Silja Schandorff: ”Det var en lettelse at holde op med at danse”

Vendepunkt
Jeg holdt op med at danse fra den ene dag til den anden. Alle havde sagt til mig, at det ville kroppen slet ikke kunne tåle. Men det gjorde jeg så alligevel. Og det gik meget godt, jeg havde det fint i min krop. Kort efter tog jeg med en veninde til Indien og Thailand og holdt ferie. Jeg havde altid gerne villet se Taj Mahal, og i Thailand var vi på et dejligt rekreationssted, hvor vi bare slappede af og nød det. Sådan havde jeg ikke holdt ferie før. Specielt i slutningen af ens karriere er det begrænset, hvor lang tid man kan holde fri, for man skal holde "maskinen" i gang. Det tager et fingerknips at komme ud af form, og så tager det rigtig lang tid at komme i form igen. Så jeg holdt maks. 14 dage om sommeren, hvor jeg ikke lavede noget.

LÆS OGSÅ: Cecilie Lassen: Han byggede mig op, og så slog han mig ned

– Mentalt var det en lettelse at holde op med at danse. Jeg stod på scenen efter den sidste forestilling og tænkte, nå, nu forventer alle, at jeg fælder en tåre eller er lidt nostalgisk, men jeg stod bare med et stort smil på. Nikolaj Hübbe havde været med til at fastsætte datoen for min afskedsforestilling – jeg ønskede faktisk ikke nogen afskedsforestilling, det er ikke lige mig at være sådan i fokus, men det var jeg nødt til. Og da datoen var fastlagt, kunne jeg næsten ikke vente, det skulle bare overstås.

– Tidligere i min karriere havde jeg tænkt, at jeg nok skulle lave nogle karakterroller, når jeg stoppede som 40-årig, men da jeg nærmede mig min pensionsalder, havde jeg mindre og mindre lyst til det. Jeg syntes, at det havde drejet sig nok om mig. Når man er danser, er man så fokuseret hele tiden på sig selv. På sin krop, sin måde at arbejde på, på de roller, man skal danse, og på de partnere, man skal danse med.

– Man skal levere det bedste hele tiden. Der er prøver, forestillinger, og man skal også nå at sy sine tåspidssko. Og hvis man har nogle skavanker i kroppen, skal man sørge for, at der bliver taget hånd om dem. Der er mange ting, der skal planlægges, og det er hele tiden rundt om en selv, for det er jo det instrument, man har. Man kan ikke tage violinen og lægge den væk og sige nå, nu øver jeg videre i morgen. Kroppen er ens instrument, og den skal passes og plejes. Så det var rart at flytte fokus. Virkelig.

– Jeg havde troet, at jeg ville få sådan en tomhedsfornemmelse, når jeg holdt op med at danse, og det havde jeg prøvet at forberede mig selv på. Jeg gik og ventede på, at det ville ske, men tomhedsfølelsen kom simpelthen aldrig.

Udgangspunkt 
Som seksårig blev jeg optaget på balletskolen, og fra da af kom mit liv til at handle om ballet og teater. Min mor havde danset på Pantomimeteateret i Tivoli, men det var ikke hende, der gerne ville have, at jeg kom til at danse. Hun vidste, at det var hårdt, hvis man ikke fik et job på Den Kongelige Ballet, for det var svært at være udenfor. Jeg tror stadig, at det kan være svært, men det var betydeligt sværere dengang. Der er kommet mere dans i Danmark, heldigvis. Det var min far, der syntes, at jeg skulle danse. Jeg havde danset lidt på en privatskole, ikke særligt meget, men de mente, jeg havde talent, og så blev jeg sendt herind på teateret. Min mor sagde: ”De tager hende nok ikke, der er så mange.” Men det gjorde de så.

LÆS OGSÅ: Peter har været død. Når man ikke har puls, er man død

– Jeg havde ikke prøvet at gå i en almindelig skole, inden jeg blev optaget på balletskolen, og jeg var faktisk lidt nervøs for, hvad der ville ske, hvis jeg blev smidt ud og skulle begynde i en almindelig skole. Når vi var mange i en klasse her på teateret, var vi måske 10-11 stykker, men det meste af tiden var vi fem. Jeg spurgte faktisk engang min veninde Louise, om jeg måtte tage med hendei skole og se, hvordan det var, og det var vildt mærkeligt. Jeg syntes godt nok, at der var mange elever og meget larm. Jeg kunne bedre lide det, jeg kom fra. Skolen herinde er blevet betydeligt bedre med årene, både bogligt og balletfagligt, og jeg skal da være ærlig og sige, at jeg somme tider har følt, at jeg ikke har fået en god nok uddannelse. Det har jeg selv prøvet at rette op på ved at læse mange bøger, og efter jeg er blevet viceballetmester, får jeg også løbende videre-uddannelse.  

– De sidste to år, jeg dansede, begyndte jeg også at instruere og coache. Og da jeg holdt op med at danse i 2009, blev jeg først instruktør, så kunstnerisk koordinator og i 2011 viceballetmester, så jeg kom glidende ind i det administrative. Mit job i dag består af en bred vifte af opgaver. Jeg instruerer, iscenesætter, underviser, planlægger repertoire, afholder MUS-samtaler. Jeg synes, det er enormt spændende, og jeg er faktisk gladere for det, jeg laver i dag, end for at være solodanser. Det er udfordrende på en anden måde. Det giver mig større glæde at hjælpe andre end selv at stå på scenen. At se det lykkes for nogen, hvor man har været involveret. Det er en ubeskrivelig glæde. 

– Det er også en stor fornøjelse for mig at arbejde sammen med Nikolaj Hübbe, som jeg er vokset op med herinde. Han gik en klasse over mig, og vi har altid haft meget med hinanden at gøre. Som menneske er han utrolig karismatisk, og når han får ideer, kan han få alle med sig. Man vil gerne gå med ham. Vi arbejder godt sammen, for når han tager et sted hen på sit kunstneriske trip, så er jeg den, der siger, okay, det er meget godt, men vi skal også lige have alle de praktiske ting til at fungere. Vi er gode for hinanden. Han river mig med, og jeg er med til – trods alt – at holde ham ved jorden. 

Tyngdepunkt
Jeg havde troet, at det ville gå meget værre med min krop, da jeg holdt op med at danse. Jeg var bekymret for, hvad der ville ske, men det er gået okay. Faktisk dyrker jeg ikke rigtigt nogen form for motion mere. Jo, jeg fik lidt ondt i ryggen på et tidspunkt, så nu tager jeg mig sammen til at lave sådan et program på syv minutter om dagen med nogle gode øvelser. Det er mærkeligt, at det er gået sådan, for før i tiden kunne jeg nærmest ikke vågne, hvis jeg ikke lavede min halvanden times "morgenskole", men så snart jeg ikke skulle bruge det mere, så var den interesse på en eller anden måde væk. Jeg vil hellere gå en tur, end jeg vil stå i et fitnesscenter.

LÆS OGSÅ: "Hvis Søren begynder at tale om kirkebryllup, må jeg forklare ham, at det må blive med hans næste kone" 

- De fleste står vel somme tider og kigger sig i spejlet og tænker, hold da op, hvor ser jeg ud i dag – og det gør jeg også – men jeg nyder, at der ikke længere er en hel masse andre, der skal tage stilling til, hvordan jeg ser ud. Der er jo ikke nogen, der skal caste mig til en ballet eller sy en kjole, jeg skal kunne passe. Eller en mand, der skal kunne løfte mig. Det kunne da godt være et pres dengang, jeg var danser. Vi kvinder er generelt så hårde ved os selv, så det er mig faktisk meget magtpåliggende, at vores kvindelige dansere forstår, at hverken Nikolaj eller jeg er interesserede i afpillede piger. Jeg kan godt lide det kvindelige look, danserne skal være sunde og atletiske, jeg vil ikke se på pindetynde, usunde dansere, og det gælder både mænd og kvinder. Du kan ikke illudere et menneske, hvis du ikke ligner et menneske. 

Svagepunkt
Jeg er genert. Folk ser mig vist lidt som en isdronning, det ved jeg, at jeg er blevet kaldt. Sådan en lidt kold en. Og i virkeligheden er jeg faktisk helt vildt følsom. Man kan let komme til at give indtryk af det helt modsatte, når man er genert. Da jeg dansede, kunne jeg være genert i studiet, når jeg trænede, men når jeg stod på scenen, var jeg ikke genert. Når man står der, er man et andet sted. Jeg var ikke Silja, når jeg stod på scenen, jeg var en anden. Rent privat kan jeg blive meget genert. Jeg prøver at overvinde det, men det er noget, jeg altid har skullet arbejde med. Jeg er ikke sådan en, der bare bruser frem i sociale sammenhænge, når jeg ikke kender dem, jeg er sammen med.

– Det er jo ikke så sjovt at blive kaldt en isdronning, så jeg har da prøvet at ændre mig. Men specielt i situationer, hvor det bare skal køre, kan jeg godt blive meget direkte. Der skal være orden i tingene. Tingene skal fungere. Når tingene fungerer, og formen er der, så kan man give slip, og så kan man komme derhen, hvor det er sjovt.

LÆS OGSÅ: Karina tog imod en seddel fra en mand i toget - og så skete dette 

– Jeg føler mig ikke som en isdronning rent privat. Jeg kan bare være lidt indelukket. Jeg kan godt lide at gøre ting alene. F.eks. se en film eller gå på kunstudstilling. Det kan være enormt givende bare at gøre med sig selv – men det kan også være dejligt at gøre det med andre og udveksle oplevelser i forhold til det, man ser. Med årene har jeg fået mere lyst til at være sammen med andre mennesker. Da jeg var yngre, ville jeg ofte helst være alene, når jeg havde fri, og det hang nok sammen med, at jeg arbejdede så tæt sammen med andre hele dagen. 

Blødepunkt
Jeg tror, at jeg har et blødt punkt for mange af danserne herinde. Når man står med dem og virkelig oplever, hvor meget det betyder for dem, så kan jeg mærke, at jeg har et blødt, moderligt punkt for dem. Og det kan jeg faktisk godt lide. Jeg synes, det er rart at få den her følelse af omsorg.

– Jeg har ikke selv fået børn, men jeg føler, at jeg har en hel børneflok herinde. Det er ikke, fordi jeg har fravalgt børn, nu er det bare sådan, mit liv har udviklet sig. Jeg vil ikke sige, at det er en sorg, at jeg ikke har fået børn. Jeg er ikke typen, der bruger mit liv på at tænke, åh nej, hvorfor gjorde jeg ikke det eller det. Nu er det sådan, det er, og så er jeg glad for, at jeg har et job, hvor jeg kan arbejde med så mange unge mennesker.

– Det er rart at være et sted i livet nu, hvor der ikke er nogen, der hele tiden spørger ind til, hvorfor jeg ikke har børn, for det var faktisk ret frustrerende og irriterende i nogle år. Når man har fået et barn, fylder det jo ufatteligt meget i ens liv. Stort set alle kvinder siger, at der ikke er noget bedre end at få børn – det er det største i livet. Og hvis man så ikke har børn, så kan nogle kvinder – og mænd – have lidt svært ved at forstå det, men de ved jo ikke, hvorfor man ikke har børn. Nu er det ikke, fordi jeg ikke kan få børn, men sådan er det jo for nogle kvinder, og der kan det godt virke lidt ufølsomt.

LÆS OGSÅ: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

– Jeg har i øvrigt også et blødt punkt for hunde. Jeg har haft hund, og jeg ville så gerne have hund igen. Jeg falder nærmest på knæ, hver gang jeg ser en hund på gaden. Men det er svært med det her arbejde, det ville i hvert fald skulle være en hund, der skulle med herind på teateret. Det var min gamle hund også, han lå i garderoben, men man skal også tænke på hunden. Det er synd, når jeg er så meget væk, så det kommer nok til at vente. 

Højdepunkt
Jeg har haft mange øjeblikke, hvor jeg har tænkt, nej, hvor er livet dog fantastisk, og tænk, at jeg har fået lov til at opleve det her. Det har været både forelskelser og øjeblikke, hvor jeg bare er blevet overrasket over et menneske, som har gjort noget for mig, som jeg ikke havde forventet.

– Karrieremæssigt har der også været masser af højdepunkter. Et af mine absolutte højdepunkter var, da jeg dansede "Manon". Det var en ønskerolle, jeg aldrig havde troet, jeg ville komme i nærheden af. Rollen havde aldrig været en del af repertoiret i Danmark. Jeg har danset mange steder i udlandet, men når jeg tænker tilbage, står den rolle som det største. Det er ikke altid, man skal ud i verden for at få de største oplevelser. Der var mange, der syntes, jeg skulle rejse ud, da jeg var ung, og jeg var også meget tæt på at gøre det, men valgte at blive hjemme. Det har jeg aldrig fortrudt, men det kunne da have været sjovt at se, hvad der var sket, hvis jeg havde valgt anderledes. Man er vel nysgerrig.

– Et andet højdepunkt er "Svanesøen", som jeg lige har været medskabende på her i foråret. At være med fra "fødslen", hvor man bare brainstormer, til at se den færdige forestilling på scenen – det er fantastisk. Og lige nu er der sommerballetterne, hvor vi tager rundt i Danmark, stiller en scene op udenfor og danser en repertoire af moderne og klassisk. Det er tiende år, vi gør det, og det er en mulighed for at få balletten bredere ud i Danmark. 

LÆS OGSÅ:
Anders Agger: Når hende, man ikke kunne leve uden, bliver hende, man ikke kan leve med

LÆS OGSÅ: Rikke var prostitueret: "Jeg ville gøre det igen anytime"

LÆS OGSÅ: Se de rørende billeder af 4 søstre gennem 40 år