udseende nødvendigvis skal ses som et udtryk for hans seksualitet.

- Jeg vil ikke sættes i bås. Jeg synes ikke, at mit udseende har noget med min seksualitet at gøre. De to ting holder jeg adskilt, siger 17-årige Vincent Beier, der her i Danmark er blevet ansigt på den tendens, du sikkert allerede har bemærket, og som har spirret i den internationale modebranches øverste lag i efterhånden nogle år.

Det begyndte med transkønnede Andrej Pejic (nu Andreja), der gik på catwalken for Jean Paul Gaultier som bruden under couture-modeugen i januar 2011 i Paris. Det var med det blotte øje svært at se, om Andrej var mand eller kvinde, og denne leg med køn er siden blevet mere og mere legitim at deltage i i en branche, hvor også de gængse idealer rykker sig.

LÆS OGSÅ: Lotus kæmpede med anoreksi i 12 år: ”Jeg levede af Cola Light og salte fisk”

Et af eksemplerne på, at vi herhjemme også har godt greb om tendensen – ikke kun blandt de mest kontroversielle og nytænkende brands – er Ilse Jacobsen, den Hornbæk-baserede designer bag de velsælgende gummistøvler med snøre. Hun har til sin SS16-kampagne valgt Vincent Beier som model.

Iført lette gevandter og med håret tilbagefriseret i en lav knold poserer den 17-årige dreng fra Brønshøj i en småblomstret kimono, og det er ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det, at der ikke er tale om en yndig pige, men derimod en modig dreng.

- Det er nok et af de tilbud, jeg har været mest overrasket over at få, fordi jeg ikke tænker om Ilse Jacobsen, at hun på den måde er til det provokerende og androgyne, siger Beier, der også har været model for mærket Minimarket, og under den seneste modeuge gik på catwalken for Mark Tan, der vel at mærke designer kvindetøj.

Tog sin kjole på i skole
Så langt tilbage, som Vincent kan huske har han interesseret sig for mode. Ikke herremode, men store, imponerende couture-rober, og det meste af det tøj, der hang i garderoben på børneværelset var fra pigeafdelingen. Jeans, Mads Nørgaards 101-T-shirts og bluser med Barbie.

Da han var 12 år, tog han første gang mod til sig og gik i skole iført lang sort nederdel, stilletter og sort T-shirt. Før det, havde han kun iført sig skørter, når han klædte sig ud derhjemme.

- Det var ikke et kæmpe chok for folk, at jeg havde pigetøj på, for jeg havde altid meget feminint tøj på. Det var mere en grænse for mig selv, der blev rykket, og jeg gik all in. Så det har været en større ting for mig, end det har været for mine klassekammerater.


Vincents sorte periode - fra sommeren 2014, inden håret blev lyst.


Et af de mange outfit-billeder, Vincent Beier deler på sin Instagram-profil.

To år senere startede han sin egen modeblog, hvor han delte billeder af sine outfits, der dengang var mere androgyne end feminine. Farver var sjældne og sort var foretrukket. Med sin markante grydefrisure og begejstring for læbestift og høje hæle var opmærksomhed ikke en mangelvare, når den spinkle teenagedreng færdes i bylivet.

- På den ene side, så syntes jeg, det var lidt hårdt med alle de blikke og kommentarer, men på den anden side, så kan jeg jo også godt lide opmærksomheden. I dag synes jeg ikke det er ligeså slemt, måske fordi jeg ligner en pige mere end dengang, så der ikke er så stor tvivl. Eller også er jeg bare blevet bedre til at holde det ude. Jeg lægger ikke rigtig mærke til det, og lukker min verden ude, når jeg går ned ad Strøget, siger han.

LÆS OGSÅ:  Modeverdenens hotteste par: ”Det var ikke kærlighed ved første blik, men det var begær ved første blik”

Garderoben i dag består især af kjoler og feminine skjorter og en fast ting i de flamboyante outfits er silketørklædet, der kan bruges til at sætte kulør på, hvor den mangler.

- Jeg er meget glad for feminine silhuetter, der går ind i taljen. Et par bukser og en skjorte bliver for lige og for maskulint, lyder det.

Også makeup er en fast del af den daglige rutine, og du skal ikke blive overrasket, hvis du ser Vincent med mørke læber og mascara som kontrast til den afblegede page.


Silketørklædet er en fast del af Vincent Beiers påklædning.

"Jeg kunne slet ikke forestille mig at være pige"
Hans leg med udseendet og ikke mindst de traditionelle opfattelser af, hvad de to køn kan iføre sig, betyder ikke, at han føler sig fanget i en forkert krop, eller at det som før nævnt automatisk hænger sammen med hans seksualitet. Faktisk vil han slet ikke tale om den.

- Jeg er rigtig glad for det, jeg er. Det fungerer så fint. Jeg kan slet ikke forstille mig at være en pige. Men jeg føler mig nok aldrig rigtig maskulin, så skal det være fordi jeg har klædte mig på, så jeg tænker "okay, det var måske lige lidt for drenget".

På spørgsmålet om hvordan det har været altid at skille sig så meget ud, svarer han:

LÆS OGSÅ: 23-årige Amalie er Jehovas vidne: "Det kan godt være grænseoverskridende at banke på folks døre"

- Jeg tror altid, jeg har hvilet rigtig meget i, hvem jeg er. Jeg skiftede skole i tredje klasse og mange af de der drenge, der gik på den årgang, synes det var meget underligt, det jeg gik i. Det var hårdt, fordi det var længe, og det var mange, men det har aldrig gået mig så meget på, som det måske kunne have gjort det. Da jeg blev teenager, kom de alle sammen og sagde undskyld for, hvad de havde gjort dengang, og jeg har altid valgt at bruge tid på folk, der kan lide for mig, som jeg er. I dag tænker jeg slet ikke over, om jeg er for feminin, når jeg går ud af døren.

Den øgede opmærksomhed og plads til at være et sted lige midt mellem to køn, sætter Vincent pris på:

- Det giver mere plads til at være mig uden at folk hele tiden skal stille spørgsmålstegn ved den, jeg er, eller spørge ind til det. Og det er ikke længere noget, jeg behøver tænke så meget over. Jeg har næsten hele mit liv tænkt, at det hele er for meget i kasser. Det har jo altid været sådan, at modeblade er til kvinde, og så står de der i deres kvindetøj, og alt er ligesom delt op i en kønsboks. For mig har det betydet at jeg ikke kun se mig selv i det, da jeg var lille. Slet ikke på samme måde, som jeg kan nu.


Vincent Beier Kaspersen på catwalken for Mark Domino Tan under sommerens modeuge i København. Foto: Danish Fashion Week.

Efter at have færdiggjort folkeskolen gik Vincent et halvt år på Textilskolen i Holte for at nærme sig drømmen om at blive designer, og tilbringer nu tiden med at være i praktik hos designeren Mark Tan.

- Jeg valgte at skrive til ham, fordi jeg bare synes, han har et godt mærke, og laver nogle smukke ting, siger Vincent, der i den forbindelse blev spurgt om han ville gå på catwalken til Mark Tans SS16-show.

Både designerne og medierne har fået øjnene op for drengen med det unikke udtryk, og DR bragte i 21 Søndag et interview med både Vincent og broren William, der er fotograf og har sin lillebror som favoritmotiv.

Vil du vide mere om, hvad der sker med idealet i modebranchen for tiden, så læs med her.

LÆS OGSÅ: Er han en dreng eller pige? Vi leger med kønnene som aldrig før 

LÆS OGSÅ: 10 ting, du skal vide inden du tager på lagersalg

LÆS OGSÅ: Normcore er blevet overhalet af en ny tendens, du skal kende

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview