Voldsudsatte kvinder er ikke ”rigtige” ofre: Der mangler forståelse for, at de ikke ”bare” kan gå

Lad os lege en lille leg:

En gammel dame går på gaden. Hun har lige været på besøg hos sin syge søster, og nu er hun på vej hjem. På åben gade bliver hun overfaldet af en fremmed gerningsmand og får taget sin taske.

Hvad er hun?

Svag? Ja, hun er en gammel dame.

I gang med at udføre et ærværdigt projekt? Ja, hun har lige besøgt sin syge søster.

Et sted, hvor hun umuligt kan bebrejdes for at være? Ja, hun gik jo på en åben gade.

Gerningsmanden er stor og ond? Ja.

Gerningsmanden er fremmed for offeret? Ja.

Okay, hvad så med denne kvinde:

Hun er gift og har børn med den mand, hun forelskede sig i som ung. Hun oplever dagligt at blive nedgjort, får at vide, at hun ikke dur til noget, og at hun er skyld i, at han er dårlig på jobbet. Hun har sex med ham, selvom hun ikke har lyst, men fordi de er gift, er det hendes pligt, siger han. Hun bliver mere og mere nedbrudt mentalt, men hun bliver boende sammen med ham, fordi hun frygter for, hvad der vil ske, hvis hun går. Han har jo sagt, han vil tage sit eget liv, hvis han ikke er sammen med hende.

Hvad er hun?

Svag? Njah, måske fysisk, men hun har selv valgt den mand, hun bor med.

I gang med at udføre et ærværdigt projekt? Nej.

Et sted, hvor hun umuligt kan bebrejdes for at være? Nej, hun har selv valgt at blive gift, få børn og leve med sin mand.

Gerningsmanden er stor og ond? Nej, det er jo hendes mand.

Gerningsmanden er fremmed for offeret? Nej.

Det ideelle offer

Ovenstående eksempler viser, hvorfor mange voldsudsatte kvinder ikke bliver betragtet som et ”rigtigt” offer.

For mens de fleste vil have sympati for den ældre dame og uden tvivl fralægge hende skylden for overgrebet, bliver det mere uklart, hvorvidt den voldsudsatte kvinde har et medansvar i forhold til den situation, hun befinder sig i.

Det mener Emilie Rasmussen, sociolog og medforfatter til specialet ”Hjælp, hjælp mig”. Sammen med sin kollega Signe Marie Dam har hun undersøgt, hvilken rolle samfundets blik på voldsudsatte kvinder spiller, når det kommer til at opsøge den nødvendige hjælp hos myndighederne.

Læs også: ”Vi voldsramte mødre tør ikke råbe højt – vi frygter at miste vores børn”

En af hovedkonklusionerne er, at mange voldsudsatte kvinder lader være med at søge hjælp i frygt for ikke at blive troet på – og ikke at blive anset som et legitimt offer.

”De voldsudsatte kvinder lever ikke op til de kriterier, der skal til for at være et ”rigtigt” offer,” siger Emilie Rasmussen og refererer til den norske sociolog og kriminolog Nils Christies teori om det såkaldte ideelle offer.

Han har opstillet fem kriterier, der skal være opfyldt, før man kan kalde sig et offer:

1. Offeret er svagt

2. Offeret er ved at udføre et ærværdigt projekt

3. Offeret er et sted, hvor det umuligt kunne bebrejdes for at være

4. Gerningsmanden er stor og ond

5. Gerningsmanden er fremmed for offeret

”Det kriterie, der fælder kvinderne mest i forhold til at være et ideelt offer, er, at de har en intimrelation til gerningsmanden,” forklarer Emilie Rasmussen.

”Han er ikke fremmed, han er ikke stor og ond. De er ikke et sted, hvor de umuligt kan bebrejdes for at være, fordi de – i gåseøjne – selv har valgt at være der. Det er de sidste tre kriterier, der forhindrer kvinderne i at kunne indtage den status,” siger hun og uddyber, at det også hænger sammen med kvinders generelle muligheder i Danmark.

Som et velstillet land kan kvinder som hovedregel forsørge sig selv og er derfor ikke ”tvunget” til at blive hos en voldelig partner.

”Det er svært for mange at anerkende dem som ofre, fordi der mangler en forståelse for, hvorfor de ikke bare kan gå, når der nu ikke er noget, der rettighedsmæssigt binder dem,” siger hun.

Ingen beviser, intet offer

I 2019 blev psykisk vold kriminaliseret, men kun få domme er siden blevet afsagt i sager om psykisk vold.

I løbet af de seneste to år er der blevet anmeldt 618 sager om psykisk vold, hvoraf 421 er fra 2020. I seks procent af tilfældene har der været en domsafsigelse, og kun i 11 af sagerne er den voldsudøvende blevet dømt, viser tal fra Anklagemyndigheden.

Det svarer til to procent.  

Læs også: ”Der var blodsprøjt på vægge, møbler og mit tøj”: Læs 40 kvinders vidnesbyrd om den skjulte vold

Ifølge Emilie Rasmussen er der en sammenhæng mellem de få domsafsigelser i sager om psykisk vold og synet på de voldsudsatte kvinder som ofre.

"Teorien om det ideelle offer er utrolig aktuel i denne her forbindelse, fordi det ideelle offer er et individ, der er udsat for en kriminel handling. Men voldsudsatte kvinder bliver ikke anset som ideelle ofre, fordi de ikke opfylder kriterierne. De få domsafsigelser i sager om psykisk vold understøtter og afspejler hermed, at det er svært at anerkende dem – også retsligt – som ofre.”

Flere eksperter har tidligere forklaret til ALT.dk, hvorfor den psykiske vold er så svær at bevise – også rent juridisk. Det skyldes, at den består af gentagende nedgørelse, manipulering og devaluering af et andet menneske – skjult bag hjemmets fire vægge. 

Den efterlader ingen blå mærker, og derfor er det svært for den psykisk voldsudsatte kvinde at løfte bevisbyrden og påberåbe sig status som offer, lyder det fra Emilie Rasmussen.

”Ens offergørelse skal på en eller anden måde ligge udenfor ens egen kontrol, for at man opnår sympati,” fortæller hun og uddyber:

”Når der blev sået tvivl om, om kvinderne kunne have gjort noget for at have undgået volden, opretholdes stigmaet og den victimblaming, som mange af kvinderne føler sig mødt med af myndighederne,” siger hun og forklarer, at det blandt andet gør sig gældende, når voldsudsatte kvinder vælger at gå tilbage til sin voldelige mand.

Victimblaming er det største problem 

Emilie Rasmussen mener, at det kræver viden om psykisk vold, før flere vil blive dømt for psykisk vold herhjemme.

Myndighederne skal kende til de voldsdynamikker, der er på spil i psykisk voldelige parforhold, før de vil betragte de voldsudsatte kvinder som ofre på lige fod med den ældre dame, der bliver slået ned. Og dermed dømme den voldsudøvende.

Læs også: Psykisk vold er den mest udbredte voldsform herhjemme, så hvorfor snakker vi ikke om den?

”Paradokset ligger i, at voldsudsatte kvinder skal være stærke nok til at kunne påkræve sig status som ofre, men de må ikke være så stærke og uafhængige, at de mister troværdigheden. Det er det, der lidt er sket nu,” siger hun og peger på #MeToo-bølgen, der har skabt rum for at dele sin voldshistorie.

”Nu er de blevet stærke nok til at kunne rejse sig op og sige: ”Vi er ofre for det her.” Men så bliver de desværre mødt med: ”Nu er I så stærke og uafhængige, at I burde kunne beskytte jer selv”. De er ikke troværdige som ofre, for de kan jo ”bare” gå.”

Derfor vurderer Emilie Rasmussen, at det ”største” problem lige nu er den såkaldte victimblaming – at voldsudsatte kvinder bliver gjort (med)skyldige for en handling, de ikke selv er skyld i. Og at de ikke bliver anerkendt som de ofre, de er.

”Kvinderne er bange for, at de ikke bliver troet på, eller at de bliver bebrejdet, hvis de taler højt om partnervolden. Derfor skal de kæmpe for at få deres side af historien hørt – og vigtigst anerkendt,” siger hun og understreger endnu engang, at viden blandt myndigheder, men også i samfundet generelt, er afgørende for, at den psykiske vold bliver anerkendt og taget alvorligt.

Hun sammenligner det med at køre spritkørsel:

”Engang var det acceptabelt. I dag blander man sig og siger fra. Det er dér, vi skal hen med partnervolden.”