Anja Tønning
SPONSORERET indhold

Drop kritikken af sociale medier - og brug dem bedre

De sociale medier er kommet for at blive, så vi kan ligeså godt tage dem til os på en positiv måde, siger den digitale klummeskribent.

Af:: Anja Tønning
15. aug. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg oplever oftere og oftere at befinde mig i diskussioner om, hvor irrelevante, uinteressante og "usunde" sociale medier er for os og vores børn.

Og undskyld mig - men jeg er sgu snart lidt træt af at høre “Jeg kan ikke se, hvad jeg skal bruge det til” - oftest efterfulgt af noget med “det er en tidsrøver”, “det tager fokus fra det virkelige liv” eller “det er noget, vi bliver dummere af”. Nej. Helt ærligt - vi må lige komme ind i kampen her.

Selvfølgelig er jeg farvet, fordi jeg arbejder professionelt med sociale medier. Og fordi jeg selv er ivrig bruger af både Facebook, Instagram og Twitter.

Facebook kan ikke ignoreres væk
Jeg plejer at sige til folk, at vi ikke kan ignorere sociale medier væk. Vi kan ikke ignorere Facebook væk - fordi Facebook er verdens største medieplatform. Nogensinde. Aldrig har så mange mennesker i hele verden kommunikeret på samme platform.

Der er ikke noget mystisk og magisk over sociale medier. Det er helt simpelt en naturlig forlængelse af den måde, vi kommunikerer som mennesker. Derfor er de også blevet så populære. Og vi kan ikke ignorere sociale medier væk, fordi de er integreret i alt i dag.

Vi skal sætte det gode eksempel for vores børn
Min pointe her er, at vi gør os selv og vores børn en bjørnetjeneste ved ikke at vide, hvad der foregår. Vi er nødt til at lære vores børn, hvordan de skal navigere i det nutidige og kommende medielandskab.

Det er da bedre, at jeg kan vise min søn, hvordan man begærder sig på Facebook, end at han bare skal prøve sig frem, fordi jeg har valgt at ignorere verdens største trend - ganske enkelt fordi jeg ikke vil tage stilling til det.

Jeg siger ikke, at vi behøver at være tilstede alle steder. Men de sociale mekanismer, som underforstået er på spil på diverse sociale medier, er vi nødt til at forstå.

Gode råd til en meningsfuld tilstedeværelse på sociale medier
Og hvis du nu stadig tænker - “Jeg synes, sociale medier er spild af min tid”, så er der altså flere ting, du aktivt kan gøre for at kontrollere din dyrebare tid med de her medier og få mere værdi ud af dem.

Teknologien hjælper, og du kan selv gøre flere ting for at få det bedste ud af f.eks. Facebook.

●     Sorter i dine venner - hvis nogle af dine “venner” er uinteressante, skriver for meget om deres udstillingskat eller ekskæreste - så blokér deres indhold. Det kan de ikke se, at du har gjort. Du behøver altså ikke slette dem som venner, du kan blot sørge for, at du ikke kan se, hvad de skriver.

●     Følg sider med dine interesser - du har nok nogle interesser i det virkelige liv - madlavning, lystfiskeri, tegneserier osv. Der findes rigtig mange gode, interessante virksomhedssider på Facebook, som giver nyheder om specifikke interesser. Brug Google til at søge efter dine interesser. Jeg følger selv mange af nyhedstjenesterne - f.eks. Politiken og selvfølgelig ALT for damerne på Facebook - på den måde, får jeg hver dag - for mig - interessante nyheder.

●     Vær passiv bruger - du behøver ikke lægge billeder af dine børn, din hund og din aftensmad på Facebook hver dag. Eller nogensinde. Mange brugere på sociale medier er passive, og kigger blot nyheder om venner og interesser. Hvis du vil udtale dig om Facebook - så skal du vide, hvad det er. Og det kan du finde ud af ved at være en såkaldt “lurer”.

●     Der er ingen forpligtelser - Du behøver ikke føle dig forpligtet til at kommentere på statusopdateringer fra din mands fætters depressive kone “som i dag har det lidt bedre”. Faktisk er der ingen, der opdager, hvis lige præcis du ikke har “liket”.

●     Privatindstillinger - du kan selv styre dine privatindstillinger på Facebook meget nuanceret - og det er endda rimelig nemt at overskue. Prøv selv at klikke dig frem. I min tidligere klumme, Sociale medier: Hvor går grænsen, kan du også få gode råd til at styre dit indhold.

●     Kontroller dine notifikationer - du behøver ikke modtage en mail eller et bib hver gang der sker noget på Facebook. Det kan du også selv kontrollere. Du kan faktisk vælge, at du ikke vil modtage noget som helst.

●     “Forstyr ikke” - er verdens bedste tip, når du er smartphone-bruger: Sæt din telefon til automatisk at gå på “forstyr ikke” (findes i indstillinger på iPhone f.eks.) hver aften. Min står til kl. 22.00 - 7.00 hver dag. Det betyder, at hverken sms’er, opkald eller push-beskeder fra diverse sociale medier vises. Jeg skal aktivt klikke på telefonen for at se dem og bliver altså ikke forstyrret af bib-lyde eller vibrator.

Min påstand er altså, at hvis du gør det interessant for dig selv, får du også værdi ud af det.

Jeg vil altså så gerne have fokus på det positive aspekt omkring sociale medier. Vi kan ikke bare sidde og være negative og tale om de skadelige virkninger - for sociale medier er kommet for at blive! Og så må vi simpelthen lære at bruge dem, så de giver mening.

Hvis du stadig sidder med tanken - “hvorfor skal jeg være på sociale medier, når jeg ikke kan se, det giver mening for mig” - så kan jeg ikke gøre mere lige nu. Jeg tror dog, at du alligevel kommer til det i en eller anden form.

LÆS OGSÅ: Sådan får du en succesfuld blog