Hans hang til porno er ved at ødelægge vores forhold Vibeke Dorphs brevkasse
SPONSORERET indhold

Hans hang til porno er ved at ødelægge vores forhold

Jeg bor sammen med en mand, som ser meget porno. Før arbejde, når han kommer hjem, når jeg laver mad, når han er i haven og så videre. Jeg føler mig fuldkommen magtsløs i forhold til det, for ellers er vores forhold godt, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
26. jun. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om overforbrug af porno

Jeg mødte en mand for fire år siden, som jeg nu bor sammen med. I starten gik alting godt, men så dukkede et problem op, der kun har vokset sig større. Sagen er, at min kæreste ser porno. Jeg opdagede det, da jeg en dag lånte hans iPad.

Jeg kommenterede det, og han lovede, at det ikke ville ske igen. Det gjorde det dog, for en dag, hvor han var i bad, tjekkede jeg hans telefon og fandt her en masse fotos af nøgne kvinder. Jeg blev rasende, slettede dem alle, og igen lovede han, at det var slut med at se porno. Det holdt dog ikke, for næste gang opdagede jeg, at han var begyndt at følge og like diverse flotte, halv- eller helnøgne kvinder.

LÆS OGSÅ: Jeg føler, at jeg spilder mit liv

Ved at tjekke hans telefon, har jeg også opdaget, at han ser porno, inden han går på arbejde, når han kommer hjem, og jeg laver mad, og når han er i haven. Før lod han altid sine tablets ligge og flyde, nu tager han alt med sig. Jeg aner ikke, om jeg skal blive ved med at påtale det, eller om jeg bare skal være ligeglad.

Vores forhold er ellers godt, han giver mig masser af opmærksomhed, og vi har også et fint sexliv. Problemet med hans pornoafhængighed har resulteret i, at han en dag truede med at flytte, hvis jeg blev ved med at tale om det. Det fortrød han så bagefter, hvor han sagde, at han elsker mig og ikke vil leve uden mig.

Jeg elsker også ham højt, og jeg ved, at han ikke er mig utro eller ser en anden. Jeg føler mig bare så magtesløs over hans pornoforbrug. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at droppe at kommentere på det

Spørgsmålet om mænd og deres hang til at se porno lander løbende i min brevkasse. Normalt svarer jeg, at folk skal have lov til at gøre det, de har lyst til, så længe de ikke gør andre fortræd. Og at mænd ser porno, er i mine øjne ikke at gøre deres partner fortræd, så længe de ikke opsøger andre kvinder i virkeligheden. (Hvad jeg så mener om pornoindustrien i øvrigt, er en anden sag, der ikke er relevant her).

Det svar vil jeg også give dig, selvom jeg også godt vil give dig ret i, at din kærestes hang til at se porno virker voldsomt. Det problem får du dog ikke løst ved konstant at kontrollere og bebrejde ham. For det er en lyst – eller afhængighed – han har, og den kan du ikke få til at gå væk ved at overvåge ham, tværtimod. Du får ham kun til at føle sig udskammet og forkert, og det kan ende med at gøre problem-porno større, fordi det kommer til at fylde alt for meget i ham.

LÆS OGSÅ: Kræver jeg for meget af min mand?

Nu skriver du, at I udover din kærestes hang til at se porno ellers har et godt forhold. Der er således også meget godt, I kan bygge videre på. Derfor er mit råd til dig, at du for en tid dropper at kommentere eller tjekke hans telefon og i stedet ser tiden an. For holder du op med konstant at påtale din kærestes hang til porno, så kan det være, at han slapper mere af, føler sig mindre forkert og derfor bliver knap så fokuseret på sin last.

Jeg tænker også, at holder du op med at spekulere så meget over, hvad din kæreste kigger på, så holder det også op med at fylde så meget i dit eget hoved. På den måde kan I måske nå frem til at kunne tale om emnet porno på en mere afslappet og forløsende måde, end I gør det nu. For som sagt, forbud og kontrol fører ingen gode steder hen, det gør kun åbenhed og dialog.

Anbefalet til dig