For nogle måneder siden udgav forfatterne Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub Gennemblødt – En bog om menstruation. Menstruation er i mange tusind år blevet brugt til at holde kvinder uden for samfundet. Helt bogstaveligt. I nogle dele af Nepal og Indien bliver kvinder sat i små hytter uden for deres landsbyer, mens de menstruerer. Det er en markering af dem som klamme og urørlige. I Bibelen står der: "Når en kvinde har flåd, idet der flyder blod fra hendes blusel, da skal hendes urenhed vare syv dage. Enhver, der rører ved hende, skal være uren til aften." Og de fleste reklamer for bind og tamponer i dag handler stadig om at være clean and discreet. Jo færre der ved, at du har menstruation, jo bedre. De skulle nødig tænke dig uren.
I anledning af udgivelsen af bogen blev forfatterne fotograferet foran en rød væg, og Politiken smækkede et kæmpe brugt bind på forsiden af avisen (provo!).
Forfatternes budskab var ret simpelt: Vi skal kunne tale åbent om menstruation uden at skamme os over det. I alt for lang tid har menstruation for mange været forbundet med tabuisering og væmmelse ved egen og andres kroppe. Men når en stor del af verdens befolkning deler denne tvivlsomme glæde, burde det ikke være så skamfuldt, men noget, man kan tale om kulturelt og personligt. Hvis man altså vel at mærke har lyst.
Folk blev rasende. Menstruation er et ligegyldigt emne, og fokus på den er et tegn på, at feminismen for alvor er blevet overflødig, mente Pia Kjærsgaard (DF), som efterfølgende skrev et helt debatindlæg i Politiken om, hvor ligegyldigt det var. Menstruation er ikke tabu, og feministerne gør sig selv til ofre, skrev journalisten Leny Malacinski samme sted. I den digitale avis Zetland udlagde journalisten Lea Korsgaard, at "en progressiv, samfundsforandrende kraft (feminismen, red.) har reduceret sig selv til en klub for de selverklærede anderledes." At snakke om sin menstruation var at reducere sig selv til intet andet end menstruation. Debattøren Anne Sophia Hermansen var også i gang i Berlingske: "Hvor kvinder tidligere kæmpede for retten til et frit liv, kæmper nutidens feminister for retten til at få deres biologi og private kropsvæsker offentligt debatteret."
Kritikken gik altså ikke så meget på bogens indhold, men på, hvorvidt forfatternes opfattelse af menstruation som tabuiseret og debatrelevant var rigtig eller forkert. Dommen var hård og kontant: Mennesker, der går op i menstruation, skal tage sig sammen. Det er et uddebatteret og overflødigt emne, og enhver, der fokuserer på det, spilder alle andres tid med petitesser.
Reaktionen havde en meget effektiv konsekvens. Nemlig at få folk, der har et problematisk forhold til deres menstruation, til at føle sig som idioter og tie stille. Og det er en skam.
LÆS OGSÅ: "Jeg flyver rundt og har knap nok tid til at spise eller gå på toilettet"
Vi er forskellige
Forestil dig at komme fra et hårdt patriarkalsk miljø med religiøs eller kulturel kontrol. Eller måske være en kvinde, der arbejder i et mandsdomineret miljø – boreplatforme, militæret eller visse håndværksfag – hvor det at have stærke smerter virkelig er hæmmende, og hvor det kan være et reelt problem at skjule dem. Måske det kunne være rart at sige: "Jeg har menstruationssmerter," uden det var en big deal? Eller en transkønnet kvinde, der aldrig har menstrueret, men gerne vil vide mere om, hvad det indebærer. Kort sagt, at komme fra lidt andre kår end ressourcestærke, veluddannede kvinder fra den øvre middelklasse i Indre København.
Reaktionerne på menstruationsdiskussionen er et symptom på et større problem i den danske debat. For selv om noget ikke er et tabu eller et problem for alle, betyder det altså ikke, at det ikke er det for nogen. En af de – for mig – vigtigste lærdomme i feminismen er, at der ikke er noget, der hedder den universelle kvindelige erfaring, selv om det klart ville gøre verden nemmere at forstå. For at finde ud af, hvordan kvinder oplever livet, er vi nødt til at lytte til dem, hver og en. Og ikke bare til dem, der kommer til orde i spalterne.
LÆS OGSÅ: Kirsten Birgit: Fede mænd er de bedste elskere
Hold kæft-bolsje
Et andet eksempel på, at vi gør os til dommere over, hvad andre oplever som problemer, er de mange velmenende råd i blade og bøger til, hvordan man kan jonglere sit liv, være (ikke for!) tynd, undgå stress og andre fikse tips. Det, der sjældent snakkes om, er: Hvilken kvinde er teksten skrevet til? Har hun en fødselsdepression? En fast indkomst? Et rart sted at bo? Et barn med kolik? En partner? Hvad er præmisserne for de 'løsninger', der lægges frem? Hvor meget tid og hvor mange penge, ressourcer og overskud skal man have for at tage en times tid til sig selv hver dag, som et velmenende selvhjælpsråd kunne lyde?
"Tag dig sammen," er et af de kort, der hurtigst bliver smidt i den danske debat, hvis folk formaster sig til at sige, at noget er svært. Det er så ærgerligt, for det får en stor gruppe mennesker, der kunne bidrage med at nuancere debatten, til at holde kæft. Det skaber et miljø, hvor de 'normale', altså samfundets absolut stærkeste og heldigste, bliver prototype på og fællesnævner for 'den danske kvinde'. Folk, der kæmper med sig selv eller samfundet, fremstilles som svage, og til sidst bliver de usynlige. Hvis du ikke er glad, er det ikke omstændighedernes skyld. Det er din skyld, personligt.
Vi kender den alle sammen: "Jeg har lært, at jeg ikke behøver være perfekt, og nu er jeg så glad"-klummen/interviewet/essayet. En 'modig' person stiller sig frem og siger, at hun ikke længere tænker på, om hun er tyk, at hun ikke længere arbejder sig selv helt ned, men i stedet dedikerer sig til sine børn, at hun ikke længere 'behøver' shoppe, men finder livets indre glæder i stedet. Og alle de, der ikke lige er nået til det sted, hvor selvkærligheden hersker, skal nu ikke bare føle sig utilstrækkelige pga. deres krop, indkomst og tøj, men også over, at de ikke bare kan være glade og slippe presset. Hvis ikke du er glad, prøver du ikke hårdt nok. Smil, for helvede.
LÆS OGSÅ: Velvet Volume: "Det er kraftedeme ikke for sjov!"
Gør plads
Men bare fordi du kan, betyder det ikke nødvendigvis, at din medsøster også kan. Og det er ikke, fordi hun er svag eller ikke vil. Det er, fordi der i enhver livsfortælling er forskellige omstændigheder. Der er så smertefuldt mange elementer, som er uden for vores kontrol. Vi kan blive syge, negligeret i barndommen, diskrimineret, forladt, fyret, skadet, krænket, kørt ned. Ønsket om glæde og om at føle, at man er noget værd, er universelt menneskeligt. Men hvordan taler vi om dem, for hvem det ikke lykkes? Når den psykiske sygdom bliver for tung til, at man kan arbejde, når man bliver fyret og ikke længere kan forsørge sine børn. Når man væmmes over sin egen krop, fordi man ved, at andre væmmes over den også. Når man skammer sig over sit tøj, fordi man ved, at andre kan se, at man ikke har råd til nyt. Når man hader sin menstruation, fordi det er det klammeste i verden der, hvor man kommer fra. Kan man godt sige: "Der skete noget uretfærdigt, jeg er ikke glad, og jeg lærte ikke en skid"?
Det handler om empati og en politisk bevidsthed om, at vi alle har haft forskellige veje dertil, hvor vi er i dag. At give plads og sympati til mennesker, der fortæller om deres kampe, i stedet for at sige: "Det var aldrig et problem for mig, tag dig sammen," gør det lettere for os at forstå hinanden og løse vores fælles problemer og den individuelles. Det er o.k., hvis du ikke synes, at alt er pisse o.k. Det er faktisk den utilfredshed, der kan drive samfundet frem. For kun når vi lytter, kan vi finde frem til det universelt menneskelige.
LÆS OGSÅ: Så er den her! Se traileren 3. sæson af Skam
LÆS OGSÅ: 4 lydbøger til cykelturen
LÆS OGSÅ: Kvinder får magten på populær dating-app
