Da iPhone slog Chanel
SPONSORERET indhold

Da iPhone slog Chanel

23. maj. 2012 | Livsstil | Eurowoman

Karl Lagerfeld har fire, mens Mila Kunis, Sofia Coppola og Madonna godt kan nøjes med én. iPhonen er så hypet, at den (næsten) har fået lækre sager som Chanel-tasker og Louboutin-stiletter til at blegne. Eurowoman undersøger, hvorfor den lille lækre gagdet er blevet et must for millioner af mennesker.

For nogle år siden skulle jeg interviewe en af de helt store personligheder inden for dansk mode. En kvinde, der ejer alt det, som enhver fashionista drømmer om. Hun har Birkin- og Chanel-tasker, de fineste diamantsmykker og flere Louboutin-sko, pelse. Alt i alt en garderobe, der indeholder de fleste store modehuse. Da vi skulle skyde billedet af hende, blev alle disse modefund fjernet, for det vigtigste item, som skulle med på billedet, var hendes nyindkøbte sorte iPhone 3. Vi andre beundrede den også med stor misundelse, fordi det var før, iPhonen var tilgængelig for alle dødelige, men ikke desto mindre er dette et godt billede på den hype, som den lille sorte eller hvide smartphone har været udsat for.

I juni 2007 blev den allerførste iPhone sat til salg i USA, og den 1. juli 2008 kunne telefonen endelig købes i Danmark. Nyheden om denne nye smartphone-gadget bredte sig hurtigere, end du kunne nå at lave et telefonopkald på din gamle trykknapmobil. Netop hurtigheden og brugbarheden var det, som alle faldt i svime over. Før havde du skullet klikke dig rundt på taster i besværlige menuer for at sende en mail eller aflytte en besked. Med den nye store touch-skærm skulle din finger kun røre ikonet, og vupti var du på nettet, i gang med en sms eller med at knipse et billede.

De seneste tal viser, at der er blevet solgt 183 mio. iPhones verden over siden lanceringen. Alene sidste år blev der langet 70.000 mio. iPhones over disken, og i 2011’s sidste kvartal blev der omsat for 137,5 mia. kroner på iPhones og iPhone-accessories. Tal, der er så store, at det næsten ikke er til at fatte.

Ud af de mange millioner iPhone-ejere er vi en del Eurowomen. På redaktionen arbejder 14 kvinder – 12 af os er indehaver af en iPhone. Og har du først ejet en – hvad enten det er en 3’er, 4’er eller 4S’er – kan du ikke forestille dig, hvordan du har kunnet fungere uden denne fikse sag tidligere. Den er blevet din livline til verden, hvad enten det er pr. telefon, www eller mail. Den tager dine feriebilleder, du facebooker og twitter på den eller slår vennerne i Wordfeud.

“Et bud på en forklaring af iPhonens uomtvistelige succes er i virkeligheden rørende simpelt. De fleste mennesker elsker jo deres iPhone, og det siger de videre til deres venner og bekendte, som igen siger det videre – und so weiter. Jeg tænker, at der ikke er nogen hemmelig formel eller speciel ‘Apple-hjernevask’ i spil her. Det handler om, at den er pissegod og giver folk en god oplevelse – og det siger de videre,” siger Nikolaj Sonne, der bl.a. er vært på DR’s gadgetprogram So ein Ding.

Artiklen fortsætter på de følgende sider...

En verden af apps

Det er ikke kun de gamle mobiltelefoner, der har fået baghjul af iPhonen. De bærbare computere har også tabt terræn, for hvorfor have en stor, tung kasse med sig, når man (næsten) kan nøjes med en lille, lækker telefon? Med iPhonens indtog er det at ringe og sms’e nemlig blevet en biting.

Samtidig med at Steve Jobs og Apple sendte iPhonen ud på markedet, lancerede de også en helt ny virtuel shop, hvor du kan købe applikationer til din telefon, så den kan blive endnu smartere. Det har fået modehuse som Chanel og Mulberry og internationale netbutikker som Net-a-porter.com og Mytheresa.com til at lave applikationer, så deres kunder og fans kan erhverve sig lige, hvad de ønsker, når de vil, på deres iPhone eller opdatere sig på den seneste modesladder om netop deres yndlingsmærke. Enhver nyhedsstation giver dig muligheden for konstant at være up to date på det seneste nye i hele verden med deres app. Du kan behandle dine billeder i foto-programmer, så de tilnærmelsesvis kan stå mål med modefotografen Mario Testinos arbejde, og har du en 4’er eller derover, kan du lave dine egne videoer – og redigere dem på telefonen.

Du kan også personliggøre din telefon. Marc Jacobs og Stella McCartney er blot nogle af de designere, der har skabt fashionable covere til telefonen, så du som forbruger kan signalere, om du er til barnlige tegneseriefigurer eller imiteret læder.

Ifølge Nikolaj Sonne har iPhonen gjort for mobiltelefoner, hvad forbrændingsmotoren gjorde for hestevognen, og dens største styrke er, at den er fuldkommen suveræn i sin brugervenlighed.

“Den giver utrolig let adgang til en verden af digitale muligheder. iPhone kan ikke alt, men det, den gør, gør den helt overlegent. Responsen i touchsystemet, der er altafgørende for at opretholde illusionen om kontakt mellem mig og maskinen, er bedre end på alle andre mobiler. iPhone 4’s kamera og kvaliteten af den indbyggede højttaler er bare niveauer over konkurrenternes, siger Nikolaj Sonne, der også er begejstret for Apples App Store.

“Den er uden sammenligning den app-butik af de tre, der findes herhjemme (App Store, Android Market og Windows Phone Market, red.), som har det bredeste udvalg af kvalitetsprogrammer. Lige nu går der jo ikke mange uger mellem, at der advares mod tvivlsomme apps i Android Market, der kompromitterer dine private sager.”

Alt er ikke lyserødt

Intet er selvfølgelig fejlfrit – heller ikke Apple og iPhonen, og kritiske røster er der flere af. Da 4’eren blev lanceret i 2010, viste der sig at være store problemer med antennen, som gjorde, at forbindelsen røg eller blev meget langsom, når du især holdt nederst på telefonen. Ret pinligt for en overhypet telefon i en helt ny version, når vi taler år 2010 og fra et af verdens største firmaer. De nye telefoner betyder også ofte, at dine andre Apple-produkter skal opdateres til en net sum penge for at kunne fungere sammen. Jeg kunne fx ikke bruge 4’eren på min arbejds-Mac, fordi dens tekniske maskineri åbenbart var et par år for gammelt – pengemaskinen suger til sig.

For nylig har især amerikanske medier bragt voldsomt kritiske artikler med overskrifter som ‘slavelignende forhold’ og ‘selvmordsfabrikker’, der anklager Apple for at have problemer med arbejdsmiljøet hos deres leverandører i Asien, hvor der bliver fremstillet iPhones til os alle under åbenbart umenneskelige forhold. Verdens største selskab, der er optaget i organisationen Fair Labour Association, kan selvfølgelig ikke leve med sådan en kritik, og de har nu bestilt en uvildig undersøgelse af forholdene på fabrikkerne i Kina.

“Vi mener, at alle arbejdere alle steder har retten til et sikkert og fair arbejdsmiljø, og det er derfor, vi har bedt Fair Labour Association komme med en uafhængig vurdering af vores største leverandører,” forklarer Apples adm. direktør, Tim Cook, i en pressemeddelelse på deres hjemmeside og håber derved at lukke munden på de kritiske røster..

I oktober sidste år døde Apples medstifter og manden bag iPhone, Steve Jobs. Han blev anset for at være en af de mest visionære erhvervsfolk i sin generation, og han har inden for de sidste 15 år forvandlet Apple fra en nødlidende og outdatet it-virksomhed til en global kæmpesucces. Siden hans død har der været mange spekulationer om, hvorvidt Apple kan bevare sin status som et af verdens mest innovative firmaer. Og om deres guldfugl kan beholde sin status som supergadget. Nikolaj Sonne er heller ikke i tvivl om, at iPhonen bliver mere presset i fremtiden.

“De andre spillere har efterhånden brugt et par år på at komme op i fart – og der bliver i dag solgt langt flere Android-telefoner end iPhones. Men de findes også i mange smagsvarianter og prisklasser. Der er ligesom kun én iPhone – og den er dyr. Derudover har Microsoft for nylig (re)lanceret deres Windows Phone-styresystem sammen med Nokia. Det samarbejde kommer givetvis også til at lægge mere pres på iPhone,” spår Nikolaj Sonne.

Indtil videre holder iPhonen dog førsteplads som fashionabel musthave. Designer Karl Lagerfeld ejer fx hele fire iPhones, som han altid har med sig i et læderetui og med hvert sit customized cover med billede af kejseren himself. En samling, som han gerne viser frem for fotograferne. Her på redaktionen er vi også 12 kolleger, der spidser ører, hver gang telefonen ringer på vores bord – for er det mon min?

Samsung Galaxy S II, fra 4.699 kr.
Optimus L3 E400 fra LG, fra 999 kr.
Nokia Lumia 800, fra 3.335 kr.

Læs også: Karl L elsker sin iPet Choupette »