Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Iben Hjejle
Foto: Christian Bang

Interview med Iben Hjejle

Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

Hun kan lave rødgrød fra bunden, sparer op til sin pension og går ikke så højt op i at være tynd og perfekt. Og så er Iben Hjejle lige flyttet hjem til det kvarter, hun er vokset op i – sammen med den mest betagende mand, hun nogensinde har mødt. Her viser hun rundt i scenerne i sit liv.

Kartoffelrækkerne, Østerbro i København Sommer 2016
I vinter rykkede Iben Hjejle ind i et af rækkehusene i de mondæne Kartoffelrækker på Østerbro i København. Cirka 35 år efter sidste gang, hun boede her. Ringen er sluttet.

My hood kalder hun det, for det var her, det hele startede i 1971, hvor Iben Hjejle kom til verden som det kærlige produkt af folkeskolelærer Christian Hjejle og gymnasielærer Line Jensen.

– Jeg er født herovre i Skovgaardsgade, fortæller hun og ­peger tværs over Øster Farimagsgade fra cafeen Hønen & Ægget, hvor hun netop har fået serveret sin eggs benedict med rabarbersaft til.

– Mine forældre og jeg boede i en underetage på størrelse med det her bord. Dengang var der mange arbejderfamilier i kvarteret. Typisk en familie på hver etage, og rigtig meget hang i laser. Det var ikke en skid mondænt.

Men nu er Iben så flyttet tilbage til en af rækkerne med sin kæreste, filminstruktøren Ulrik Wivel, som hun har dannet par med siden 2014.

– Det er helt skørt, hvordan kvarteret har ændret sig. Folk ­kører deres Landrovers og kæmpe Audier op i de smalle gader – siger jeg, der kører BMW, men det er trods alt en personbil, ikke en bus. Enorme biler fulde af børn og hunde og grillbriketter og rødvin.

LÆS OGSÅ: Natalie Madueño: “Man er født som man er, og hvis folk synes man har en grim næse, så synes de det”

Ulrik Wivel er også fra "rækkerne", så de var bekendt med, hvem hinanden var.

– Men åbenbart var det først nu, vi var klar til det. Og for mig er det en sjov og lidt dobbelt måde at lande på – også oven på de fem og et halvt år, jeg har tilbragt on/off i Aarhus med at optage tv-serien "Dicte". Det er først nu, jeg rigtigt flytter ind.

Inden da boede Iben et par år på Frederiksberg med sin far og sønnen William. Det var ikke noget, der som sådan var aftalt. Men i virkeligheden er det noget, der er en sjov tradition for i hendes familie..

Da min mormor flyttede ind, Søborg, midt-80'erne
I midten af 1980'erne flyttede Ibens mormor nemlig ind i det hus, hvor Iben boede med sin mor og stedfar. Forældrene var blevet skilt fire-fem år forinden. Og da morfaren døde i 1984, kunne Ibens mor slet ikke bære tanken om, at hendes gamle mor skulle lades i stikken. Derfor købte de øverste etage af huset til den aldrende dame.

– Min mormor og morfar var nogle rigtig gamle pipfugle, der havde været sammen, siden de var 19 år, og da han døde som 81-årig, brændte min mormor helt sammen. Det var startskuddet til senilitet og alderdom og svækkelse. Så i bedste frilandsmuseumsstil indrettede vi en total kopi af de vigtigste rum i hendes gamle hus, så hun følte sig hjemme.

Og sådan boede de så, indtil mormoren døde i 1992.

– Siden dengang har jeg trivedes storartet med senil-demente mennesker. Det allervigtigste er, at man aldrig påpeger, at de tager fejl eller er for gamle og på den måde gør dem kede af det. Man skal bare køre med, og så skal man huske at kramme.

– Oline kaldte min mormor mig. "Det hedder jeg simpelthen ikke" – "Hvad hedder du så?" – "Ja, det kan du prøve at gætte!" – "Uh, skal du være fræk!..." – "Det er da nemt at være fræk over for dig, når du ikke aner, hvem jeg er", sagde jeg. "Så tror jeg, du er Iben, når du er så fræk".

– Det var bestemt både godt og sundt for mig at opleve det der gamle liv. Jeg har også mødt familier, hvor de yngre generationer bliver rædselsslagne over, at den gamle mister sig selv. I stedet for at sige: "Nå, nu afvikler vi", så fokuserer de på, at den gamle ikke må glemme, hvad de hedder. Bare stryg med og hjælp dem med at huske det, de var gode til: "Du elskede Eggs Benedict?" – "Gjorde jeg det?" – "Ja, og du var god til at lave det." – "Var jeg det??" – "Ja, det var du!".

– Det har givet mig en enorm respekt for alderdom og for, hvor stor betydning det har at have nogen omkring sig, som vælger en til. Noget af det ­sørgeligste, jeg ved, er plejehjem, hvor folk bare bliver parkeret. Jeg kan love dig for, at jeg sikrer mig økonomisk, for jeg kan da være rædselsslagen for at blive gammel i det her land. Jeg er ikke som sådan bange for at blive gammel eller syg – man skal bare kunne betale for det. Åbenbart. Kan du høre den ræverøde socialist, jeg er opdraget som?

Iben Hjejle griner.

− Hvis man skal have nogen indflydelse på, hvad der skal ske med en i sidste ende, så er man nødt til at bamse den op nu. Det er dæleme bare ikke alle, der har den mulighed. Jeg er da en privilegeret form for gøgler, at jeg har fået lov til at tjene den slags penge, jeg har.

Da jeg lærte at holde hus, Ballerup, 70'erne 
Ibens bedsteforældre var med hendes egne ord "vidunderlige proletarer". Morfaren havde ingen fuld pakke, hvad angår skolegang, men klarede sig fint med egen skomagerbutik i Ballerup.

– Jeg er kæmpestolt over mine rødder. Min egen generation er da røvforkælet.

− Min mormor og morfar var et meget­oldschool-ægtepar. Min mormor kunne stå med ­korslagte arme lige uden for havelågen over for naboen – men ellers gik hun ikke ud. Man hentede hende i en bil, og så havde hun fint tøj på og kom med til fødselsdag. Min morfar var den, der havde alt det udadvendte. Kørte op og handlede og tog sig af alt lige fra skattebilletten til klasselotteriet og bestilling af mad hos Dansk Fryse Økonomi (postordrefirma, der leverede frysevarer via et månedligt bestillingskatalog, red.). Så det smuldrede fuldstændig for hende, da han døde. "Nu er far bare skredet," sagde hun. Hun var gal på ham – hun syntes simpelthen, at hun blev ladt i stikken.

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

– Mine bedsteforældre var indbegrebet af mindful living. Det var sateme ikke noget, de havde lært fra en app. De blev så gamle på grund af ­rutiner. De var gamle landarbejdere. Så det var op klokken fem, sort kaffe, blødt brød. Hvis vi børnebørn var der, listede de rundt til klokken ni og lavede så morgenmad til os. Klokken 12, varm mad – rester fra dagen før. Aftensmad klokken 17.30 – medisterpølse, karbonader, flæskesteg og gulerødder "boiled to fuck", som min irske ven siger...

– Jeg har været med til at slynge honning og til at stryge på det lille strygebræt og med strygetørklæde om hovedet. Jeg kan lave rødgrød fra bunden, hvis jeg lige tænker mig lidt om. Jeg ved, at hvis skærebrættet lugter af løg, så ­tager du en halv citron og dypper den i salt og ­skurer det med den. Jeg kan holde hus. Det har min mormor lært mig, og det gør mig stolt.

– Jeg er grænsende til OCD-agtig. Jeg kan næsten ikke løse en opgave, før alle teskeerne ligger med hovedet i den rigtige ende af skuffen. Det er klart noget, der rører på sig, når jeg har været stresset og glemt at være tilpas mindful. Men jeg kan mærke, at det har givet mig et solidt fundament og en forståelse for, hvad der er nødvendigt. Måske er det ikke nødvendigt for mig at bo dyrt og med biler og det hele – jeg kan godt ­lide det, men det er ikke afgørende. Det afgørende er, hvordan vi er med hinanden, og hvor lidt tid vi i virkeligheden har her.

Da jeg fik et nervesammenbrud, Gothersgade, København – 2013 
Som 26-årig mistede Iben sin mor. Hun døde af brystkræft kort tid efter, at Iben havde bragt sit eneste barn, sønnen William, til verden.

– Det relaterer meget fint til den karakter, jeg spiller i "Dicte" – at jeg fik et barn, og så mistede jeg min mor. Det var meget voldsomt. Jeg forsøger stadig at bearbejde det og forstå, hvad der skete. Det ødelagde helt klart ægteskabet med min søns far, at jeg var så fortvivlet og formørket og traf nogle underlige valg. Heldigvis har jeg altid – synes jeg selv – været en skidegod forælder, men det havde store konsekvenser for mig personligt, at jeg forsøgte at holde det væk fra mig selv. Min lillesøster var kun 12 år, da det skete, og der var lige kommet babyer til familien, som skulle passes, og man måtte for Guds skyld ikke have ondt af sig selv. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg kom til at holde vejret i fem år. Og så brød jeg sammen og fik et nervesammenbrud, som jeg bedst kan lide at kalde det. Jeg synes, det lyder så flot og meget mere Maude-agtigt end depression eller livskrise.

Helt fysisk kollapsede Iben på gulvet i den lejlighed, hun lige var kommet på plads i oven på skilsmissen med eksmanden. Pludselig en dag sortnede det hele, væggene klappede ned om ørene på hende og sendte hende i gulvet, hvor hun kun lige akkurat kunne gribe ud efter telefonen og ringe til sin stedfar.

– Han sagde med det samme, at det havde de da allesammen ventet på i en rum tid. Det samme sagde begge mine bedste veninder: "Nå, så ­skete det endelig. Vi er løbet efter dig med et rødt flag, og du har intet set." Jeg var blevet skilt fra min søns far og var lige landet i min nye lejlighed i Gothersgade. Alle reolerne var hængt op, bøgerne sat på plads, det var nemt at få en børnehaveplads, og jeg havde fået et nyt, fint job... KNALD, sagde det så. Bum Kalle, så lå jeg der.

– Derfra gik jeg i terapi hos den samme vidunderlige dame de næste mange år. Det var en kæmpe proces. Og når man først én gang har været i gang med den store gravko og gjort det der gigantiske oprydningsarbejde, så ved man godt, at tingene hober sig op, men det bliver også nemmere at se spindelvævene. Jeg har helt klart lært mit eget reaktionsmønster bedre at kende, træde væk fra det, der ikke er mit og fintune mit sorteringsapparat. Det handler om at navigere i, hvad der giver mig energi og vilje og lyst, og hvad der løfter mig.

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen: Showman med defekte fødder

– Min søn er blevet voksen, og jeg er i et nyt parforhold, så for tiden går jeg igen hos en psykolog, for det er en stor proces med de forskellige skift i livet. Jeg kan anbefale det på det varmeste – også selvom der ikke er noget akut. Det er bare rart at tale med en uvildig. Man har måske en tendens til at filtrere sig selv i alle døgnets timer – undtagen når man sidder med en psykolog og indrømmer, at man kan være møgjaloux eller forsmået. Hvor man kan få luft for alle de forbudte følelser og tillader sig selv at være lille og dum og nærig. Det er jo præcis de følelser, man kan få lov at blotte over for sin mor. Hun siger bare: "Ja, skal du have noget mere te? Vil du ikke have dynen lidt omkring dig?" Så for mig er det at gå til psykolog blevet et sted, hvor nogen tager sig omsorgsfuldt af mig.

Da jeg mødte Ulrik, En bar i indre København, 2014 
Faktisk var Iben på vej hjem fra en festlig aften i byen med veninderne, da Ulrik Wivel, som hun har kendt det meste af sit liv – på et "samme-omgangskreds-plan" – pludselig dukkede op.

– Og så tror jeg, vi snakkede i et helt døgn. Og mødtes igen næste dag. Og ja, så har vi "fakkers talt" været kærester siden. Jeg føler mig utrolig heldig. Ulrik er et fantastisk menneske. Det sker jo ultrasjældent, at man har en sjæl til fælles. Jeg har det også med nogle af mine ældste og mest betroede venner. Jeg synes, jeg kender hans sjæl og det, han kommer fra og gerne vil hen imod. Og så synes jeg, han er den mest betagende mandsperson, jeg har mødt.

Ulrik Wivel er tidligere balletdanser fra Det Kongelige Teater – fra tiden med Alexander Kølpin og Nikolaj Hübbe – og har lavet film de sidste godt tyve år, fordi en række skader satte en stopper for balletkarrieren.

– Indimellem kan han, i stramme cowboybukser med en dåseøl i den ene hånd og en cigaret i den anden, kaste sig ud i spontan og vildt graciøs dans. Åh, det er bare så pænt. Min farmor syntes også, jeg skulle have gået på Balletskolen. Da jeg sagde det, var de drenge bare ved at dø af grin! Det er ret vildt at opleve, hvordan de stadig bare er én kæmpe familie, når de kommer ind på teatret. Og hvor knyttede de er til hinanden. Så kan vi andre stå der og føle os som små, hjulbenede trolde – "nå, men så står jeg bare herovre lidt og suger maven ind i min teltkjole..."

– Vi er enormt forskellige, og samtidig har vi en stor gensidig forståelse og respekt for hinanden. Han får hele tiden ideer og er enormt ­fokuseret, når de opstår – flyver hen til computeren og skriver. "Vil du have kaffe?", tilbyder jeg. Intet svar. Ti minutter efter siger han ja tak. Det beundrer jeg. Jeg kan godt være lidt fem-minutter-i-ADHD. Blablablabla... Og så kan jeg godt se på ham, at han tænker: "Er der mere inden i den tube? Tier den ikke snart stille?" Jeg får tit snakuenza, og han er sindssygt god til at lytte og mærke folk.

Alt i alt er Iben Hjejle rigtig godt tilfreds med der, hvor hun er lige nu og her, siger hun. Faktisk synes hun, hun har god grund til at rose sig selv for at blive voksen.

– Jeg synes simpelthen, det er så klædeligt at blive ældre og voksen. Man bliver meget mindre hys og mere venlig over for sig selv og andre. Jeg kender mine begrænsninger. Jeg gider for eksempel ikke træne hårdt længere. Jeg gider ikke være tynd eller kæmpe for at være perfekt. Selvfølgelig vil jeg gerne have mit pæne, smarte tøj på, som jeg betaler for i dyre domme, for jeg er forfængelig. Men se nu de tøser der, siger hun og nikker i retning af en gruppe unge piger, som netop er kommet ind på cafeen.

– Det er dem nu, det er ikke mit job længere.

– Jeg har alle knapperne, og jeg ved, hvordan jeg skal justere på alting for at komme i vater. Det handler om at nå til det punkt, hvor man synes, det er dejligt at sidde på en restaurant og lure på alle de unge og smukke, som bare skal kaste med håret for at se vidunderlige ud. Jeg kan simpelthen så godt lide at være det sted, hvor jeg ikke er bange for, om jeg slår til med min krop eller mit udseende generelt eller frygte, om det, jeg ­siger, fremstår decideret ucharmerende. Jeg er ligeglad. Jeg synes, jeg er rigtig voksen nu. Jeg er egentlig klar til at være den, der stryger og viser, hvordan man laver rødgrød. 

Iben Hjejle om...
Skilsmisse
– Mine forældre blev skilt, da jeg var 10 år. Heldigvis gjorde de sig sindssygt umage med at vise mig, at det var okay. Det har sikkert hjulpet mig senere i livet, for – ja, det er jo ikke et skill, man er specielt glad for i sit liv – men jeg synes faktisk, at jeg har klaret mine skilsmisser ret godt. Hvis jeg virkelig skal give mig selv en dum superheltekraft, så er det den: Jeg er rigtig god til at blive skilt. Det gælder om at skåne børnene, ikke at være urimelige i bodelinger og behandle den kærlighed, man har haft, med respekt. Det er de færreste i vores tid – desværre – som kan tilbyde deres børn en oplevelse af, at deres forældre altid er sammen, men jeg synes sgu også, at vi efterhånden er mange, der har været rigtig gode til at tilbyde dem noget andet i kraft af en stor, udstrakt familie.

Ægteskab
– Jeg har kun været lovformeligt gift én gang – med min søns far – og det, tror jeg sgu egentlig, er meget passende. Det er ikke afgørende for mig at være gift. Hvis Ulrik friede, ville jeg sige ja. Men det er ikke en kæmpe deal-breaker. Og hvis man som kvinde vil fries til, skal man altså ud med sproget. Som min vidunderlige kollega Ellen Hillingsø sagde det så fint engang: "Nu må kvinder holde op med at tro, at mænd kan spå eller læse tanker". Vil du fries til, så sig det!

LÆS OGSÅ: Powerparret Christian Stadil og Alice Brunsø: ”Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer”

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster

LÆS OGSÅ: Jesper Vollmer: “Jeg skal til at acceptere den nye Jesper”

 

Iben Hjejle, 45

Skuespiller. Uddannet fra Statens Teaterskole i København 1996.

Fik sit store gennembrud med Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm "Mifunes sidste sang" (1999), som landede en rolle i Stephen Frears comedy-drama "High Fidelity" (2000), hvor hun spillede over for John Cusack. Herefter har hun medvirket i en lang række ­andre spillefilm.

På tv har hun bl.a. medvirket i "Langt fra Las Vegas", "Klovn" og "Dicte", hvor hun lige nu er aktuel med tredje sæson (TV2).

Bor i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København med sin kæreste, filminstruktør Ulrik Wivel og sin 18-årige søn, William, som hun har fra ægteskabet med musikeren Emil de Waal. Ulrik har desuden en 9-årig datter, Ingrid, fra et tidligere forhold.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skilsmisse og Interview