Igen og igen brændte mænd Louise af – så sagde hendes veninde noget, som ændrede alt

Igen og igen brændte mænd Louise af – så sagde hendes veninde noget, som ændrede alt

Jeg troede, at jeg endelig havde fundet den store kærlighed i Martin, men nu havde han også brændt mig af. Hvorfor gik det altid galt? græd jeg senere over for min veninde. Hendes svar gjorde mig ikke glad, men det gjorde mig tilgengæld klogere. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

hjemmet logo farve

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Louise opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist. 

Da jeg gik hjem fra stationen søndag morgen, rørte mine fødder nærmest ikke jorden. For jeg svævede på en lyserød sky, jeg havde nemlig tilbragt den mest vidunderlige nat sammen med Martin. 

Martin og jeg havde kendt hinanden i tre måneder nu, men jeg var ikke i tvivl: Denne gang var den der. Martin var manden i mit liv. 

Vi passede på alle måder sammen. Sex var fantastisk, og vi havde utroligt mange ting at tale om. Vi var godt nok begge lige kommet ud af andre forhold, men vi var parate til at gøre alt anderledes nu. Vores forhold skulle være båret af kærlighed og passion, ikke af pligt og dårlig samvittighed. Det var vi helt enige om.

Jeg var 32 år gammel, Martin fire år ældre, og siden mit sidste længerevarende forhold, havde jeg haft en hel del kærester. 

Af en eller anden grund var alle de forhold løbet ud i sandet. Så havde den ene ikke været parat til at binde sig, en anden fandt tilbage til sin ekskæreste, en tredje synes ikke, at kemien lige var der, men det var den i den grad med Martin.

Martin havde været gift tidligere med en kvinde, der havde været sygelig jaloux, og det havde ødelagt deres forhold. Han var far til to små børn og boede i øvrigt stadigvæk sammen med både dem og sin ekskone. 

Det sidste var jeg ikke helt vild med, men Martin fortalte, at de ikke kunne få huset solgt, og børnene havde det svært, fordi de skulle skilles. Der gik derfor 14 dage, hvor vi holdt gløden ved lige med lange telefonsamtaler og beskeder, før vi så hinanden igen.

Vores næste møde var lige så skønt som de tidligere, og derfor var jeg helt forvirret, da Martin pludselig stod med tårevædede øjne, da vi skulle tage afsked. 

Først troede jeg, at han var ked af, at vi nu igen ikke skulle ses i et par uger, men det gik op for mig, at det var noget helt andet, han prøvede at fortælle mig.

"Jeg kan simpelthen ikke overskue det, sagde han. Jeg har stadigvæk min ekskone på nakken, og børnene har brug for mig. Jeg synes virkelig, at du er vidunderlig, men det er bare ikke det helt rigtige tidspunkt for mig at starte et nyt forhold på, det hele går for stærkt for mig."

Jeg gik i chok. Jeg havde slet ikke set hans kovending komme. Jeg havde heller ikke anet, at han følte, at alting gik for stærkt. Jeg prøvede at argumentere, men lige lidt hjalp det. Martin havde truffet sin beslutning.

Jeg gik stortudende fra vores møde og kunne slet ikke holde sammen på mig selv. Jeg stod nærmest ikke op resten af weekenden, og om mandagen måtte jeg gå tidlig hjem fra arbejde og fik min veninde, Karina, til at komme med aftensmad til mig.

"Jeg troede virkelig, at han var den helt store kærlighed," græd jeg.

Karina så overbærende på mig.

"Det tror du jo hver gang, sagde hun. Du sagde det samme med Johan. Og Malte. Og Anders. Og Troels. Jeg kender ingen som dig, der tror på kærlighed ved første blik. Du må virkelig have en evne til at forelske dig, men måske skulle du også blive bare lidt bedre til at passe på dig selv."

Da Karina var gået, tænkte jeg, at hun tog fejl, men som ugerne gik, og jeg kom ud af mit sortsyn, begyndte jeg at forstå, hvad det var, Karina havde ment.

Faktum var nemlig, at ingen af mine forhold havde holdt særlig længe. Jeg havde forelsket mig hovedkulds – hver gang. Kastet mig ud i et nyt forhold uden at holde noget tilbage og uden at tænke mig om. 

Og jo, der var da en styrke i det, for jeg havde i den grad oplevet forelskelsens sus. Men med den kom risikoen for at gå for hurtigt frem og for at blive såret og brændt af. Var det ikke på tide, at jeg lærte at passe bedre på mig selv?

Stik mod al forventning ringede Martin til mig et lille år senere. Hans skilsmisse var gået igennem, han var flyttet i lejlighed, og hans børn trivedes fint. 

Kort sagt, han havde fået styr på sit liv, og tænk, gnisten var der stadig imellem os, det mærkede jeg med det samme. Jeg havde derfor lyst til endnu en gang at kaste alt over bord for at ende i armene på Martin, men nu havde jeg heldigvis lært at holde lidt igen.

Vi gik derfor langsommere frem denne gang og gav hinanden plads, inden vi traf de store beslutninger. 

Det var ikke nemt for mig, der havde vænnet mig til, at kærlighed skulle være eksplosiv og alt eller intet. Til gengæld er vi stadigvæk sammen i dag og stadig forelskede her 10 år senere. 

Så det endte ikke bare som den helt store kærlighed. Det endte også som den langtidsholdbare af slagsen og med, at jeg lærte at holde godt fast i mig selv og stadigvæk gør det.

Skriv til Vibeke Dorph

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.