I nat har Anton, min hankat, vækket mig fire gange. Som en anden tenor har han siddet under mit soveværelsesvindue og mijavet af sine lungers fulde kraft, og hver gang har han flået mig ud af snart sagt alle stadier af søvnen. 

Når man ikke er spædbarnsmor mere, kan spørgsmålet godt snige sig ind på mig i nattens mørke: Hvorfor er det egentlig, at jeg sammen med et stigende antal danskere, vi er omkring 1 million familier, vælger at holde kæledyr? 

LÆS OGSÅ

"Jeg er en virkelig sød og sjov date, men hvorfor vil kvinderne ikke mere?"

En mandlig læser har skrevet til sexolog og parterapeut, Ditte Winkel for et godt råd, da hans dates aldrig udvikler sig til mere end et par møder.

Vi har mindre tid, de fleste af os bor i byer, det er upraktisk, krævende og rimer ikke så godt på et moderne liv at lufte hunden og have en natteravn til en kat. Jeg mener, det er jo ikke fordi, man automatisk flytter ud af byen, bare fordi man får sig en hund, der formentlig ville trives bedre med mere ro og natur? 

Jeg er med på, at der er forskellige hunderacer og dermed forskellige krav, men det er også sandt, at mange dyr, særligt hunde, lider under mange timers daglig ensomhed og manglende aktivering. 

Det samme kan siges om indemisser, som jeg har haft tidligere, men dårlig samvittighed over deres længselsfulde blikke ud ad ruderne gjorde jo ikke, at jeg flyttede fra lejligheden på 3. sal. 

Så altså i nat havde Anton lagt et begivenhedsrigt program, der gik noget ud over min nattesøvn. Jo tak, jeg har trænet med ham, og katteadfærdsdamen gav mig virkelig gode fif i min korte opdragelsesæra. 

Det tog mig tre vågne nætter at vænne ham af med at plage om at komme ud om natten, og godt en uge efter havde han glemt alt det, vi havde indøvet, og vanviddet startede forfra. Det faldt lidt uheldigt sammen med, at ungerne kom tilbage fra deres far. 

I al stilhed mistænker jeg Anton for at have luret min søns forvirring den første og sidste skiftedag og således tilgivet sig selv for at være en med-forvirret skilsmissekat, der grundet sine særlige vilkår altid må bede om fri natudgang. 

Det har helt klart aktiveret semisvære følelser i mig om min manglende evne ud i at løse et problem. Sagen er bare den, går det op for mig efter tre år med katten, at når han sidder ude foran vinduet og kalder, så bliver jeg altid oprigtigt glad for at se ham. 

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Selv om natten, selv tredje gang, han vil ligge tæt, aes, kysses og spinde. Ja, også når han midt om natten vil drikke rindende vand fra vandhanen, og jeg skal med ud på badeværelset og vente i 100 år. For han kan naturligvis hverken tænde eller slukke vandet. Bare drikke det, og han var i øvrigt ganske tørstig i nat. 

Andre nætter er han ude hele natten, men i alle tilfælde, både når det er let og bøvlet, ville jeg ikke være foruden ham. Faktum er, at kæledyr aktiverer en ubetinget, dyb og ganske ufornuftig kærlighed i mange af os. 

Måske er de her for at give os den hengivenhed. Måske er deres rolle også at lære os at give den samme hengivenhed tilbage. Måske er det netop vigtigt i de her krævende, moderne tider, at vi mærker denne ubetingethed. Noget, der ikke vurderer eller dømmer os for vores fejl.

Klart pisseirriterende, men som hele tiden minder os om, at alt liv i bund og grund handler om vores evne til at elske. Ikke kun det lette, men hele livet med alt dets bøvl og ballade.

Klummeskribent Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.