Ung kvinde sidder alene ved et vindue og kigger eftertænksomt ud.

Jeg kan ikke helt give slip på min eks

En læser har skrevet til Nillou Zoey Johannsen og beder om råd til at komme over sin ekskæreste og videre i sit liv. Læs hendes svar her.

klikk logo

Det sidste år har været et af de sværeste i mine voksne år. Jeg gik fra min kæreste og blev et par måneder efter opsagt fra mit job, som var en gave, for det var et meget toksisk arbejdsmiljø, men jo aldrig fedt ikke selv at kunne bestemme hvornår man siger op. Sidst på året blev jeg så diagnosticeret med en autoimmun sygdom. Så der har været et par kameler at sluge sidste år.

Men det, der fylder meget, er mit forhold til min eks. Jeg gik fra ham, mener han, men jeg mener, det var en fælles beslutning, da han ikke ville have børn, og jeg var rigtig meget i tvivl. 

Det var egentlig det, som på overfladen var grunden, men jeg har efterfølgende dykket dybere og prøvet at forstå, hvorfor jeg ikke var glad, for han var ellers alt det, jeg ønskede. Jeg har fundet ud af, at det handlede mere om, at jeg ikke følte mig set, prioriteret og værdsat. Jeg havde det rigtig svært i en længere periode på grund af både arbejde og vores forhold, og jeg følte slet ikke, at han så mig. 

Jeg vil dog gerne understrege, at min eks er et rigtig godt menneske og med værdier, som er fuldstændig i overensstemmelse med mine, og derfor er det endnu sværere at komme videre, da han er den første, jeg har følt mig helt på linje med i forhold til værdier. 

Vil være venner

Han vil gerne være venner og beholde kontakten, og jeg har prøvet flere gange, men jeg synes, det er svært, for jeg bliver ved med at have forventninger til ham, som han ikke kan/vil leve op til. Særligt når det kommer til følelsesmæssigt nærvær og at føle, at jeg stadig betyder noget for ham. Men jeg føler, at han har kunne putte det hele på en hylde og fuldstændig distancere sig. Det har jeg virkelig svært ved at forstå, hvordan man kan, hvis jeg engang var så vigtig for ham. Jeg ved godt, at jeg er meget følsom og overtænker rigtig meget. 

Jeg vil rigtig gerne videre i mit liv og acceptere, at forholdet er slut. Men der er stadig et håb i mig, der håber, at han en dag vil se, hvad han har mistet og kæmpe for mig. Men det er lidt over et år siden, vi gik fra hinanden, så jeg er jo inderst inde godt klar over, at det ikke kommer til at ske. Jeg er bange for, at jeg aldrig møder en igen, som kan opfylde alle mine behov og se mig fuldt ud. Jeg er næsten 38 år og har ikke haft mange forhold eller kærester i mit voksne liv. 

Mit spørgsmål eller dilemma er, hvordan ved jeg, om jeg gik, fordi jeg ikke blev set – eller fordi jeg er bange for aldrig at føle mig helt tryg i kærlighed? Og hvordan kommer jeg videre og accepterer, at det, som var, er slut?

Nillou svarer:

Du ved, at du ikke blev set, og det var derfor, du gik, når I ikke engang kan blive enige om årsagen til jeres brud. Det siger meget. Dermed ikke sagt, at der er noget galt med din ekskæreste, men somme tider kan vi bare være alt for langt fra hinanden i de indre værdier til, at vi nogensinde kan finde fælles grund under fødderne. Lad os sige, at han er overvejende rationel styret og ikke synderligt i kontakt med sine følelser, som du til gengæld er mere styret af, så kan I faktisk opleve, at I har svært ved at se tilværelsen igennem den andens linse. Så i stedet for at få udvidet sit perspektiv, ender man med at betvivle sig selv.

Min fornemmelse er, at denne manglende resonans imellem jer, faktisk fastholder dig i din tvivl om, hvorvidt du nogensinde kommer til at føle dig tryg i kærligheden. Fordi han på mange måder har været et fint menneske, begynder tvivlen at hakke ind på dig selv. Faktum er, at han sagtens kan være et superfint menneske, men bare ikke dit superfine menneske. De to sandheder kan godt leve side om side. 

Du kommer lettest videre, når du accepterer alt det, I havde, ved at tillade dit hjerte at sørge over ham og nå til et sted, hvor du er taknemmelig over jeres tid sammen. I langt de fleste tilfælde handler det om, at man bare ikke er det rette match, og jo før man kan slippe den anden, og dermed forventningerne om at blive set, som man egentlig længes efter, desto lettere kan man møde den person, der både kan og vil se dig.

En spirituel mester kunne sige til dig, at den dag du er i stand til fra dit hjerte at ønske, at din eks møder den partner, der er helt rigtig og alt det, du og I ikke kunne være, den dag har du velsignet dig selv til at møde din fremtidige partner. Jeg ved godt, at det er radikalt, og vi er mennesker med store og somme tider sårede følelser, men jeg giver dig den mest direkte vej. Nå til det sted, hvor du kan slippe alt, hvad der har været, og i stedet åbne dig for alt det nye, der gerne vil finde dig.

Nillou svarer

Har du et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til, så skriv til Nillou. Det kan være om karriere, kærlighed, familie, relationer eller andre problemer, du meget gerne vil have løst. Hver uge svarer hun på læsernes spørgsmål ved at trække tarotkort og bruge sit klarsyn. 

Send din mail til knutzen@alt.dk

Spørgeren skal som minimum skrive sin dato for fødsel og køn + et uddybende personligt skriv om situationen, hvor man selv står følelsesmæssigt og konkret. Er der andre faktuelle forhold, der er relevante i fht dilemmaet, så tag dem endelig med i din mail. Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt på alt.dk.

Nillou Zoey Johannsen fik sit første sæt tarotkort da hun var 28 år og har de siden da fordybet sig i både astrologi og numerologi der har tråde til tarottens univers. Hun er uddannet journalist og har skrevet to romaner ved siden af sin spirituelle passion. 

Du er født under Krebsens følsomme sol, (jeg beskriver Krebsens arketype – velvidende at der ikke er to krebse eller andre tegn, der er ens). Krebsen er styret af Månen, der repræsenterer intuition, følelser, og som er forbundet med naturens cyklus og det feminine. Krebsen repræsenterer Healeren og Moderen – den er opfyldt, når den kan give af sin kærlighed. En af Krebsens skygger er, at den holder godt fast i ting og mennesker med sin lille klo, og fordi den er så emotionelt investeret, kan den somme tider miste overblikket og virkeligheden.

Når man sidder i en vanskelig følelsesmæssig situation, kan det være provokerende at få at vide, at der rent spirituelt ikke er noget, der er negativt. Alt det, der sker i livet, er designet til at udvikle os sjæleligt. Jeg anerkender fuldt ud det smertefulde i, at livet slynger os rundt, så vi næsten ikke kan finde fast grund under fødderne. Men fra et spirituelt synspunkt kan de store skift, du har været udsat for de senere år, ske for at du finder ind til din indre power og intuition, og du kan udvide dig. 

Lander et godt sted

Husk på, at krebsen flere gange i løbet af livet smider sin skal, fordi den vokser ud af den. Det er en smertefuld proces, men den gør det, fordi det gamle ikke længere passer. Bagefter går den ikke rundt og holder fast i skallen, men bevæger sig sidelæns videre i livet. Jeg kan anbefale, at du bruger lidt tid på at se tilbage på dig selv for et par år siden i et dårligt arbejdsmiljø og med en kæreste, der ikke føltes helt rigtigt – og så se, at du klarede det hele og nu står du her, et nyt sted, hvor andre muligheder kan folde sig ud for dig. Jeg har en god fornemmelse for, at du lander et rigtig godt sted.

Dine kort er: 3 of Pentacles, The Empress, 5 of Pentacles, 8 of Swords, 10 of Wands og 3 of Cups. I bunden af dækket lå The Sun og strålede.

De tre mønter er dit hovedkort. Det vigtigste for dig er at være sammen med mennesker, du kan samarbejde med, som forstår dig, og hvor I sammen kan skabe succes og gode resultater på sigt. Stabilitet og tryghed er vigtigt, og selvom I kan være forskellige, så skal jeres fælles vision og respekt for hinanden være på plads.

The Empress er kvinden over alle kvinder, og hun peger på frugtbarhed. Som jeg læser det, så vil din underbevidsthed gerne have skubbet dig mod et forhold, hvor du kan tillade moderskabet at få plads i dit liv. Det kan virke skræmmende, og du møder en del modstand omkring dette med de fem mønter, otte sværd og ti stave.

De tre kort handler om manglende tro på dig selv, på at du kan, og en følelse af at være låst, blokeret og frygt for overvældelse. Jeg læser det som, at du er og har været igennem alle disse følelser og dine ydre omstændigheder, spejler din indre tilstand. Det er kravlet op til overfladen, og det er ikke lette kort, men du er ved afslutningen.

De tre kopper er et positivt kort, der viser, at der er gode nyheder på vej, lethed, fejring eller bare en sommer med mennesker, du har det dejligt med. Jeg vil anbefale dig at lade din intuition guide dig mod mennesker og situationer, hvor du efterfølgende har det let og har overskud, frem for mennesker, der aktiverer din tvivl og tyngde. Det er vejen frem, og Solen stråler på dig fra bunden af dækket. Det er sættets mest positive kort. Så Solen vil skinne på dig igen, og du vil kunne mærke varmen og glæden fra dens stråler.

Jeg ønsker dig alt godt.