"Hvor er det trist, at selv 2. klasses-piger vælger at tage brusekjoler på i svømmehallen"

I svømmehallen er alle ens. Eller nærmere: alle er forskellige, og i kraft af det er alle ligestillede. Her er gamle kroppe, gravide kroppe, anoreksiramte kroppe, stærke kroppe, spinkle kroppe. Intet sted er en afklædt krop så aseksuel som i svømmehallen, og intet sted ser man en bredere repræsentation af begrebet krop. Der findes altså stadig lommer i det offentlige rum, hvor vi agerer uden undertoner, hvor kroppen er noget, vi bevæger os med, et sted, hvor vi er sendt tilbage til vores oprindelige fosterstadietilstand: en organisme i vand. Halleluja for det.

Forleden stod jeg i brusebadet efter svømning og fik øje på en kurv med det, der hedder brusekjoler. Det er til folk, der gerne vil skjule dele af deres krop, mens de vasker sig før og efter svømning. Min umiddelbare reaktion var, at det var en smart ide, en måde at respektere blufærdighed og/eller religion og samtidig sikre et højt hygiejne-niveau.

Men da en gæv svømmelærer kom ind med sin flok af 2.-3. klasses-piger, som tog brusekjoler på, og for hvem hun holdt håndklæder op foran, når de stod i badet, for at skjule ekstra meget (sikkert på opfordring af pigerne selv), blev jeg i tvivl. Absolut en dejlig dame med forståelse og respekt for sine elever, men jeg tænker på, om hun i virkeligheden gør dem en bjørnetjeneste. For hvad er det egentlig, hun indirekte fortæller sine elever ved at bakke dem op i deres ønske om at skjule sig?

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: "Jeg bliver altid utrolig overrasket over, hvilken effekt et kirkerum har på sjælen"

Man får ikke i tide rettet den misforståelse, som enten beror på at: 1) deres kroppe er værd at skamme sig over eller 2) at deres krop har en seksuel udstråling. At tilbyde brusekjoler eller holde et håndklæde oppe foran eleverne er at forstærke denne opfattelse. Og der er det, jeg mener, at hvis en eller begge forståelser af små børnekroppe gør sig gældende, er det ved Gud det hoved, der tænker tanken, som der er noget galt med. Det er de øjne, der ser en 9-årig piges krop ud fra enten et seksuelt motiv eller en skønhedsvurdering, som skal begrænses. Det må og skal ikke være kroppene. Og det udtryk for hensyn, som det er at hjælpe pigerne med at skjule sig, er for mig at se udtryk for en klassisk bjørnetjeneste, og i virkeligheden er det en pædagogisk eller ledelsesmæssig ansvarsfralæggelse. Man fralægger sig ansvaret for, at vi i samfundet med tiden får skabt et nuanceret kropsideal, ansvaret for den fortsatte kamp for generel ligestilling og ansvaret for at værne om børns ret til at besidde en aseksuel krop.

Og så er der en anden ting, vi skal huske: handling skal ikke kun være et udtryk for, hvordan vi har det. Det skal også gå den anden vej rundt, forstået på den måde, at vi også, via vores handlen, kan påvirke den måde, vi har det på. Hvis man altid kun handler ud fra, hvordan man har det, udvikler man sig ikke. Og på netop det punkt, hvad angår seksualisering eller udskamning af kroppe, skal vi fortsat udvikle os. Det er simpelthen en helt basal nødvendighed, inden for mental og kropslig sundhed samt inden for ligestilling af alle køn til alle tider. Vi er nødt til at handle ud fra, hvordan vi ønsker os, at tingene skal være, og ikke kun handle på baggrund af, hvordan vi allerede har det. Så selvom vi har lyst til at skjule os, skal vi lade være. Med den beslutning, at turde være nøgen, befrier vi vores kroppe fra skam og seksualisering. Både på individ- og samfundsplan. Vi skal insistere på den nøgne krops ret. Og det er alles ansvar.