Min søn bebrejder mig sit misbrug

Spørgsmål om søn med store problemer

Som 23-årig fik jeg mit første barn, en sund og rask dreng. Et år efter fik vi så endnu en søn, der desværre har et alvorligt handicap. Han var ved at dø fra os flere gange, og var og er i dag svært hjerneskadet.

Lægerne foreslog, at han kom på en institution, men det kunne jeg ikke bære, så vi valgte at have ham hjemme. Min mand arbejdede meget, men jeg gjorde, hvad jeg kunne for at tage mig af mit handicappede barn og hans storebror – jeg må dog indrømme, at min yngste fyldte rigtig meget på grund af sine handicaps, og at det nok gik ud over hans storebror. Han var ellers et glad, omsorgsfuldt og meget hjælpsomt barn.

LÆS OGSÅ: Min voksne stedsøn ødelægger vores forhold

Det blev med tiden for hårdt for mig, at passe min handicappede søn derhjemme, så han endte med at flytte på et hjem. I den periode gled min mand og jeg fra hinanden, og vi blev skilt. Min ældste søn blev boende hos sin far, fordi det var der, hans venner og skole var, mens jeg flyttede i lejlighed og begyndte på en uddannelse. Sidste del af den foregik i den anden ende af landet, så jeg måtte flytte derover. Her mødte jeg en ny mand og blev gift igen.

Min ældste søn var ulykkelig over min flytning, han kom i weekenderne, men han var vred på mig. Han begyndte senere at drikke og fik også konstateret ADHD. Han fik dog taget en uddannelse, og det gik i starten godt. Dog bemærkede jeg, at han trak sig meget ind i sig selv. Han begyndte også at få et alt for stort privatforbrug og skyldte penge alle vegne.

Ved juletid sidste år, blev jeg så kontaktet af nogle af min søns venner, der fortalte, at han tog stoffer, var aggressiv og helt ude i tovene. Jeg har hele tiden forsøgt at hjælpe ham, lånt ham penge, opsøgt ham og forsøgt at tale med ham, men han vil ikke tale med mig.

Han siger kun, at det er min skyld, at han har det så forfærdeligt. Jeg er sønderknust og bebrejder mig selv for, at han er endt sådan. Hvad gør vi?

Vibeke Dorph råder til at støtte op og hjælpe

Det er da helt sikkert, at din søn har følt sig svigtet og nok heller ikke altid har fået det nærvær, et barn har brug for, men omstændighederne var nu engang, som de var; I fik et svært handicappet barn, I forsøgte at agere bedst muligt i det kaos, som det medførte, og I har alle betalt en høj pris, det gælder også for dig, der kæmpede så bravt for at kunne beholde din handicappede søn derhjemme.

Nu går jeg ud fra, at du har fortalt din søn, hvor højt du elsker ham, og hvor meget du gerne ville have gjort tingene anderledes og bedre for ham, end du formåede dengang. Har du ikke gjort det, så få det sagt uden på nogen måde at forsvare dig selv, han skal bare vide, at han er elsket, altid har været det og altid vil være det.

LÆS OGSÅ: Hvorfor vil min kæreste ikke have mig?

Du skal også her gentage for ham, at du vil hjælpe og støtte ham, men at han ikke hjælper sig selv ved at hænge fast i offerrollen. Han er en voksen mand, det er kun ham, der kan beslutte sig for at få et godt liv. Det får han ikke ved at skylde skylden for sit misbrug på dig og på fortiden, det får han kun ved at hanke op i sig selv.

Jeg tænker også, at hans misbrug kun forværres af den diagnose, som han har. Her er det så også kun ham, der kan sørge for, at han får den rigtige behandling. Vil han ikke det, insisterer han på fortsat at være et offer, så har du gjort dit, og så er der ikke andet at gøre end at sørge for, at også du får en god tilværelse uden skyld og skam. For det har du fortjent med alt det, du selv har været igennem.