Rothenburg ob der Tauber Guide
SPONSORERET indhold

Disney-idyl og frodige vinmarker: 7 grunde til at besøge denne tyske by

Har I planer om at pakke bilen og køre mod syd på sommerferie, bør I overveje at tage en afstikker fra den tyske autobahn. For her ligger en yndig middelalderperle hævet over floden Tauber, der slynger sig gennem sydvendte vinmarker i et blidt, bakket landskab.

Af: Christina B. Kjeldsen Foto: Christina B. Kjeldsen og PR
06. maj. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Den er lidt af et særsyn, Rothenburgs velbevarede Middelalder-bykerne. En bilfri oase, omringet af en bymur, der har beskyttet byen gennem århundreder mod krig og sygdomme, og som du kan gå på hele vejen rundt, mens du danner dig et overblik.

Vi er i Bayern nu, og det betyder lune temperaturer, et solidt sydtysk køkken og perlende frisk hvidvin.

I år er også (måske) sidste gang, du har mulighed for at besøge Rothenburg ob der Tauber uden horder af kinesiske og amerikanske turister, der ellers belejrer byen i sommerhalvåret. Walt Disney gjorde nemlig den smukke og eventyrlige bykerne berømt, da han besøgte den tilbage i 1950’erne og brugte den som forbillede for landsbyen, som Geppetto og Pinocchio bor i sin tegnefilmsversion af eventyret.

LÆS OGSÅ: Ferie i Danmark? Her er 7 oversete sommerperler

Rothenburg_VillaMittermeier_ude.jpg

Det er noget, der har kunnet trække turister til – for hvem vil ikke opleve velbevaret Disney-idyl i sin reneste form? Desværre har det i mange år gjort byen til lidt af et turistkaos – men ikke nu.

Masseturismen er nemlig endnu ikke vendt tilbage, og derfor kan du nu opleve Rothenburg ob der Tauber som den rolige landsby, den også kan være – med god plads i de brostensbelagte gader og masser af muligheder for at udforske vinmarkerne langs Tauber-floden.

Rothenburg_borgport.jpg

Til fods gennem middelalderhistorien

Dan dig et overblik over den fine gamle bykerne ved at gå på svalegangen i træ på byens gamle borgmur. Herfra kan du kigge ned i de små haver til byens fine gamle huse, og når du når den gamle hovedport, Burgtor, kan du slentre ned til udsigtspunktet og kigger ud over det blide, bakkede landskab omkring byen.

Læg mærke til byens velbevarede arkitektur, som mirakuløst er gået fri af Tysklands historie. Ved det lille tårn Plönlein deler to af byens gader sig, og det smalle hus her er (vist nok) en-til-en med Geppettos hus i Disneys version af eventyret om Pinocchio. Husk at kigge op, for Rothenburg har flere storkepar, der år efter år vender tilbage til deres reder på toppen af byens tårne og tage.

Rothenburg_borgudsigt.jpg

Hvidvins-cykeltur langs Tauber-floden

Lej cykler hos en af byens cykeludlejninger, spørg på turistkontoret, og sæt kursen ud af byen og igennem den frodige Tauber-dal med skrånende vinmarker ned mod floden. Du kører uforstyrret på cykelstier gennem landskabet og små, hyggelige landsbyer, over broer og under æbletræer. Smør en madpakke og læg dig i græsset ved Tauberen og nyd – eller endnu bedre, hop ind på en gasthof, f.eks. Alter Schreinerei, hvor du kan nyde en karaffel frisk lokal hvidvin og en god frokost.

Alte-schreinerei.de

Rothenburg_byhaver.jpg

Mini-haver under borgmuren

Ved foden af borgmuren ligger bittesmå, men meget frodige haver og klynger sig fast til den skrånende grund. Her har byens borgere haft et lille frimærke til selvforsyning gennem århundreder. Nogle har plantet små vinstokke til egen husvin, andre gamle æblesorter og romantiske skønvirkehaver med eksotiske blomster og prydbuske. Tag med på en af de private haverundvisninger, der er i løbet af sommeren, og hvor haveejerne fortæller selv. Book turen på turistkontoret, der holder til på byens torv.

Rothenburg-tourismus.de

Rothenburg_bymur_kunst.jpg

Lokal sukkerkugle

Når du slentrer rundt i byens gamle gader, vil du på et tidspunkt støde på et bagervindue fuld af store kugler med puddersukker. Det er byens traditionelle Schneeballen – en slags sprød kiksekugle med creme i midten og puddersukker på toppen. Det er ikke fordi, det er en kæmpe kulinarisk oplevelse, men det skal prøves – og skal du havde en Schneeball, så køb den i byens traditionelle og bedste bageri ved torvet, Bäckeri Striffler.

LÆS OGSÅ: Fremtidsforsker: Danskerne vil især droppe disse populære feriedestinationer

Rothenburg_bymur2.jpg

Klassisk køkken ved kirken

Du finder ikke bedre beliggenhed end den skyggefulde have til Hotel Reichsküchenmeister lige ved kirketorvet. Her kan du få traditionelle egnsretter, som er ualmindeligt veltilberedte, og stemningen er hyggelig med kulørte lamper og udsigt til byens gadeliv. Reichsküchenmeister er velbesøgt, med god grund, for maden er lækker og priserne rimelige, så bestil et bord om formiddagen, så er du sikker.

Hotel-reichskuechenmeister-rothenburg.de

Rothenburg_cykelsti.jpg

Gourmet og husets egen hvidvin

Skal du have en særlig madoplevelse, mens du er i Rothenburg ob der Tauber, så forkæl dig selv med en middag hos Villa Mittermeier. Restauranten kunne nok bejle til Michelinstjerner, men har valgt at prioritere afslappet stemning med plads til kreativitet i køkkenet og fokus på lokale råvarer. Ægteparret Mittermeier laver også deres egen vin på markerne lige uden for byen, som du kan smage – og det er en lækker oplevelse at blive trakteret igennem fem retter med tilhørende vine i de hyggelige rammer her lige uden for borgmuren. Husk at booke bord.

Villamittermeier.de

Rothenburg_Markusturm .JPG.jpg

Her skal du sove

Tag lige og forkæl dig selv med at overnatte på det lille, fine Villa Mittermeier, når nu du laver pitstop i Rothenburg ob der Tauber. Beliggenheden lige ved porten til den gamle bydel fås ikke bedre, og du får byens bedste morgenmad, som du kan nyde på husets overdækkede terrasse. Har du tænkt dig at opleve restauranten også, og det bør du, kan du booke en gourmetpakke med middag, overnatning og morgenmad for ca. 1.500 kr., og så får du hele oplevelsen.

Villamittermeier.de

LÆS OGSÅ: Trendforsker om fremtidens luksus-ferier: De danske øer bliver eksotiske

Rothenburg_Storchennest .jpg

Anbefalet til dig