Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Interview med drabschefen
Foto: Franne Voigt

Interview med drabschefen

Drabschef: "Jeg ser meget ondskab i min hverdag"

Som drabschef har Charlotte Skovby set mere ondskab end de fleste. Men håbet om at opnå retfærdighed motiverer hende til at deale med det onde. Og så hjælper det at arbejde ud fra devisen om, at selv den mest afstumpede drabsmand har retten til at blive betragtet som et helt menneske.

Som lille pige spejdede Charlotte Skovby drømmende efter patruljevognene på gaden, og i dag sidder hun på posten som Danmarks eneste kvindelige drabschef. Hun er gået den snorlige vej: Kom som 22-årig ind på politiskolen, blev derefter menig betjent og i 1999 fik hun sit første job i Kriminalpolitiet i Roskilde.

– I den periode var der mange drab omkring Roskilde. Da jeg havde været der en uge, var jeg allerede i gang med min første drabsefterforskning, og jeg kunne mærke, at jeg var landet det sted, jeg skulle være. Det var virkelig spændende, og jeg syntes, jeg var god til det.

Og nu sidder hun her altså – i det, hun betragter som sit drømmejob: chef for afdelingen, der efterforsker personfarlig kriminalitet hos Vestegns Politi. Det er både drabssager, voldtægtssager og grove voldssager. Sagen om den 37-årige Lisa fra Herlev minder på mange punkter om de andre drabssager Charlotte Skovby har efterforsket. Mens årene går, og efterforskningsarbejdet er videreudviklet, så er drabsmotiverne nærmest eviggyldige: De typiske er hævn, begær, jalousi, profit.

– Jeg kan især blive påvirket af de sager, hvor ofret er fuldkommen tilfældigt og ukendt for gerningsmanden, fordi det lige så let kunne have været mig selv. Især husker jeg, hvordan en tilfældig pige blev stukket med en kniv 117 gange i et poolcenter, fordi gerningsmanden ville have penge. Det samme med min første drabssag med en kvinde, der var død i en husbrand, som formentlig var påsat af en indbrudstyv. De sager husker jeg, for det kunne jo lige så godt have været mig eller mine børn, der var blevet dræbt.

Det lykkedes aldrig Charlotte Skovby og hendes kolleger at finde gerningsmanden i sagen om den påsatte mordbrand – det er den eneste drabssag, hun i sin karriere har måttet lukke uden et juridisk punktum og navnet på en gerningsmand.  

– Det nager mig stadig, og selv om det er over ti år siden, bliver sagen ind imellem taget frem, og det bliver vurderet, om vi har overset et spor.

Læs også: 46-årige gravid: Jeg føler mig ikke som en gammel mor

Forsøger at tackle ondskaben
Når der er sket et mord i politikredsen for Københavns Vestegn, er der intet krav om, at drabschefen skal ud og se gerningsstedet med egne øjne. Men for Charlotte Skovby er det en selvfølge, at hun skal derud.  

– Det er nødvendigt for mig at have et billede i hovedet af offerets og gerningsmandens sidste tid sammen. Selv om et gerningssted sjældent er et kønt eller hyggeligt syn, så er jeg nødt til at tage derud, og med årene har jeg nærmest vænnet mig til det. Inden jeg kommer derud, har jeg for eksempel fået en melding om, at „Inde i soveværelset ligger en kvinde, der er skudt. Der er blod over det hele,“ så på den måde har jeg forberedt et mentalt billede, inden jeg kommer til gerningsstedet, og det hjælper meget. Hvis jeg kom gående på gaden, og en cyklist pludselig blev kørt over lige foran mig, så ville jeg også blive bange og chokeret. Men på arbejdet har jeg set mange døde mennesker, både almindeligt døde, dræbte folk og lig, som har ligget længe. Mange af mine veninder har aldrig set et dødt menneske, så de synes, det er frygteligt, at det er en del af mit job. Men allerede på politiskolen lærte jeg at være tæt på lig, fordi jeg fik lov til at besøge Retsmedicinsk Institut, hvor afdøde mennesker var til obduktion. På den måde har jeg langsomt vænnet mig til at se døde og dræbte mennesker. Det jo en del af mit arbejde. Hvis jeg ikke kunne sove og så billeder for mit indre blik efter at have været på gerningsstedet, så kunne jeg jo ikke fungere i den her stilling, siger hun.

Charlotte Skovby har siddet ansigt til ansigt med adskillige mordere, pædofile og mødt deres ofre – både de levende og døde.

– Jeg ser ret meget ondskab i min hverdag. Jeg vil ikke have, at folk bliver bange og bekymret, men sommetider siger jeg: „Du begriber ikke, hvor meget ondskab, der findes i lille Danmark.“ Heldigvis, kan man sige, er vi kun meget få, der har indsigt i det. Selvfølgelig er det en lidt trist viden at have, men nogle skal jo vide det og handle på det. Men sommetider kan jeg da mærke, at den her ondskab i verden påvirker mig. Jeg tror, jeg bliver lidt ked af det. Som sådan er jeg ikke opmærksom på at få „læsset af“, men jeg tror, det sker helt naturligt med kollegerne og med min mand.

– Når vi i afdelingen efterforsker en sag, bliver der snakket om det konstant på gangene, i mødelokalerne og i frokoststuen. På den måde får jeg automatisk bearbejdet de svære oplevelser. Nogle siger, at hvis man en dag går mentalt ned med flaget, så kan man pludselig huske alle de der væmmelige sager, man har arbejdet med. Sagerne er blevet puttet ned i bægeret en efter en, og så flyder det over til sidst. Og det kan da godt være, det sker for mig en dag.

– Folk siger altid, at jeg da må være „en stærk kvinde“, men sådan ser jeg ikke mig selv. Man er vel en særlig støbning, og måske er jeg stærk i mit arbejde, men på privatfronten er jeg som alle andre. Jeg sidder også og tuder over film derhjemme, men jeg må skille tingene ad. Selv om det er vildt tragisk, så nytter det bare ikke noget, at jeg står og græder ude i skoven, når Lisa bliver gravet op.


Læs resten af interviewet på næste side...

Politijobbet påvirker børnene
En hverdag i tæt relation med de værste kriminelle kan ikke undgå at glide ind i privatlivet. I hvert fald ikke, når man hedder Charlotte Skovby og har tre børn på 11, 13 og 16 år. Én ting er, at hun dag og nat har mobiltelefonen med sig, hvis der skulle ske et drab, noget andet er den menneskelige påvirkning.

– Man kan grine lidt af det, men mine børn får ikke lov til så meget som andre børn. Vi henter dem altid fra fester om natten, og har vi aftalt, at de er hjemme klokken 20 en aften, så skal de ikke komme et kvarter senere uden at give lyd. Er de bare ti minutter forsinkede, kan jeg se billeder for mig af, hvad der kan være sket med dem. Måske har andre forældre det også sådan, men jeg ser nok bare flere billeder for mig, fordi jeg har set, hvad der rent faktisk kan ske, og hvilke typer der går rundt derude.

– Jeg er også slem til at slå ned på mine børn, hvis de lyver, for jeg kan altid se det på dem. Det er så tydeligt. Det er måske, fordi jeg arbejder med folk, der lyver til daglig, men jeg siger til mine børn, at det ikke kan betale sig at snyde og lyve, for det bliver altid opdaget, det er derfor der sidder så mange kriminelle i fængsel.

Interviewet blev første gang bragt i ALT for damerne nr. 25/2011.

Også ude i offentligheden kan den lettere frygtsomme tankegang gribe ind i hendes handlemønster:  

– Er jeg ude at løbe, og kommer der nogle folk, som ser lidt mærkelige ud, så kan jeg godt finde på at sætte farten op og løbe en anden vej. Og ser jeg en bil, der ser underlig ud, så løber jeg resten af turen og husker registreringsnummeret. Jeg kan også huske en suspekt mands udseende og påklædning i detaljer, for hvis han nu begår indbrud eller noget, så kan jeg hjælpe med opklaringen. Sådan bliver jeg lidt påvirket privat, kan jeg mærke.

At arbejde med samfundets skyggesider gør også Charlotte utålmodig på nogle punkter, mener hun.

– For eksempel gider jeg ikke fnidderfnadder, og når veninderne begynder på den slags, så er jeg stået af. Det er livet for kort til. Jeg ser for mange store og alvorlige problemer til, at jeg gider beskæftige mig med de der småting. Samtidig får mit indblik i ondskaben mig til at sætte livet lidt i perspektiv. Der kan så hurtigt ske noget. Så jeg siger tit til min mand, at vi er heldige, fordi vi stadig er gift og har tre dejlige unger. Det er jo lidt banalt, men det er ikke alle, der er så privilegerede.

Læs også: Kvindelig Michelin-kok: Branchen kan være smålig

Ser drabsmand som menneske
Efter 21 år hos politiet er der efterhånden ikke meget, der kan overraske Charlotte Skovby. Hun har set det meste og ved, at en drabsmand ikke nødvendigvis en narkoman eller tilhører de laveste socialklasser.

– Mange af dem har levet et fuldstændig normalt liv før forbrydelsen. Det kunne have været din nabo. Du kender ikke folk andet end til tænderne. Alle kan jo dræbe, hvis de kommer langt nok ud.  

– Som ung betjent afhørte jeg en spritbilist, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg bare sad og svinede ham til. Og så sagde han pludselig til mig: „Hvorfor taler du så grimt til mig?“ Det har jeg tænkt på mange gange siden, for han havde ret. Det gik op for mig, hvor vigtigt det er at tale pænt til folk. Vi skal fremstå som troværdige og ordentlige mennesker. Hvis jeg ikke opfører mig ordentligt og respekterer en gerningsmand som menneske, så får jeg ikke noget ud af ham, så lukker han i. Det handler om gensidig respekt. Også selv om man sidder over for en drabsmand eller voldtægtsforbryder. Altså. Man er jo nødt til at være professionel. Selvfølgelig er der noget godt i alle. Lige som der er noget skidt i os alle. Efterhånden som en gerningsmand bliver afhørt, får jeg en forståelse for, hvorfor han har gjort det. Bag hver forbrydelse ligger som regel en trist skæbne eller historie. Så når jeg sidder ansigt til ansigt med en drabsmand, tænker jeg ikke „sikke en djævel“ – jeg tænker på ham som et menneske, der har trådt ved siden af. Og derfra arbejder jeg mig langsomt ind på ham.

Før Charlotte Skovby fik ansvar for de øverste administrative opgaver som drabschef, kunne hun have op mod 20 afhøringer med en gerningsmand, før sagen kom til en afslutning.

– Det er rigtig, rigtig hårdt arbejde og en løbende proces. Jeg fik jo oparbejdet et forhold til gerningsmanden og hans familie. I flere sager har jeg overvåget gerningsmændenes ugentlige besøg af familien, og så kan man jo ikke lade være med at sidde og lytte lidt til det, de taler om. De må ikke tale om sagen, så de snakker om, hvordan det går med ungerne i børnehaven eller med naboerne, og så viser puslespillet et billede af et menneske, der var fuldstændigt normalt, indtil han slog en eller anden ihjel. Det er svært at arbejde med ondskab, men det hjælper at finde ud af, at gerningsmanden er et helt menneske, der bare har trådt gevaldigt ved siden af.

Når beviserne er fundet, og der er bundet endegyldig sløjfe på efterforskningen, falder der altid en hel særlig ro over Charlotte Skovby:

– Adrenalinen kører fra min krop, og jeg er meget lettet, når en gerningsmand bliver dømt, for som regel er det sager, vi har knoklet intenst med. Samtidig føler jeg også, at der er opnået retfærdighed – det er især det, der driver mig til at opklare et drab: Hvis et menneske er blevet slået ihjel, så er der et andet menneske, som skal stå til regnskab. Sådan er det. Og jeg må da indrømme, at jeg er stolt, når retfærdigheden vinder. 

 

 

Charlotte Skovby er…

…43 år, født og opvokset i Hvidovre


…chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Vestegns Politi.


…dybt fascineret af politiverdenen og blev allerede som 22-årig optaget på Politiskolen og har siden arbejdet hos Glostrup Politi, Køge Politi, Roskilde Politi i kriminalafdelingen og Københavns Politi.


…gift med en politimand, og sammen har de tre børn på 11, 14 og 16 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview