Amanda fra Robinson Ekspeditionen: "Jeg var besat af prinsesser - for de var smukke og lykkelige"

Der gik ikke mange dage, før sidste års Robinson-deltagere mærkede presset. Da først sulten for alvor begyndte at gnave i de slukne maver, solen sved, og kulden bed om natten, stod alvoren malet i deres ansigter. Men én af reality-øboerne syntes ikke rigtig at lade sig mærke med de mange strabadser.

"Jeg oplevede det nok ikke helt på samme måde," siger Amanda Sascha.

"For det var jo ikke nyt for mig. Jeg har været sulten før. Og jeg ved, hvad det vil sige at leve uden elektricitet."

Den 28-årige frisør og tidligere deltager i det kendte realityprogram har inviteret indenfor i sin lejlighed i Søborg nordvest for København. Hun er lille og spinkel af statur. Blonde lokker rammer hendes solbrune ansigt ind, og lange, sorte vipper understreger et sæt klare blå øjne. For enden af velplejede hænder glimter perfekt lakerede akrylnegle.

Hun ligner alt andet end en overlever. Men det er det, hun er.

LÆS OGSÅ: Tina Müller: "Jeg var et antennebarn, som altid undersøgte, hvordan andre havde det"

Bouillon og fyrfadslys

Som otteårig var det nemlig Amanda Sascha, der tog over, da hendes stedfar flyttede ud og overlod hende og hendes mindre søskende til en mor, der ikke magtede at tage sig af dem. Det var hende, der sørgede for mad til de små. Puttede dem om aftenen og fik dem op om morgenen.

Da pengene slap op, og der blev lukket for elektriciteten, lavede hun mad på gaskomfuret – pastaskruer kogt i vand med en bouillonterning – og serverede den for sine søskende i skæret fra et fyrfadslys.

"Jeg altid været en overlever. Jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg ikke har haft ansvaret for mig selv," fortæller Amanda Sascha.

"Min mor forsvandt i lange perioder. Hun var misbruger og følelsesmæssigt ustabil og kunne ikke passe på os. Hendes kærester drak og tog stoffer, og flere af dem var voldelige," fortsætter hun.

"Det var alt andet end trygt, når der var voksne i mit barndomshjem. Men jeg dækkede over hende ved selv at blive en lille voksen. Børn er loyale, også over for forældre der svigter dem," fortsætter hun og forklarer, at de små søskende kun var hos familien hver anden weekend.

Derfor kunne hun akkurat få det til at fungere, så ingen opdagede, hvordan det stod til.

"Min yngste søster var kun knap to år, og jeg måtte lære at skifte ble som otteårig," siger hun.

Drømte om prinsesser

Historien om Amanda Sascha er den klassiske fortælling om en mønsterbryder – eller det, som udviklingspsykologer med et poetisk udtryk kalder mælkebøttebørn. Børn, der mod alle odds bryder med deres sociale arv og klarer sig på trods – som var de blomster, der skyder op gennem asfalten, selv om ingen vander dem.

"Jeg har ingen forklaring på, hvorfor det lykkedes for mig," siger Amanda Sascha selv.

"Men jeg har altid følt en stærk trang til at forandre det liv, jeg havde. Og til at skabe noget bedre for mig selv."

Som barn observerede hun, hvordan børn omkring hende voksede op. Hvad det ville sige at være del af en rigtig familie. Og så forsøgte hun at efterligne det, hun så: Redte senge, vaskede op, forsøgte at samle familien omkring middagsmaden og stoppede dynen ned om sine små søskende.

"Men jeg forsvandt også ind i en eventyrverden. Jeg var besat af prinsesser – fordi de var smukke og lykkelige og havde alt det, jeg ønskede mig, men som var fuldstændig uden for min rækkevidde. Smukke kjoler og slotte. Men også bare tryghed og en følelse af at blive passet på."

Amanda Sascha retter lidt på sine lange, lyse lokker og griner.

"Det er jo det prinsesseudtryk, jeg i virkeligheden stadig dyrker. Det her feminine og fine univers. Som barn var det bare en fantasi og en flugt ind i en anden verden. Men i dag har jeg gjort det til mit eget," siger hun.

LÆS OGSÅ: Kit var udsat for partnervold i 15 år: "Jeg burde have haft en Oscar for min præstation"

Alt for ansvarlig

Da Amanda Sascha var 14 år, blev hun smidt ud hjemmefra. Hendes ting blev sat ned på gaden i en bunke på fortovet. Tøj, sko, sminke, en kommode, skolebøger. Og et lille lyserødt fotoalbum med disneyprinsesser på forsiden og enkelte fotografier fra en barndom, der for længst var gået af led.

"Jeg har beholdt det. Det er én af få ting, jeg har tilbage. Alt andet har jeg lagt bag mig, også forholdet til min mor," siger hun.

Amanda Sascha blev indkvarteret på en døgninstitution for udsatte unge. Men personalet fandt hurtigt ud af, at hun var fejlplaceret.

"Det var unge, der røg og drak og levede kaotisk," fortæller hun.

"Jeg har aldrig rørt rusmidler og rykkede ind som en lille ansvarsfuld voksen, der holdt styr på sit værelse, vaskede op og passede sig selv."

16 år gammel flyttede kommunen hende derfor ind i en ungdomsbolig. Med ansvar for hjem, husholdning og skole. Kommunen betalte huslejen og et lille beløb til mad og diverse. Og så fik Amanda Sascha udbetalt sine egne børnepenge. Hun færdiggjorde folkeskolen og begyndte på frisøruddannelsen som 17-årig.

LÆS OGSÅ: Mette er sygeplejerske på et hospice: "Der er virkelige også meget glæde og omsorg her"

Brug for kontrol

"Jeg startede som selvstændig, det øjeblik jeg kunne. Det har hele tiden været mit mål ikke at være afhængig af andre, hverken mennesker eller systemet," forklarer hun.

"Når man er vokset op som jeg, er det svært at stole på nogen eller noget. Jeg har brug for at være i fuldstændig kontrol; jeg har jo aldrig oplevet andet, end at det kun er mig, der passer på mig," fortsætter hun.

"Så selv om jeg på papiret har klaret mig godt, hænger nogle af arrene ved: Jeg har svært ved at have tillid til andre, mærke mig selv og mine følelser og give slip på kontrollen."

Ud over en enkelt god veninde, som Amanda Sascha har kendt siden barndommen, og hendes tre yngre søskende, er det kun få mennesker, hun har turdet skabe tætte relationer til.

"Det var nogle af de vigtigste årsager til, at jeg meldte mig til Robinson Ekspeditionen," forklarer hun:

"Mange af deltagerne vil gerne mærke sulten og det fysiske pres. For mig handlede det om at forsøge at give slip på min egen lukkethed og på kontrollen. Man kan jo ikke kontrollere noget som helst på en øde ø. Det er noget, jeg nok skal arbejde med altid," fortsætter hun.

"Men jeg kan mærke, at jeg rykker mig. Jeg bliver lidt efter lidt bedre til stole på andre end mig selv og lukke op – også selv om det er langt sværere for mig end at skulle leve uden el og vand og et fyldt køleskab."