Er jeg tvunget til at droppe kontakten til min svigerinde?
En forvirret læser har skrevet til Vibeke Dorph, fordi hun frygter, at hun er nødt til at stoppe kontakten til sin svigerinde. Læs hele brevkassen her.
Jeg er i slutningen af 40'erne og har kendt min kærestes familie helt tilbage fra ungdommen.
Min mand og jeg har altid været overbevist om, at hans lillebror, min svoger, var til mænd, men min svoger overraskede os i sin tid ved at finde en kvindelig kæreste, som han senere stiftede familie med.
Deres ægteskab var dårligt, min svoger levede sit helt eget liv, mens min svigerinde stod alene med alt. Da deres datter blev syg, valgte hun at blive skilt, og vi støttede og hjalp hende, fordi hun stod så alene. Hun fandt heldigvis senere en fantastisk ny kæreste, der også tager sig godt af hendes børn.
Min svoger sprang efterfølgende ud som bøsse og fik sig også en ny kæreste. Derefter distancerede han sig fra familien. Jeg konfronterede ham derfor, da jeg synes, han behandlede min svigermor dårligt. Hun havde det svært med hans valg om at leve som bøsse, noget han ikke virkede til at tage sig af.
Vi har været til fødselsdage hos både min tidligere svigerinde og min svoger, men han og hans nye kæreste ignorerer os hver gang fuldstændigt. Vi har nu valgt at invitere min svigerinde, hendes nye partner og hendes børn til min datters fødselsdag, men ikke min svoger og hans kæreste, da de, hver gang vi har været sammen, har opført sig, som om de helst er fri for at være i stue med os.
Mit dilemma er, at folk synes, det er forkert, at vi holder kontakten med min svigerinde, men ikke med min svoger. Min svigerinde har dog været en del af vores familie i 25 år, og hun og hendes børn betyder meget for os og for min datter, så jeg har ikke lyst til at slippe kontakten til hende. Er jeg virkelig tvunget til at droppe forbindelsen for at undgå konflikter?
- Den forvirrede
Tag en snak, og forklar jer
Nej, naturligvis er du ikke tvunget til det. Du har jo ikke valgt at blive skilt fra din svigerinde, det er noget, som er foregået mellem hende og din svoger. Den beslutning har du ingen indflydelse haft på, og at nogen skulle tvinge dig til at vælge side her, finder jeg trist.
For folk bliver skilt ganske ofte, og at man som nærtstående hver gang, det sker, pludselig skal skilles fra et menneske, man har opbygget en relation til er urimeligt.
Annonse
Gode venskaber hænger jo ikke på træerne, og at du har fundet en god ven i din tidligere svigerinde er kun livsbekræftende, så hold da endelig fast i hende. Dermed ikke sagt, at I så helt skal cutte kontakten til din svoger, og mon ikke luften trænger til at blive renset her? For hans distancerede opførsel kan ganske rigtig virke provokerende, men jeg mistænker, at den dækker over noget andet.
Om det andet er en følelse af skam eller en følelse af, at han går og føler sig udstødt af jer, fordi han har valgt, som han har, ved jeg ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke det. For husk på, at det tog din svoger lang tid, før han turde stå ved sin seksualitet, hvilket tyder på, at det ikke har været let for ham.
At hans mor så bliver chokeret, og du efterfølgende bebrejder ham, at han ikke tager sig af hendes følelser, kan have skabt en følelse i ham af, at I tager afstand fra hans valg. Det håber og tror jeg selvfølgelig ikke, at I gør.
Derfor synes jeg, at det ville være fint, hvis din mand tog en broderlig snak med ham og her fik forklaret ham, at I naturligvis bakker ham op i at leve det liv, han har lyst til at leve. Vil din mand ikke det, så gør det selv.
Vigtigst er det, at I får renset luften, så også din svoger fremover vil føle sig godt tilpas i jeres selskab. For som sagt, jeg tror, at hans distancerede opførsel dækker over noget andet, og hvad det handler om, må I se at finde ud af, så I alle kan komme godt videre.
Skriv til Vibeke Dorph
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.