Wes Anderson er en særlig filmskaber. Hans stil er stiv og poetisk, pastelfarvet og konkret. Excentrisk og elegant. Så genkendelig og kunstig, at tusindvis på sociale medier imiterer ved at filme egne videoer i symmetriske scenografier.
Men der er altså kun én Wes: Europa, 1950. Den midaldrende fusentast og flyattentat-overlever Zza-Zza Korda (Benicio Del Toro) vil gennemføre sit livsværk af skumle forretninger med en sidste plan. Han indrullerer sin datter Liesl (Mia Threapleton), huslæreren Bjørn Lund (Michael Cera) og adskillige andre i en farlig rundrejse, hvor han både efterstræbes af fjender, familie og FN.
Atter er rollerne besat med store navne, der overgiver sig til staccatto-replikker og absolut alvor i ansigtet. Scarlett Johansson, Tom Hanks, Benedict Cumberbatch og en masse andre giver den fuld skrue, selvom man savner gamle kendinge som Tilda Swinton og Jeff Goldblum, som ellers ofte er med. Cera og Threapleton er skønne som henholdsvis nørdet tutor og hårdkogt nonne.
Ofte får Andersons film ikke fortolket deres dybere lag, fordi man enten elsker eller frastødes af formen: Besættelsen af farvepaletter og kameraføringer, fremtryllelsen af gammeldags, analoge landskaber fyldt med gakkede mennesker.
Det er ikke altid lige nemt at finde en krog til nutiden i hans film, og derfor kan de opfattes som pjattede; en insisteren på skønhed, selvom verden brænder.
I denne film er der også mere under glasuren af scenografi og form; kapitalismekritik, post-kolonialisme og forholdet mellem fædre og døtre. Naturligvis lige så skævt, bizart og fornøjeligt som altid (siger denne Wes Anderson fan), men også med en undertone, der handler om religion og især eftermæler (som i ‘Grand Budapest Hotel’ og ‘The French Dispatch’), både i familien og i verden.
Hvem vil vi være? Og for hvem? Der er noget eksistentielt på spil i dette vidunderlige overflødighedshorn af en film.
“The Phoenician Scheme” havde biografpremiere den 22. maj
