Billede af Kira Saabye From og Else-Marie Bierlich.

Forstår du dine drømme? Her er 12 typiske drømmesymboler

Kan du også vågne og være forvirret – eller næsten flov – over noget, du har drømt? Det er ganske normalt; ofte vil drømmen måske bare fortælle dig et eller andet. Her får du en større forståelse for dine egne togter ind i drømmeriget - og seks af redaktionens natlige eventyr.

Hendes verden logo farv

12 typiske drømmesymboler

Mad:

Symboliserer næring, både fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt – det, du indtager, ikke kun gennem kroppen, men også gennem sind og sjæl. Mangel på mad kan indikere følelsesmæssig eller spirituel sult.

Graviditet/fødsel:

Udtryk for skabelse, vækst og transformation. Det repræsenterer en ide, et projekt eller en ny fase i livet under udvikling. Også forbundet med underbevidst modning og potentiale, der endnu ikke er manifesteret.

Død:

En stærk transformationssymbolik. Repræsenterer ikke nødvendigvis fysisk død, men snarere afslutningen på en fase, en identitet eller en relation, som giver plads til noget nyt. Kan også symbolisere overgangen til en dybere forståelse af selvet.

Krig:

Indre eller ydre konflikt. Kan afspejle en kamp mellem mod­stridende dele af psyken, en eksistentiel kamp eller en konkret strid i det vågne liv. Også et symbol på aggression, forsvarsmekanismer og behovet for at hævde sig.

Transport/rejse:

Symboliserer bevægelse gennem livets faser. Valg af transportmiddel afspejler, hvordan du navigerer i din udvikling: Bil kan være individuel kontrol, tog kan være fastlagte strukturer, fly kan være spirituel opstigning.

Vand:

Det ubevidste, følelser og transformation. Stille vand kan symbolisere klarhed, oprørt vand uro i sindet. At drukne kan indikere overvældelse, mens svømning viser evnen til at navigere gennem følelsesmæssige landskaber.

Barn:

Det indre barn, uskyld, potentiale og sårbarhed. Kan indikere behov for omsorg, leg, kreativitet eller en tilbagevenden til fundamentale, oprindelige aspekter af dig selv.

Hus/bygning:

Symboliserer selvet og sindets arkitektur. Huset spejler din psykologiske tilstand, og forskellige rum repræsenterer aspekter af dit liv. Kældre sym­boliserer det ubevidste, lofter den højere bevidsthed, og døre overgange og åbninger.

Dyr:

Ubevidste instinkter, naturlige drifter og dybere aspekter af psyken. Dyr kan bære specifikke betydninger: Fugle kan være spirituelle budbringere, slanger transformation, ulve styrke og flok og/eller ensomhed, og heste kraft og frihed.

Ild:

Stærk energi, transformation og lidenskab. Kan symbolisere ødelæggelse, men også renselse og genfødsel. Forbundet med kreativ kraft, men også vrede, begær og ukontrollerede følelser.

Tiltrækning/kys/erotik:

Forening af modsætninger, for­bindelse mellem bevidste og ubevidste aspekter af selvet. Kys kan symbolisere accept, integration og tillid, mens erotik kan repræsen­tere kreativ kraft, livsenergi og frigørelse af instinktive drifter.

Nøgen i offentligheden: 

At finde sig selv ubeskyttet foran andre kan afspejle en dyb sårbarhed eller frygt for at blive dømt. Drømmen understreger ofte et behov for at acceptere alle aspekter af sig selv.

Vores drømmeeksperter

Kira Saabye From, psykoterapeut (MPF), og Else-Marie Bierlich, antropolog, har siden 2019 holdt drømmekurser i deres firma, Drømmecirkler. 

Ifølge parret er drømme vigtige, fordi de regulerer vores følelsesliv og peger på potentialer i vores personlighed og udvikling. 

Kira og Else-Maries princip er, at drømmeren selv er den bedste til at forstå sine drømme, og derfor serverer de ikke færdige tolkninger, men støtter drømmere i selv at undersøge og finde mening i drømmen. 

Selv i den mørkeste og mest uhyggelige drøm kan du finde en resurse, er deres tese.

Se mere på drommecirkler.dk

Redaktionens natlige eventyr

Sexpartnerne var barnlige

Jeg drømte forleden, at jeg skulle til at have sex med hele tre yngre (og flotte) mænd. Der var ingen moralske kvababbelser, men inden der overhovedet skete noget frækt, blev de unge mænd pjankede og overstadige ved tanken om det, der skulle foregå. 

Jeg blev så irriteret over deres umodne opførsel, at jeg blev vred og skældte dem ud, mens jeg iførte mig mit tøj. De blev flove, og jeg havde en følelse af, at ”at så kunne de lære det”.

Kimmie

Eksperternes tolkning

Du har set frem til et møde med det maskuline og vitale, de tre unge mænd. De kan symbolisere din indre maskuline side, som har at gøre med din handlekraft og manifestation ud i livet. Man får lyst til at spørge, om dit arbejdsliv og de opgaver, du har, lever op til dit kompe­tenceniveau? 

Du bliver skuffet og irriteret over deres useriøse og umodne opførsel. Følelsen af, at ”så kan de lære det”, viser, at du har en stærk indre kerne, der ikke accepterer barnlighed – du forventer sandsynligvis modenhed og seriøsi­tet. Drømmen kan også handle om dine relationer og dit kærlighedsliv, hvor du ikke blot søger nydelse, men også dybde, respekt og værdighed. 

Drømmen spejler i begge tilfælde et ønske om at blive mødt på dit eget niveau, ikke blot fysisk, men også mentalt og emotionelt.

Svigermor smed tøjet

Jeg er på Tisvilde Strand med min mand og min svigermor, der er på besøg fra Horsens. 

Selv om vi sidder foran ishuset, tager min svigermor og min mand deres tøj af og sidder nøgne i sandet. Det er sindssygt pinligt; der er mange mennesker. Jeg prøver at fortælle dem, at man skal gå længere ud på stranden, hvis man vil være nøgen, men de ignorerer det.

Jeg lægger dog også mærke til, at der sidder andre nøgne mennesker tæt på vandet.

Vibeke

Drømme-eksperternes tolkning

Hvor nøgen må man være og hvor? Din mand og svigermors nøgenhed repræsenterer sandsynligvis en ubekymret tilgang til det naturlige og ærlige, hvor din pinlighed kan tyde på en indre kamp, som drejer sig om kontrol og social accept. Stranden symboliserer overgangen mellem det ubevidste og det mere hverdagsagtige.

Havet kan tol­kes som følelsernes element. Nøgenheden kan pege på forholdet mellem din ”indre mand” og det mere modne kvindelige. Det repræsenterer muligheden for en friere udfoldelse, som dit bevidste jeg afviser, og som opleves som kontroltab. 

Din indre mand skal forstås som din handlekraft og en mere retningsbestemt energi, hvor det kvindelige i dig ses som en mere hvilende og rummende side. Drømmen kan også pege på, at du oplever din mands forhold til sin mor som lidt for tæt. Din svigermor kan symbolisere et magtforhold i dit liv eller en autoritet, du føler dig presset af. 

Der er både forhandling og grænsesætning på spil, alt sammen en del af en sund proces.

Videnskabsmanden kyssede godt

Jeg kysser og er tæt omslynget med debattøren Bjørn Lomborg midt ude i vandet i Københavns Havn, selv om han er homoseksuel. Omkring os står store kraner, og der er i det hele taget meget industrielt, men vores omfavnelse i vandet er varm og meget dejlig. 

Vi når ikke at have sex, før drømmen slutter. Drømmen havde jeg for 20 år siden, dengang Lomborg var fremme i medierne.

Louise

Eksperternes tolkning

Drømmen, der er 20 år gammel, må være vigtig for dig, siden du stadig husker den. 

Tiden den gang var en anden, både for Københavns Havn, for Lomborg og for dig, og drømmen kan afspejle et positivt møde med en naturvidenskabelig fagperson, som blev kendt for sine kontroversielle holdninger om verdens tilstand. 

Lomborg havde en mere positiv udlægning af verdenssituationen på det tidspunkt. På den måde repræsenterer han en figur, der går mod den almene holdning. Mødet mellem jer virker til at gøre dig godt. 

Måske har du accepteret og været underlagt et negativt verdenssyn, som du har haft brug for at gøre op med. Lomborg bliver etableret som en positiv maskulin kraft og er en resurse for dig. I drømmen forenes I i et kærligt og varmt møde, som virker nærende for din indre tilstand. 

Havnen og vandet kan symbolisere renselse og genfødsel.

Edderkopperne slap løs

Der står et glas på bordet, et ”gammeldags” syltetøjsglas, og jeg kommer til at skubbe til det, så det vælter, og låget glider af. Ud myldrer hundredvis af små, sorte edderkopper. De har kompakte kroppe og korte ben og er lynhurtige. De løber i alle retninger; jeg vil fange dem og få dem tilbage i glasset, men det er umuligt.

PS. Jeg er ikke specielt bange for edderkopper – jeg har ikke araknofobi, i hvert fald.

Tine

Drømme-eksperternes tolkning

Du vælter et ”gammeldags” syltetøjsglas, hvilket kan pege på, at noget gammelt er blevet sat i bevægelse.

Låget er gået af, og det myldrer ud og lader sig ikke stoppe – proppen er gået af flasken. Måske befinder du dig i en omvæltende udvikling, hvor noget glemt og ”syltet” indre materiale kommer for dagens lys. 

Edderkopperne kan symbolisere aspekter af instinktniveauet, som nu slippes fri, så det kan væve nye tråde i livets store væv. De små edderkopper kan også repræsentere skjulte bekymringer, ubevidste traumer eller tanker, der pludselig strømmer ud og spreder sig ukontrolleret – eller situationer, hvor du har følt dig fanget i et spind. 

Drømmen opfordrer dig til at anerkende og bearbejde de tanker og følelser, du har forsøgt at holde nede, i stedet for tvinge dem tilbage i ”glasset”.

Munkenes fugl døde

I New York kommer min mand og jeg forbi en gruppe munke, som agerer en slags turistattraktion. Han får lov at holde deres lille, orange fugl. Han lukker hænderne om den og slipper den fri. Munkene fanger den hurtigt. Så går han over en lille kanal, og nu er det min tur. Jeg får fuglen i hænderne og lukker dem. 

Der lyder et lille host og et mærkeligt knæk. Da jeg åbner hænderne, er fuglen væk. Jeg ved, den er død. Har jeg dræbt den? Munkene er tilgivende. 

Det gør ikke noget. En fremmed mand prøver nu, men jeg kommer til at skubbe til noget, så fuglen denne gang falder i kanalen. Jeg ved ikke, om den drukner. 

Munkene vil gerne have, at jeg prøver igen, men jeg tør ikke og går i stedet gennem kanalen (hvor man bør hoppe over) og får våde fødder.

Line

Drømme-eksperternes tolkning

Munkene og den orange fugl kan repræsentere din spirituelle side, som du øver dig på at holde og slippe igen uden tilknytning. Munkene optræder som en turistattraktion, altså, noget, man som rejsende kan stifte bekendtskab med, men måske også som en slags gøgl.

Det lykkes for det maskuline i dig (din mand) at både holde og slippe det dyrebare og bevæge sig over på en anden side – kanalen og vandet kan symbolisere en overgang. At øvelsen ikke ser ud til at lykkes for dig, kan pege på det arbejde, der står foran dig, med at integrere din spirituelle side. 

De støttende, tilgivende munke viser, at invitationen til din spirituelle side er åben, og at der er tilladelse til at prøve sig frem. Det kræver tålmodighed. 

Måske skal du tillade dig selv at have en mere feminin og hvilende tilgang til det spirituelle.

Plastikblomsterne visnede

Jeg vågner en morgen og opdager, at den buket af Lego-blomster (flotte, store blomster, man bygger som ethvert andet Lego-sæt), som vi har haft stående i stuen i flere år, er visnet. Blomsterne ligger ned langs vasen og hen ad bordet og er helt slatne. 

Jeg bliver forvirret og tænker, at det kan da ikke passe, for det er jo blomster af plastik – og de skal da ikke have vand. 

Skal de?

Louise

Eksperternes tolkning

Vi bliver nysgerrige på, hvad du mon forbinder med Lego-blomster? De kan både pege på krea­tivitet, leg og forbindelse til det barnlige univers. 

Blomsterne er ikke blevet vandet i flere år, og nu er de visnet. Det kan indikere, at du føler, at det kreative i dig og dit liv ikke har fået nok opmærksomhed. Du stiller et godt spørgsmål, når du undrer dig over, om plastikblomster skal vandes eller ej. Det, at du i drømmen stiller dig selv et spørgsmål, peger formentlig på, at du selv ligger inde med løsningen. Måske har du ikke taget dine kreative sider alvorligt nok – for de er jo ”bare” lavet af plastik og passer vel sig selv.

Plastikblomster kan også pege på noget, der er fake og underlagt nogle bestem­te regler for at opnå et bestemt udtryk – og her­med en mindre fri krea­tivitet. 

I så fald er det positivt, at det, der ikke længere er levedygtigt, visner og dør, så noget nyt kan spire frem i dit liv.

Skriv, tegn og fortæl dine drømme

Første skridt mod at lytte til dine drømme er at tage dem alvorligt. Det kan du gøre ved at skrive dem ned eller fortælle dem til en anden, straks du vågner. På den måde vil drømme­ne ofte begynde at give mere mening.

Hvis du er en af dem, der sjældent husker dine drømme, kan det at skrive ned eller genfortælle dem, medvirke til, at du oftere husker dine drømme.

Et alternativ til at skrive eller fortælle er at tegne din drøm. Det behøver du ikke at være stor kunstner for at gøre, du kan sagtens tegne simple tændstik­figurer. Nogle drømme kan være svære at forklare, men når du tegner dem, får de en anden rumlighed.