Christine Delmar Nybyggerne
SPONSORERET indhold

Christine og Mikkel fra Nybyggerne bor lige så fedt privat, som de gør i det blå hus

Christine og Mikkel fra Nybyggerne har gjort sig bemærkede med deres hjemmelavede sofa og velvalgte genbrugsfund. Selvom sofaen er fra Bolia hjemme i deres lejlighed i Aalborg, så er der meget inspiration at hente til en fin indretning.

Af:: Mi Skjold brix Foto: Privat
31. mar. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Christine Delmar, 28, meldte sig selv og kæresten Mikkel Ibsen til tredje sæson af Nybyggerne på TV2, fordi det hele bare passede. De var lige flyttet til Aalborg, havde lyst til at have et stort projekt sammen og havde intet på tapetet i fire måneder efter endt uddannelse og en udløbet håndboldkontrakt.

Til parrets store overraskelse slap de igennem nåleøjet og fik som ét ud af fire overrakt nøglen til et 130 kvm stort typehus i Gistrup ved Aalborg samt 300.000 kroner til at indrette det for.

LÆS OGSÅ: Vild med Nybyggerne 2019? Mød deltagerne og deres personlige Instagram-profiler

- Vi var ret ambitiøse. Normalt har vi jo ikke den slags midler, så det var vigtigt for os, at det blev, ligesom vi gerne ville have. Men jeg synes, det kan være ret svært at skabe en unik og personlig stil. Det er noget, jeg tænker meget over, for nogle gange kan man godt lade sig rive lidt med, og lige pludselig har alle en kubusstage eller kählervase, siger Christine.

For hende er der ikke noget galt i at have det samme, som de andre. Det vigtigste er, at det er noget, man virkelig godt kan lide.

- Vi har stadigvæk vores kubusstage, som jeg stadig synes, er mega skøn. Vi kan jo heller ikke sige os fri fra at være influeret af trends, men jeg prøver at være bevidst om det og vælge det, jeg virkelig godt kan lide, og som kan leve i lang tid. Jeg er ikke sådan en, der går og skifter ud hele tiden, siger Christine.

Christine og Mikkels efterspurgte sofa i jern og velour

Det høje ambitionsniveau for det blå hus betød, at Mikkel og Christine under optagelserne i gennemsnit fik fire timers søvn hver nat. Knofedtet er blandt andet blevet brugt på at bygge deres egen sofa i smedejern og flaskegrøn velour, og på badeværelset fik de installeret et gammelt marmorsybord under vasken. Få, men fine detaljer, som generelt er mottoet i Christines tilgang til indretning. Præcis som i parrets egen lejlighed på små 50 kvm.

Også her kommer de hjemmelavede løsninger til udtryk. Hvis du har forelsket dig i parrets nybyggerstil, bliver du ikke skuffet, når du går på opdagelse i deres private gemakker. Blandt andet har de her taget konceptet IKEA-hacks (at modificere IKEA-møbler ved at sætte sit eget præg på dem, red.) til nye højde og kreeret en lysekrone af et gammelt havebord. Og over deres barbord hænger indmaden af en boksmadras – hvad ellers.


Christine får mange henvendelser på mål til sofaen fra seere, der vil gøre parret kunsten efter. Desværre står sofaen i Nybyggerhuset helt frem til finalen, og der har ingen af deltagerne adgang til - selvom Mikkel og Christine bor 10 minutter derfra. 


Sybordet, der er købt brugt og som var med til at vinde Mikkel og Christine 20.000 kroner for det bedste badeværelse. 

- Jeg elsker at finde gamle ting og bruge på nye måder. Lige nu fungerer fjedrene som et lille kunstværk, men de kan også bruges som stumtjener eller en opslagstavle, siger Christine.

Christines aflagte joggingsæt giver fyldt indbakke

Parrets stil med designklassikere, nyere trends og hjemmelavede lækkerier har vakt opsigt hos seerne. De skriver både for at få at vide, hvad Christine har på i programmerne, og hvordan de selv kan gøre parret kunsten efter og lave lignende indretningsløsninger som i det blå nybyggerhus.

- Der er virkelig mange, der har spurgt til det sæt, jeg havde på i første program, men det er et, jeg har arvet af min mor, som har det fra min farmor. Mikkel synes, det var så grimt, at han bad mig om at tage det på i huset, så nu er det faktisk smidt ud, fordi der kom maling på. Det er lidt en skam, jeg kunne sikkert have solgt det for mange penge, griner hun.

Også føromtalte veloursofa har fået hendes indbakke til at eksplodere, og Christine bruger lige for tiden tre dage om ugen på at svare på folks henvendelser.

Om parret har flere fans end de andre, er ikke til at sige. Den spænding bliver forløst ved finalen, når de 10 programmer i tredje sæson af TV2s Nybyggerne er blevet sendt.

Hører du til én af dem, der er blevet vild med parrets indretning, kan du lade dig inspirere af nogle af de retningslinjer, Christine selv følger, når hun indretter

Spisestuen som også rummer Mikkels kontorplads i en string-reol. Stolene er lånt og Arne Jacobsens klassiske 7'er stol. Lamperne er en hjemmelavet lysekrone, som Christine har udtænkt og Mikkel har bygget ud af blandt andet et gammelt havebord fra IKEA, hvor ledningerne er trukket igennem. 

Stuen er et sted, hvor Christine stadig synes, de mangler at gøre noget. Sofaen er Bolia, puder og tæppe fra Aiayu, lampe fra Gubi, tæppe fra Ellos og sofaborde fra Bruunmunch og lysestrage fra Tom Dixon. 

Soveværelset med det hjemmelavede natbord og den store strålampe fra Ilse Crawford for IKEA.