Få tre kendte mænds historier om da de blev mænd
Foto: Jens Rosenfeldt Få tre kendte mænds historier om da de blev mænd

"Rigtige mænd græder sgu ind imellem"

Bryllupstårer, sengetøjsskift, mod til at bede om hjælp eller evnen til at droppe sniksnakken og stå ved sin indre opdagelsesrejsende. Hør tre mænd fortælle om det, der har gjort og gør dem til rigtige mænd.

"Rigtige mænd tør lade være med at teste sig selv"
En mand skal rumme både sin maskuline og feminine side, for der er ikke noget mere umandigt og kedeligt end de der "rigtige mande-mænd", mener skuespilleren Kenneth M. Christensen. Han er selv blevet mere mand af at turde sige nej.

− De fleste synes, jeg er mandig, fordi jeg er et stort brød på 194 cm, men det er bare ikke det, der gør mig til mand. Det er den power og energi, der ligger nedenunder. Succeserne i mit liv får mig til at føle mig mere som en mand. Jeg er blevet uddannet, har købt en lejlighed og en båd og er i et fast forhold, og det skaber et fundament hos mig. Jeg kan da godt lide, når mænd spiller fodbold og går på skydebane, men jeg er ikke sikker på, det er det, der definerer en mand.

− En rigtig mand er en, der også tør ikke at være mandig. Jeg har lige været til et bryllup i weekenden, hvor jeg kom til at tude til en tale, fordi den handlede om kærlighed og en masse store ting i livet. Det synes jeg ikke er plat eller tøset. Rigtige mænd græder sgu ind imellem. Men jeg synes også, en rigtig mand hviler i sig selv og er tilfreds. Vi kan alle gå rundt og tro, at græsset er grønnere på naboens plæne, men hvis vi i stedet glæder os på hinandens vegne, bliver vores egen plæne lidt flottere.

− At blive rigtig mand er vel også stadiet efter ung mand. Jeg lever ikke så rodløst et liv, som jeg gjorde tidligere. Før var jeg den unge og sprælske, som ikke kunne finde ud af at sige nej. Jeg ville gerne prøve at være fuld fem dage i træk og være oppe i 42 timer, mens jeg havde drukket seks kander kaffe. Det er jo en måde at teste sig selv på. Men det at være mand er måske også at turde lade være med at teste sig selv, og bare være i sig selv. Der er nogle, der lever af det her adrenalinchok, og det er et eller andet sted meget drenget. Jeg synes, det er mere mandigt at turde sige nej og være tilfreds der, hvor man er, fordi man ikke hele tiden behøver at opleve det, der er lige rundt om hjørnet.

− Tidligere var det ikke okay at snakke om følelser. For mænd handler det meget om fodbold, druk og tøser. Heldigvis bliver livet lidt mere finurligt på godt og ondt, når man vokser op. I dag kan jeg sagtens sidde i drengesamtaler, hvor min kæreste blander sig og siger: "Det er godt nok tøset, drenge!" Og det, synes jeg, er okay. Mænd er jo ikke følelseskolde, lukkede mennesker, som ikke forstår at snakke om følelser. Og jeg er jo skuespiller, så det ville være helt fucked up for mig, hvis ikke jeg kunne finde ud af at kigge indad ind imellem.

LÆS OGSÅ: Manu Sareen: Skilsmissen har gjort mig til en virkelig god far

− Der er noget, der hedder maskulint og feminint, og jeg synes, det er enormt mandigt at besidde begge dele, uden det behøver at være metroseksuelt. Som skuespiller ville det være mærkeligt at sige, at jeg ikke overvejer, hvordan jeg ser ud, hvordan jeg fremtræder, og hvad andre tænker om mig. Jeg synes da, det er sjovt at stå sammen med min bror og reparere på båden og drikke en bajer. Men jeg synes også, det er fantastisk at stå i et køkken og lave mad, og det gør mig ikke mindre mandig. Jeg føler mig også meget som en mand, når jeg støtter min kæreste eller skifter sengetøjet.

− Der er sikkert nogle mænd, der synes, det er utrolig usexet at sidde med benene over kors, som jeg gør nu. De ville sidde med spredte ben, så de med deres kropssprog var MAND. Men det bliver simpelthen så kedeligt, hvis man hele tiden skal spille på, at man er mand, mand, mand. De der rigtige "mande-mænd" har ikke særlig meget andet at byde på. Det er ligesom at snakke med 18-årige drenge. Det handler bare om, hvordan det er gået her i weekenden – har du fået scoret noget? Hvor meget fik du drukket? Hvis det er det eneste, man kan snakke om, og hvis ikke man kan finde noget mere spændende og intellektuelt, så dør det sgu da.

− Det næste stadie for mig er at være mand med børn. Jeg synes, det er mandigt at blive far og være en god far. Det er jo nærmest urmenneskeligt at føre sine generne videre. Jeg vil gerne være en lige så god far, som min egen far har været. Han er meget mand, selvom han aldrig har været specielt handy. Han har altid haft utrolig meget kærlighed at give, og så er han god til at stå fast og være støttende. Det kan da godt virke skræmmende at blive ældre, men jeg er ikke specielt skræmt over min alder, eller hvor jeg står i livet. Det er jeg faktisk meget godt tilfreds med. Hvor kedeligt det end lyder.

LÆS OGSÅ: Christian Bitz: Min sundhed tog overhånd"Det er mandigt at turde bede om hjælp"
Modeekspert Chris Pedersen har hår på brystet og har selv revet sit køkken ned og bygget det op igen. Men det er ikke det, der definerer ham som mand. Det er, at han tør droppe facaden og bede om hjælp.

− Som 8-årig blev jeg en dag tævet virkeligt grundigt i skolen af en, der altid drillede mig. Jeg rejste mig op og spurgte: "Hvorfor gjorde du det?". "Du blev født," svarede han. Jeg bad om hjælp hos min lærer, som sagde, at jeg var et skvat, og at jeg skulle tage mig sammen. Den sætning blev ret formativ for hele min ungdom. Der var hverken plads til sorg eller usikkerhed. Jeg lærte at skabe en glad facade, men det hele sejlede bagved. Jeg lod være med at bede om hjælp i mange år.

− Jeg har altid vidst, jeg var homoseksuel, og jeg kan ikke huske nogensinde at have været som hverken drengene eller pigerne. Der var en dyb ensomhed i at vokse op og føle sig som et rumvæsen. Alle andre unge begyndte at få kærester, så jeg fik en enorm trang til at være alene. Det gjaldt om at skjule, at jeg var homoseksuel, indtil jeg var parat til at være i det.

− Mine klassekammerater i gymnasiet havde jo deres første kys og deres første forelskelse, så for mig var det en udelukkelse af alt det, teenageårene handler om. Hver gang den snak startede, rejste jeg mig op og gik, så jeg mistede et helt fællesskab. Det tror jeg, mange homoer kan nikke genkendende til. Man bliver en, der ofte lever i et meget hardcore skjold.

− Jeg sprang ud efter gymnasiet, da jeg var 18 år gammel. Jeg rejste til London to uger efter og boede der et år. Jeg havde få venner og brugte det meste af tiden for mig selv. Jeg kan huske fornemmelsen af at have en væg mellem mig og alle andre – for hvordan fanden får man en ven, hvordan får man en omgangskreds, når man starter helt fra scratch?

− Jeg turde først at bede om hjælp, da jeg var 20 år. Jeg flyttede til København og blev nødt til at finde nogle, der kunne hjælpe mig i gang. Jeg startede i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, hvilket jeg hadede af hele mit hjerte. Min stolthed sagde mig jo, at nu var jeg endelig kommet ud på den anden side, men jeg havde bare ikke nogen venner.

– De havde en ungdomsgruppe, hvor man skulle sidde i rundkreds og fortælle, hvem man var, og hvordan man havde det. Det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort. Men det var nødvendigt, for pludselig var der en flok, som havde det præcis på samme måde som mig. Der var en gruppe at høre til i, og jeg havde brug for nogle, der var lidt ældre, som kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre og kunne skubbe lidt til mig.

− Nu føler jeg mig som en rigtig mand. Jeg synes, det er mandigt at turde bede om hjælp og sige: "Jeg har det af helvede til, jeg kan ikke finde ud af det her, men jeg vil rigtig gerne – hvordan fanden gør jeg?" Den traditionelle forestilling, om at en mand skal være selvstændig og kunne alt selv, er fuldstændig misforstået og forfærdelig. Det er det, der gør, at folk bryder sammen. Det, at bede om hjælp, er jo at tage ansvar for sit eget liv og være sin usikkerhed bevidst. Ansvar handler også om, at når lokummet brænder, skal man kunne finde ud af, hvem der kan hjælpe og turde at spørge.

− En rigtig mand er ambitiøs og går efter det, han gerne vil. Nu er det anden gang, jeg har sagt et job op, jeg godt kunne lide. Første gang var som moderedaktør på Euroman, hvor jeg var nødt til at gå ud i verden, møde nogle mennesker og sige "Hey, jeg er i den her situation lige nu, hvad fanden skal jeg gøre?" Lige så snart, man tør lægge sit hjerte over i andres hænder, bliver det også lettere at tage de store valg. Da jeg sagde op som chef-
redaktør på Cover Man, var det en meget instinktiv fornemmelse. Jeg fik tilbudt en stilling på DR, sagde ja og sagde op på mit arbejde to dage efter, fordi det var helt rigtigt i forhold til, hvad jeg ville med mit liv.

− Det var da meget fornuftigt, hvis jeg var blevet i min stilling, men det er det her, jeg føler for. Den der skråtop-finger er meget maskulin – ikke fordi det er en maskulin værdi, men jeg tror, mænd bliver opdraget til at være lidt mere ligeglade med, hvad andre tænker, og gør, hvad de vil. Jeg kan helt inde fra hjertet sige nu, at der ikke er en ting, jeg har villet, som jeg ikke har prøvet af. Det får mig til at føle mig mandig."Alt er blevet så unisex"
Kvinder er i dag uafhængige, og derfor har mændene brug for at gå på opdagelse og finde et frirum, hvor det hele ikke bliver så feminint, mener Claus Pilgaard. Det har han selv fundet i sine chilier og i at erkende, at han kan fejle.

− Jeg synes, min far var meget mand. Han gik med slips og var familiens overhoved på en meget kærlig måde, hvor han også gav plads til min mor. Han var den, der skulle få familien til at fungere, og hans fornemste opgave var at kunne brødføde den. Min far døde meget pludseligt, da jeg var 26 år gammel, og der tænkte jeg, at det var tid til at skifte fra at være ung til mand. Pludselig var jeg den eneste mand i familien med tre søstre og min mor, så på nogle punkter overtog jeg min fars plads.

− Jeg havde lyst til at tage den der manderolle og trøste lidt, være praktisk og gå foran i det, vi skulle igennem. Jeg skulle ligesom have samling på tropperne. Det, der er så fedt ved døden, er, at den sætter livet så meget i relief. De første 25 år af mit liv, tænkte jeg ikke på, jeg kunne dø, og jeg tror først, man bliver voksen, når man finder ud af, man kan dø. Som ung spejler man sig i sit fædrene ophav. Jeg fik mange råd af min far, og da den kilde til fornuft var forsvundet, skulle jeg pludselig finde min egen kilde.

− Jeg begyndte at spille teater og musik, og det havde jeg aldrig kunnet finde på at gøre, hvis min far havde været i live. Jeg er vokset op i et lille samfund i Vestjylland, og der måtte man ikke stikke for meget ud. Da min far døde, flyttede jeg til Aarhus og startede på musikkonservatoriet. På en måde var det befriende at komme væk, så jeg kunne skabe mit eget, uden at jeg skulle stemme af med min far, om det var okay.

− Min far mente, at man nok skal finde viden, hvis man er drevet af lyst. Hvis man er drevet af, at man skal sikre sig i livet og finde den nemme løsning, så får man et trist liv, for så er man jo egentlig bare på vej mod graven. Det har jeg tænkt meget over. Hvis man tør udfordre livet, har lyst til at opleve og gå lidt til kanterne, så tror jeg også, man får et lidt mere alsidigt liv.

− Det fede ved at blive ældre er, at man føler, man står meget bedre på jorden, men det er vigtigt at blive ved med at være nysgerrig og blive ved med at lære. Jeg tror, der i mange mænd bor noget adventure, der ikke bliver stimuleret. Mænd vil gerne være opdagelsesrejsende, vi har lyst til at rejse ud i verden og finde vores egen guldmine. Det føler jeg, at jeg har gjort med mine chilier. Jeg har opdaget en ægthed i mennesker, for du kan simpelthen ikke andet end at være ægte, når du spiser en stærk chili. Jeg har set store machomænd fælde tårer efter at have spist en chili.

− Det er meget en mandeting at gå på opdagelse, være nysgerrig og være nørdet omkring noget. Det kan jeg mærke på min kone, når hun spørger mig, hvorfor jeg interesserer mig for så mange ting. Nu er jeg begyndt at gå op i bier og har fået en idé om, at det kunne være fedt med sådan en bifamilie nede i min have. Og jeg kan godt se, at min kone bliver lidt fjern i blikket, når jeg fortæller om det.

− Jeg tror, det er vigtigt, at man tør sige, at nogle ting er mandige, for mænd skal have lov til at være sig selv. Man er bare nødt til at redefinere, hvad de skal være sig selv med, for de er gjort en lille smule arbejdsløse i det moderne samfund. I dag kan alle kvinder jo klare sig selv.

− Alt er blevet så unisex. Vi kommer ikke længere hjem med et rensdyr, vi har skudt, så vi vil gerne være mænd på andre områder. Forleden var jeg nede i en barbersalon i Århus, som er lidt rock'n'roll, hvor man får en fadøl, mens man bliver barberet. Og der skal man ikke sidde og fortælle for meget om sin ferie – det der sniksnak er vi mænd ikke så gode til. Mænd kan sagtens snakke om følelser, men nogle gange vil vi bare gerne snakke om motorstørrelser til den nye Mercedes 320.

− Men en mand har også behov for at give slip nogle steder, hvor han ikke er førerhund. Mænd er jo lige så sårbare som kvinder, og jeg synes, det er mandigt og fedt at erkende, at man kan fejle. Jeg er ikke sindssygt stærk på det lavpraktiske. Jeg kan for eksempel ikke finde ud af at pakke en kuffert. Der føler jeg mig ikke specielt mandig, men det griner vi lidt ad, for jeg kan godt se det komiske i, at jeg ikke kan sådan noget.

Mændene

Kenneth M. Christensen, 31
Skuespiller og aktuel i "Beauty and The Beast", som har premiere den 18. september på Det Ny Teater. Uddannet fra Statens Teaterskole i 2011 og er siden kendt fra blandt andet "Arvingerne". Bor i en lejlighed på Nørrebro med kæresten Johanne.

Chris Pedersen, 37
Tv-vært og tilrettelægger på "De Forfængelige" på DR K. Tidligere moderedaktør på Euroman, chefredaktør på Dansk Daily, redaktionschef på Cover og chefredaktør på Cover Man. Bor i en lejlighed på Vesterbro i København.

Claus Pilgaard, 49
Kendt som Chili Klaus. Har udgivet bogen "Chili Klaus – Den er go' i ørerne" og sælger chili- produkter på Chiliklaus.dk. Bor i Aarhus med sin kone, sangerinde Jette Torp, og hendes søn William, 18. Far til Anna Sophie, 19.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview