Hvordan føles det at have rigtige venner?

Spørgsmål om ensomhed og manglende venskaber

Hvordan er det at have venner, rigtige venner, ikke bare bekendte som man kender overfladisk, men venner, der er der for én, og venner, som man selv kan stå op for? Det kunne jeg godt tænke mig at vide, for jeg har aldrig prøvet det.

Jeg voksede nemlig op i et særdeles dysfunktionelt hjem med både misbrug og psykisk vold, og det at tage en ven med hjem, var ikke muligt. Jeg blev aldrig inspireret til at søge kontakt med andre og havde derfor en meget ensom barndom. Jeg troede, at sådan var livet for et barn, men senere fandt jeg ud af, at det jo ikke var tilfældet. Jeg var heldig at møde en dejlig kvinde, som jeg blev gift med, og vi fik en skøn datter. Min kone var ikke social, men det fungerede for os, og vi var hinandens bedste venner. Det ikke at have andre venner i mit liv blev en livsstil, men ikke en livsstil, som jeg nød.

LÆS OGSÅ: Jeg er bekymret for min kærestes datter

Der kom børnebørn, som er dybt elsket, og så kom otiummet, den tid hvor min kone og jeg skulle nyde hinanden efter 47 år sammen. Desværre blev min kone syg, nu ligger hun i sengen 18-20 timer i døgnet med en kræftsygdom, hvor udfaldet er givet. Jeg sidder så her og skal have en hverdag til at gå, og jeg savner sådan, at telefonen ringer, og der er én, der spørger til, hvordan jeg har det. Én, jeg kan betro om min angst for fremtiden – én, der spørger, om jeg giver en kop kaffe.

Men når telefonen endelig ringer, så er det enten forkert nummer eller nogen, der vil sælge mig noget. Min datter og børnebørn kommer ofte forbi, og vi pjatter og hygger, men de har jo også deres liv. Det siges, at man kan leve uden venner. Det har jeg bare ikke lyst til, men det er dæleme svært at få nye venner, når man aldrig rigtig har lært at stifte venskaber. Er jeg virkelig den eneste, der har det sådan?

Vibeke Dorph råder til at honorere ensomheden med handling

Ifølge Folkebevægelsen mod ensomhed – ja, sådan en findes faktisk – så døjer op imod 570.000 danskere med ensomhed. Så nej, du er bestemt ikke den eneste, hvis det kan være dig en trøst. Min egen personlige erfaring med ensomhed er, at der lige bag den ofte står et sløjt selvværd og en deraf følgende angst for at blive afvist.

Den angst afstedkommer, at vi bliver bange for at søge andre, fordi vi ikke føler, at vi har noget at byde på. Det resulterer i en ond spiral, hvor vi længes, men ikke tør række ud, fordi vi frygter afvisningen. Og jo, vi kan alle blive afvist, og vi bliver det også nu og da, men de klogeste lærer, at verden ikke går under, fordi der er nogen, der ikke lige har tid eller overskud til deres selskab.

LÆS OGSÅ: Min kæreste vil først dyrke sex, når vi køber nyt hus

Det kræver således mod at komme ud af ensomheden, og jeg kan godt forstå, at du med din baggrund finder det ekstra svært, men handling og mod er altså den eneste vej frem. Så prøv at betragte din ensomhed som ethvert andet problem, der skal løses. Fat mod og lad være med at lytte til usikkerheden, der helt sikkert vil forsøge at holde dig tilbage.

Meld dig i stedet til et madlavningskursus eller håndværkerkursus, eller hvad der nu interesserer dig. Meld dig ind Ældresagen, og deltag i deres madklubber, mandeklubber, vandreklubber eller nogle af deres mange andre aktiviteter. Bliv besøgsven, eller få selv en. Find ud af, hvad der interesserer dig, og find nogen, du kan interessere dig for det sammen med. Se din ensomhed som en sund og smuk længsel, du skal honorere med handling. Er du modig, så skal du nok finde den ven, du længtes efter. For når over en halv million mennesker går og føler sig ensomme, så skal der da nok gemme sig en god ven iblandt dem til dig.