Gennem hele mit liv har der været problemer med min mor, og nu har flere af mine søskende slået hånden af hende. Jeg overvejer at gøre det samme, men er samtidig i tvivl, om det er det rigtige at gøre, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Jeg er en mand på 34 år, der har et skønt liv med en dejlig mand, som elsker mig, de bedste venner og søde søskende, samt det bedste job. Alt er godt, hvis ikke det var for min mor. Jeg er ud af en meget stor børneflok og har aldrig kendt min biologiske far, men er vokset op med én af mine mange stedfædre. Min mor og min stedfars forhold var kaotisk. Han drak, de gik konstant fra hinanden, og hver gang de fandt sammen igen, fik de et nyt barn, så var der lykke et års tid.
Min stedfar har alle årene været ekstremt fjendtlig over for mig. Min mor ignorerede det totalt, selv da han blev voldelig og gennembankede mig. Jeg blev reddet af mine venners forældre, der tog sig af mig, hvilket jeg i dag er dem dybt taknemmelig for. Selv da jeg som 17-årig blev livstruende syg, var min mor der ikke. Hun fortalte i stedet alle, at jeg bare søgte opmærksomhed.
Igen blev det mine venners forældre, der fik mig på fode igen, og siden da sørgede for, at jeg ikke kom hjem. Det sidste tog min mor meget ilde op, hun har i det hele taget flere gange bebrejdet mig og mine søskende, at vi har ødelagt hendes liv, fordi vi kom i vejen for alt det, hun gerne ville.
I et sidste forsøg på at redde sit ægteskab købte min mor og stedfar et nyt hus. Min storebror og storesøster kautionerede. Efter et år kuldsejlede ægteskabet, min mor rejste væk med en anden mand, huset gik på tvang, og min storesøster og storebror mistede alt. Deres egne huse, biler. Alt. Min søster mistede også sin mand på den historie, og hun er først nu 10 år efter kommet på fode igen økonomisk, alligevel kan min mor ikke se sin skyld.
Hun er tværtimod fortsat med at lave splid, så meget at et par af mine søskende har valgt at slå hånden af hende. Jeg har lyst til at gøre det samme, for alt samvær med hende ender i smerte og kaos. Er jeg verdens dårligste søn, hvis jeg gør det, for jeg kan simpelthen ikke mere?
Vibeke Dorph råder til at droppe den dårlige samvittighed
Nej, du er ikke en dårlig søn, hvis du slår hånden af din mor. Jeg tror tværtimod, at du skal se det som et sundhedstegn, hvis du vælger at bryde med hende og dermed passer godt på dig selv. For din mor lyder til at være et menneske, der spreder fysisk og psykisk kaos omkring sig, og den type mennesker er det bedst at holde afstand til.
Hendes gentagne svigt under din opvækst, hendes infantile bebrejdelser af dig og dine søskende, hendes egoistiske adfærd og økonomisk udnyttelse af dine to søskende, hendes manglende evne til at føle skyld, alt det indikerer kun, at hun er sygeligt egoistisk og meget umoden.
Man behøver heller ikke at kunne spå for at forudsige, at den adfærd vil fortsætte, for din mor er tydeligvis ikke i besiddelse af samvittighed og de øvrige karaktertræk, der gør et menneske til et sundt og helt et af slagsen.
Annonse
Ja, jeg vil mene, at hun er så afsporet, at hun kan være farlig at være i nærheden af. Især for mennesker, der er følelsesmæssigt i klemme hos hende, for dem har hun tydeligvis forstået at udnytte groft tidligere, og det vil hun fortsætte med, hvis hun får chancen for det.
Derfor synes jeg, at du kun er klog og selvkærlig, hvis du en gang for alle slår hånden af din mor. Du har døjet nok med hendes svigt, og på trods af det, har du klaret dig forrygende. Det er imponerende, men det har du kun dig selv at takke for.
Din mor har derimod intet godt gjort for dig. Så drop den dårlige samvittighed, og jag den væk, når den dukker op. For der er ingen grund til at have dårlig samvittighed over for en mor, som kun har været det af navn, men aldrig nogensinde af gavn.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.