Tidligere folketingsmedlem: Jeg forvekslede min ekskærestes narcissistiske adfærd med kærlighed

Jeg befandt mig i tre år i et forhold præget af psykisk manipulation.

Det kan være svært at sætte ordet ”vold” på sine oplevelser, når man ikke er blevet slået, og det er nok også grunden til, at den psykiske vold lever så godt og stille bag lukkede døre i alt for mange hjem rundt omkring i Danmark.

Læs også: Psykisk vold er den mest udbredte voldsform herhjemme, så hvorfor snakker vi ikke om den?

Mit forhold forløb egentlig ret klassisk for et forhold med en partner med dysfunktionel adfærd:

Først var det himmelsk dejligt.

Jeg følte, at den mand, jeg havde mødt, så mig på en måde, som ingen anden mand før havde gjort. Jeg husker, at hans første ord til mig var, hvorfor jeg havde sådan et trist blik i mine øjne, når jeg troede, det gik ubemærket hen.

 ”Wauw”, tænkte jeg, ”han ser jo lige igennem mig!”

Det hele startede også med store kærlighedserklæringer, dybsindige samtaler og dyb omsorg. Han sagde ofte, at han havde lyst til at folde mig sammen og putte mig i sin lomme.

Og det gik hurtigt: Inden der var gået to uger, var jeg blevet præsenteret for hans børn og han for mine. Jeg flyttede ind hos ham på halv tid efter kun et par måneder. Når vi ikke var sammen, ringende han hele tiden for at fortælle, hvor højt han elskede mig, og at han ikke kunne undvære mig. Hvis jeg ikke kunne tage telefonen, sendte han sms’er med samme budskab.

Jeg var dødeligt forelsket og dertil en pæn portion naiv.

Det startede med utroskab

Allerede efter et halvt års tid opdagede jeg hans første sidespring i form af en sexkorrespondance med en anden kvinde.

Senere fulgte mere af samme slags.

Hver gang, jeg konfronterede ham med disse episoder, blev han pludselig enormt trist og fortalte, hvor svært han havde det, at han var deprimeret og ikke have andet at leve for end mig og sine børn. Og hver gang slog jeg armene om ham og sagde, at jeg nok skulle blive hos ham.

Men én ting var hans utroskab.

Hvad værre var, var den tiltagende manipulation, jeg blev udsat for.

Når vi var ude, var der ikke grænser for, hvor meget han beundrede og elskede mig. Han kunne igen og igen foran venner og bekendte sige, hvor heldig han var, at jeg havde valgt ham og at han ikke fortjente mig.

Derhjemme værdigede han mig ofte ikke et blik.

Læs også: 30-årige Ditte Bjerregaard: "I Danmark har vi en meget unuanceret forståelse af, hvad vold er"

Tværtimod fik jeg oftere og oftere at vide, at mit hår var forkert, at mit arbejde var betydningsløst, at min parfume duftede dårligt og mere i den dur.

Alt det, vi havde i starten – de dybe og inderlige samtaler, den stærke samhørighed, den fantastiske følelse af at være eksistentielt forbundet med et andet menneske – var pist væk. Men fordi den følelse havde været så fantastisk, blev jeg i flere år ved med at kæmpe for at komme tilbage til netop det sted.

Og det lykkedes også i momenter. Sådan er det jo i disse dysfunktionelle forhold – der er hele tiden små øjeblikke af ’det dejlige, der var’, og fordi de jævnligt dukker op, tror man, at man godt kan finde tilbage til alt det gode.

Truede med at forlade mig

Problemet er bare, at det var ham, der definerede, hvornår vi havde det godt, og hvornår vi havde det dårligt.

Det var hans humør, vi rettede ind efter. Jeg var hele tiden ekstremt opmærksom på, hvordan han havde det, for at kunne indrette min egen adfærd på en måde, så jeg mødte hans behov.

Hvis jeg engang imellem trak mig, fordi jeg var slidt eller bare havde brug for lidt rum til mig selv, sagde han til mig, at jeg bare skulle vide, at hvis jeg gik ét skridt baglæns, så gik han tre skridt baglæns.

Truslen om, at han ville forlade mig, hang hele tiden over hovedet. Det var så usigeligt opslidende. Jeg har aldrig i mig liv været så slidt som det sidste år, vi var sammen.

Heldigvis konfronterede jeg ham igen og igen med både hans mange kvindebekendtskaber og hans manglende engagement i mit og mine børns liv.

Over tid blev konflikterne så opslidende – også for ham – at han brugte en konflikt som anledning til at smide mig ud en weekend, vi var i sommerhus sammen. Og det var det nødvendige punktum, der skulle sættes.

Det tragiske er, at jeg ikke selv kunne sætte det.

Handler om længslen efter kærlighed

I dag er jeg blot lykkelig over at være kommet ud af hans klør.

I den tid, der er gået, siden forholdet sluttede, har jeg spurgt mig selv mange gange, hvorfor netop jeg blev fanget ind i et forhold til en mand med så dysfunktionel adfærd. Hvorfor gennemskuede jeg det ikke noget før og gik min vej?

Et af svarene er helt klart, at jeg elskede ham fra bunden af mit hjerte.

Et andet fik jeg af psykoterapeut Christina Copty. Hun deltog som ekspert i podcasten ”Dysfunktion” – en podcast, jeg efterfølgende lavede, hvor jeg interviewede en række kvinder, der har været i forhold til mænd med psykopatisk eller narcissistisk adfærd.

Hun fortalte, at mange af os kvinder, der ender i forhold med mænd med narcissistisk adfærd, forveksler følelsen af kærligheden med længslen efter kærlighed. Det hænger sammen med vores tidlige tilknytningshistorie, og ofte handler det om, at vi som meget små børn har oplevet at skulle længes efter kærlighed.

Den følelse tager vi ubevidst med videre i vores valg af partnere som voksne, hvilket betyder, at vi ender i forhold med partnere, som er gode til skiftevis at trække os helt ind og give os den store følelse af forbundethed og så holde os lidt fra livet, så vi kan længes efter at komme tilbage til følelsen.

Var alt bare et spil?

Jeg har også lært en anden ting, som jeg ved, at mange kvinder, der har været i lignende forhold, spørger sig selv om: Nemlig om der mon var noget oprigtighed i vores partners adfærd, eller om alt bare var et spil?

Jeg har lært, at det spørgsmål kun kan stilles, hvis vi accepterer præmissen om, at man som menneske enten agerer oprigtigt eller manipulatorisk.

Læs også: ”Jeg vidste jo godt, at jeg havde et skidt parforhold, men jeg vidste på ingen måde, hvor slemt det var”

For langt de fleste normalt fungerende mennesker giver denne distinktion mening. Men for mennesker, der er så ødelagte, at de ikke fungerer normalt i relationer, kan man både med den ene hånd agere på en måde, som kommer fra et oprigtigt hjerte, og samtidig med den anden hånd opføre sig iskoldt og nedbrydende over for sin kæreste.

Mit bedste bud på, hvorfor vi står så rådvilde med dette spørgsmål bagefter, er, at vi som normalt fungerende individer – heldigvis – ikke kan forstå en sådan opførsel af den simple grund, at den ligger udenfor normalområdet for menneskelig adfærd.

Bange for at gå

Jeg har også lært, at den store, store frygt, jeg havde for at forlade min kæreste, var helt og aldeles ubegrundet.

Mens jeg var i forholdet, oplevede jeg, at jeg ét sted rationelt set var klar over, at jeg burde forlade ham, fordi han ikke respekterede mig, men at jeg et andet sted var fuldstændig handlingslammet, fordi jeg simpelthen ikke kunne forestille mig at leve uden ham.

Jeg følte at det, der lå på den anden side af et eventuelt brud var en dyb eksistentiel utryghed, som jeg ikke turde kaste mig ud i.

Læs også: Kvinder rammes oftest af ”soldater-sygdom”: Nyt studie advarer mod voldens usynlige følge

Da jeg endelig kom ud af forholdet, var det bestemt også chokerende og traumatisk – ikke mindst fordi afslutningen på det var så dramatisk. Men med hjælp fra både en psykolog og gode venner stod det meget hurtigt klart for mig, at den virkelighed, jeg havde levet i, var én, jeg havde ladet mig manipulere til at tro, var den eneste, der kunne gøre mig lykkelig.

Sandheden viste sig meget hurtigt at være, at friheden fra alle de bekymringer og evindelige strategier, jeg havde gået og gjort mig oppe i mit hoved, var så forløsende, at jeg mærkede, hvordan jeg endelig var kommet hjem til mig selv igen. I alle betydninger.

Nu tager jeg mig selv alvorligt

Jeg er ikke vred eller bitter over det, jeg har været igennem. Jeg er taknemmelig for, at jeg kom ud af det – og ikke mindst for alt det, jeg har lært om mig selv i processen.

Jeg er i dag et sted i mit liv, hvor jeg både føler mig langt mere hjemme i mig selv, end jeg nogensinde før har gjort, og hvor jeg tager mig selv alvorligt.

Hver dag.

Jeg bærer naturligvis også på en sorg over at have været i et forhold, som endte så dramatisk, og hvor det ikke kunne lade sig gøre at forlade hinanden i kærlighed. Det er en sorg, jeg må leve med.

Hvis der er kvinder – eller mænd – som læser dette, og som måtte være i tvivl om, hvorvidt de befinder sig i et forhold præget af psykisk vold, vil jeg gerne pege på tre forhold, som måske kan hjælpe med en afklaring:

1. Stol altid, altid, altid på din intuition.
   
   
2. Kig på, hvordan din partner håndterer jeres konflikter. Hvis hun/han altid vender situationen til, at du er den skyldige og ikke selv vil påtage sig skyld, så er der noget galt!
   
   
3. Vurdér din partner på hans/hendes adfærd, ikke på hans/ hendes ord. Man kan skrive en million SMS’er om, hvor højt man elsker den anden. Men hvis man ikke viser det i handling, er ikke ét af de mange ord noget værd. 

ALT.dk har forholdt Carolina Magdalene Maiers udlægning af forholdet til ekskæresten. Han ønsker ikke at kommentere sagen.