Adoption: "Det gør dig ikke til mindre mor"

"Adoptionens pris" har aftenen før tiltrukket seere i hobetal til sin dokumentariske oprulning af svigt på svigt i sagen om Masho, en lille etiopisk pige, som bliver adopteret til det kolde Nord, og hvis liv ikke former sig efter hensigten. Masho savner sine biologiske forældre, men disse er ifølge programmet aldrig blevet løbende orienteret o,m hvordan det står til med deres lille datter.

I den lokale Aldi i indre København flokkes folk om at få overstået indkøbene, så de kan komme hjem og lave aftensmad. Det er ulvetime for fuldt blus, og dansk-spanske Monica Lorenzo Pugholm har ikke nået at handle i løbet af dagen og har derfor sine to trætte døtre med i tvillingeklapvognen.

"Alle folks blikke var som knive"

– Alle folks blikke var som knive, siger Monica til ALTfordamerne.dk.

Den yngste på knap to år er kropumulig og skriger af fuld hals, mens Monica prøver at proppe kiks ind i munden på hende. Alle folk i køen stirrer.

Og Monica spørger sig selv: hvor mange stirrer på mig og tænker stakkels mørke børn, de er nok lige blevet adopteret og har problemer med at knytte sig til deres nye mor? Og hvor mange tænker: sikke nogle snotforkælede børn, der får deres vilje og bliver proppet med chokoladekiks bare fordi de græder lidt?

LÆS OGSÅ: Jeg kunne tude, bare vores venner blev gravide

Vigtigst at børnene er født af en anden kvinde
Det er næppe det sidste, fornemmer hun. Og selvom dokumentaren om Moshi og adoptionens pris først blev sendt, efter at Monica havde sat det sidste punktum i sin bog om at være kvinde, mor og en familie, som stikker synligt ud i gadebilledet, (se faktaboks, red.), er det ikke første gang, at den tvivl rammer hende. Hun har nemlig ofte oplevet, at hendes indflydelse som mor for sine to nigerianske børn Bisi og Flora, der i dag er knap 3 og 5,5 år, ikke spiller nogen rolle i andres øjne i forhold til det faktum, at de er født af en anden kvinde. Selvom hun blev mor for dem som spæde.

- I vuggestuen dansede Bisi en hel del, og så husker jeg pædagogerne altid sagde: "Ih hvor hun danser godt, hun har rytmen i sig". Men har det ikke en betydning, at vi danser med hende hver aften, og at min mand spiller trommer? Og når hun hurtigt knytter sig til andre og er meget åben, så er det fordi, det er typisk for adoptivbørn. Så det har åbenbart ikke noget at gøre med min store spanske familie og alle de familierelationer, der er i den? spørger Monica.

I den anmelderroste bog, som hun udgav i august, er det netop den slags spørgsmål hun tager op. Ikke for at slå nogen i hovedet med at være intolerante, heller ikke for at flygte fra, at hun er adoptivmor, men for at diskutere hvorfor vi egentlig stiller de spørgsmål ved adoption, som vi gør – og hvorfor det betragtes som så meget mere eksotisk og mærkeligt end fx at blive mor med donorsæd?

"Fordi man kan se på mig, at jeg ikke er mine børns biologiske mor, får jeg mange spørgsmål."

Droppede fertilitetsbehandlingen

Selv valgte Monica frivilligt at afbryde fertilitetsbehandlingen, som hun var i gang med. Som antropolog har hun på et tidspunkt levet i fiskersamfund på Jamaica, hvor man ikke tager let på at trodse naturen. Men hendes fertilitetsbehandling udsprang af et ønske om netop det, og om at mærke liv indeni sig – og så var den måske et resultat af, at behandling forventes at være første prioritet i vores samfund

- Den generelle forståelse herhjemme er, at adoption er noget man gør, når fertilitetsbehandlingerne fejler, siger Monica og tilføjer:

- Fordi man kan se på mig, at jeg ikke er mine børns biologiske mor, får jeg mange spørgsmål. Jeg kunne jo have født børn med en anden mands sæd, så havde ingen tiltalt mig som adoptivmor i modsætning til det at være en "rigtig" mor.

Behøver adoption at være "sidste udvej"?
Men er det nødvendigvis så "legende let" at være donormor? Monica Lorenzo Pugholm er ikke sikker. Hun er heller ikke sikker på, at det ikke forholder sig sådan. Hun vil bare gerne have, at vi diskuterer alle familiemuligheder og relationer lidt mere åbent, end at det at adoptere nødvendigvis betragtes som "sidste udvej", når alt andet er slået fejl.

- Der er nogle strukturelle ting i vores samfund, som favoriserer andre familieformer frem for adoptionsfamilier. F.eks. er der langt større tilskud til fertilitetsbehandling end til adoption. Men jeg tror også det handler meget om synligheden, altså det at man kan se at mine børn ikke er født af mig. For selvom min familie er eksotisk rent udseendemæssigt, så er den jo en af de sidste kernefamilier, som er tilbage i København, hvor vi har deleordninger, papsøskende, bonusforældre og alle mulige andre familiekonstelationer på kryds og tværs. En af hensigterne ved min bog, er at vi giver mere lige tilgang og plads til forskellige familieformer og i det hele taget giver os selv og hinanden lov til at være til på forskellig vis, siger Monica.

LÆS OGSÅ: Julia brød med sin adoptivfamilie

Normalt at børnene ikke bor hos deres biologiske forældre
Det store fokus på blodets bånd har hun i kraft af sit arbejde som antropolog fået et lidt andet forhold til end den typiske dansker.

- I Caribien hvor jeg har boet en del tid, er man mere netværksorienteret og fleksibel i sine familiemønstre. I løbet af deres liv, bor børn typisk hos flere. Man har altid et familiehjem, men det er ikke nødvendigvis hos ens forældre hele livet, og man kan som mor fx blive spurgt: Bor alle dine børn hos dig? For det er helt normalt, at de ikke gør det.

Vil du nedbryde fordomme om det at være adoptivmor?

- Jeg vil gerne have os til at tænke over, hvad der er så vigtigt ved at kalde os den ene eller den anden mor? Hvad er relevansen, når man er på en legeplads og leger med sine børn fx? Hvorfor er det så vigtigt for folk at stadfæste? Især når vi har så mangfoldige familier, som vi har i dag med enlige mødre, homoseksuelle familier osv. De familieformer syner bare ikke lige så meget som hvide adoptivforældre med farvede børn.

Ingen adoptivforældre tror, at de frelser verden
Til gengæld er man i den situation ude over problematikken med, hvornår man skal fortælle barnet, at det ikke er del af en helt almindelig kernefamilie.

- Som adoptivbarn, får du det ind med modermælkserstatningen, men der kan jo være identitetsmæssige udfordringer i andre familieformer også, som man måske også kan lære af frem for at dele de forskellige erfaringer skarpt op i kategorier, siger Monica og tilføjer:

- Tidligere har vi haft et rosenrødt billede af adoption, men i dag adopterer ingen med den idé, at man frelser verden. Det er jo et paradoks, at man tager et menneske fra en verdensdel og placerer det i en helt anden sammenhæng.

"Hun spurgte mig om, hvordan det kan være, at vi ikke bor i Nigeria, når nu både hende og hendes lillesøster kommer derfra."

- Min datter på fem gjorde mig meget stolt for nylig. Hun spurgte mig om, hvordan det kan være, at vi ikke bor i Nigeria, når nu både hende og hendes lillesøster kommer derfra. Jeg svarede, at hendes far og jeg jo blandt andet ikke havde arbejde i Nigeria, men at hun havde en rigtig god pointe, og om hun ville synes, det var sjovt, hvis vi boede der i stedet for i Danmark? Hun tænkte så over, at hun jo ikke kunne tage hele sin børnehave med til Nigeria, så det var nok meget godt at bo i Danmark. Men jeg synes det er dejligt at min datter fik reflekteret over hvorfor vi bor der hvor vi gør, og at vi sammen kunne få os en snak om, at tingene også kunne være anderledes

Taknemmelig for de mørke veninder
Som hvid mor til mørke børn, tænker Monica meget over, at børnene skal have nogle at spejle sig i, som ligner dem.

– Jeg er virkelig taknemmelig for at jeg også har mørke veninder. Det lyder jo i sig selv diskriminerede, at jeg kan sige sådan ik' for farve burde jo ikke betyde noget vel? Men det gør det bare, når du er bevidst om at dine børn ikke ligner dig, og du vil skabe nogle miljøer for dem, hvor de er på hjemmebane og kan spejle sig umiddelbart i andres udseende.

Det er nok af samme årsag, at Monica har sagt ja til at åbne sit hjem for de nigerianske myndigheder og smilende byder dem velkomne på deres årlige besøg i Danmark.

- I hvert fald indtil pigerne stopper mig. Jeg gør det i bedste mening, men indrømmet; det kan jo godt være at de en dag siger: Hvorfor vil du have besøg af de damer Mor. Bare fordi, de er fra Nigeria kender vi dem jo slet ikke. Og det kan de selvfølgelig ha' ret i – men for en sikkerheds skyld venter jeg alligevel til de stopper mig Haha.

LÆS OGSÅ: Karen Mukupa: Gravid efter syv års forsøg