
Flensborg er meget mere end grænsehandel: Her er insiderens bedste tips til byen
For mange jyder er Flensborg bare en by, man kører til for at få billige øl og sodavand med hjem. Men hvis du spørger Emilie Sørensen, der bor i byen, er det godt givet ud at parkere bilen og slentre langs de hyggelige gader.
Det var arbejdet, der trak Emilie Sørensen til Flensborg for tre år siden, men det er kærligheden til byen, der har fået hende til at blive.
Hvorfor har du forelsket dig i Flensborg?
"Jeg har boet både i Aarhus, Randers og Aalborg, og Flensborg er på en eller anden måde en lille storby. Man kan altid gå ud at spise, og man kan altid sætte sig og drikke et glas vin. Der sker hele tiden noget i Flensborg, og der er hele tiden gang i byen på en eller anden måde."
"Samtidig er der også strande, skove og natur, hvor man kan trække vejret. Der er jo ikke så mange strande i Tyskland, så her i Flensborg bruger mange strandene. Og om vinteren er der nærmest julemarked i hele byen."
"Fordi Flensborg ligger så tæt på Danmark, taler de dansk mange steder, og på flere restauranter kan man også få et menukort på dansk. Der er danske stemmer overalt, så man føler sig nemt hjemme hernede blandt danske bagerier, danske biblioteker og en masse andre danske kulturtilbud."
"Selv om Flensborg ligger i udlandet, føler man sig tryg hernede. Vi bor jo et sted, hvor mange mennesker holder ferie, og det smitter af på byens hastighed."
Hvad er dit yndlingssted i hele byen?
"Det er havnen. Det er virkelig det skønneste sted – specielt om sommeren, hvor der er masser af liv blandt turister og glade mennesker, der slentrer langs promenaden eller sidder og nyder udsigten."

"Havnen byder på en masse caféer og barer, hvor folk sidder
og hygger sig, og om sommeren er der open air-koncerter dernede.
Flensborg er jo en gammel romby, så der er også rom-events dernede,
hvor der kommer gamle rom-skibe til byen."
Hvor får jeg den bedste middag i Flensborg?
"På Hansens Brauerei får man en rigtig wienerschnitzel med brasede kartofler, og så kan man bestille en meter øl, hvor man får 10 øl serveret på et træbræt. Det er ret sjovt, og øllene brygger de selv i de flotte kobberfarvede gæringstanke – og de smager godt. Her får du også menukortene på dansk."
Hvor kan jeg drikke et godt glas vin?
"Weinstube im Krusehof er et must, hvis du skal drikke et glas vin eller to. Du kan sidde ude i en af de gamle købmandsgårde under et halvtag, og det er virkelig hyggeligt. Det er tyske priser, så det er billigt i forhold til, hvad vi kender i Danmark, og så fylder de virkelig glassene op."
"Man føler, at man får noget for sine penge på Weinstube im Krusehof. Det ligger i gaden Rote Strasse, som man også bliver nødt til at besøge, hvis man er i Flensborg. Rote Strasse er en af de fineste gader i Flensborg efter min mening. Der er gamle købmandsgårde, hvor man kan gå på opdagelse, og forskellige butikker med glashåndværk og kunst."
"Porticus er også et besøg værd. Det er den ældste knejpe i Flensborg. En knejpe er en slags værtshus, og Porticus hører til i en smuk bygning fra 1740."

Er der en gågade, man kan besøge i byen?
"Grosse Strasse er Flensborgs gågade. Her kan man gå op ad en
lille sti, og så lander man på Nordergraben. Her bor Danmarks 2.
ældste repræsentation i Udenrigstjenesten – Det kongelige danske
Generalkonsulat. Det er her, jeg arbejder i den flotteste bygning fra
1884, som virkelig er et kig værd."
Hvor finder jeg den bedste kop kaffe i byen?
"Den får du på Plan B. Den ligger lige ved siden af en
gade, der hedder Oluf-Samson-Gang, og det er nok den
gade i Flensborg, der har flest hashtags på Instagram.
Det er så fin en lille gade med gamle byhuse og de
flotteste døre. Her skal man gå en tur og bare nyde byen."

Hvilken rute skal jeg tage på min gåtur?
"Hvis du går fra midtbyen langs havnen og gennem skoven til stranden Ostseebad og Wassersleben, så får du en virkelig fin tur. Hvis du er i shoppehumør, skal du starte ved Südermarkt, hvor der også er marked hver lørdag formiddag. Her skal du have kontanter med, hvis du vil købe noget i boderne."
"Fra Südermarkt skal du gå gennem
gågaden ned til Nørreport, som hedder Nordertor på tysk.
På den måde kommer du forbi stort set alle butikker
i Flensborg midtby."
Hvor skal jeg se kunst?
"Museumsberg er et stort kunstmuseum med skiftende udstillinger i den ene del, mens den anden del rummer en del
statshistorie. Der er både gammelt og nyt, og man kan nemt
bruge to-tre timer derinde. Hvis man interesserer sig for
den dansk-tyske historie, er der også meget at komme efter. Der hænger for eksempel et stemmehoved fra dengang,
man skulle stemme, om Flensborg skulle være dansk eller
tysk."
Hvor kan jeg danse?
"I Flensborg danser man nede ved havnen. Der er et sted,
der hedder Klähblatt. Det er et irsk sted, men det er der,
hvor folk i Flensborg tager hen for at danse. Det er meget
sjovt, for i Danmark skal man jo gå op til baren for at
bestille drikkevarer. På Klähblatt går de rundt mellem
bordene for at tage din ordre."

Hvad er din bedste kulturoplevelse i Flensborg?
"Det er virkelig bare helhedsindtrykket af byen. Der er rigtig meget historie i Flensborg, og den kan man suge ind ved bare at gå rundt i byen. Der er mange flotte, gamle bygninger, som er smukke at gå og kigge på."
"De fleste byer i Nordtyskland blev desværre bombet under 2. Verdenskrig, men her var Flensborg heldig at slippe, og det viser sig i byen med de mange gamle bygninger. Det er en oplevelse i sig selv bare at gå en tur i bymidten."