GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Stephanie Caruana
Foto: Alamy

”Jeg er blevet kaldt klam, omsorgssvigtende, luddoven og alt muligt andet i offentlige kommentarfelter”

Dengang jeg var utro, et smælderfedt vrag eller nærmest slog mit barn, fandt jeg ud af, at folk ikke kan læse. Inklusive mig selv.

Af Stephanie Caruana

KLUMME: Undskyld mig, men er der ingen mennesker, der kan læse længere? Eller har vi alle så travlt med at reagere forarget på enhver overskrift, der tilnærmelsesvist provokerer os, at vi bare lukker galden ukritisk ud, når vi ser noget, vi ikke kan lide? Der er dage, hvor jeg tror det. Når jeg ser, hvor nemt vi alle har ved at råbe i kommentarfeltet, når nogen stikker snuden frem. Bare mig selv, for eksempel.

LÆS OGSÅ: "De mennesker, der sviner andre til på Facebook, skal ud af din digitale vennekreds"

Jeg kan åbenbart provokere, har jeg fundet ud af. Jeg har fået reaktioner på klummer, der på den ene siden giver mig lyst til kun at skrive om nuttede kattekillinger, blomster eller andre ting, vi alle kan blive enige om er ufarlige. Problemet er, at jeg synes egentlig ikke, det, jeg har skrevet om, var specielt provokerende. Og jeg havde egentligt ikke skrevet det for at få nogens pis i kog. Jeg var bare ærlig.

LÆS OGSÅ: "Hva' fanden er der egentlig sket med vores sprog?"

Som da jeg skrev en klumme om, at jeg havde været utro med min venindes mand. Når jeg skrev, at min datter har godt af at have en overvægtig og doven mor. Eller at alle singlemænd er nogle liderlige idioter. Eller at kvinder har brug for guides for at få et federe liv, eller...

Selvom det faktisk ikke er det, der stod. Hvis man ellers lige gad trække vejret og læse, så skrev jeg om fravalget af utroskab og om samtykke, om at lære at elske sin krop som den er, at folk burde turde åbne sig og holde mere af sig selv og hinanden i det hele taget. Og at man ellers skal gøre det, der føles godt for én. Eller lade være. Det er bare en klumme.

Men det kan troldene åbenbart ikke finde ud af at læse. Jeg er blevet kaldt klam, omsorgssvigtende, luddoven og alt muligt i offentlige kommentarfelter, og udover det helt bizarre i at blive dømt af kvinder og mænd, jeg aldrig har mødt, så gør det faktisk også nas.

Jeg ved det godt. Det er langt værre for de kvinder (og mænd, bevares), der mener noget alvorligt og politisk, og som får indbakken voldtaget af klamme, grænseoverskridende kommentarer, der skal få dem til at holde kæft, men alligevel. Hvad sker der lige for folk?

Det er enormt selvudstillende at reagere så voldsomt. Hvorfor vil nogen dog det? Udover, at jeg ikke synes, det er i orden at kalde navngivne personer 'so' og finder det absurd at læse, at jeg nok ikke ved så meget om parforhold, fordi jeg har haft mere end et ægteskab (øh, virkelig? Slå lige 'empiri' op, gider du?), så synes jeg, det er skræmmende, at mange simpelthen hverken læser det der står, eller evner at sætte i en sammenhæng udenfor sig selv.

Ingen trolde ser indad og spørger sig selv HVORFOR de har behov for at råbe røv efter andre. Hvorfor er det, at folk bliver så hvinende arrige? Er de bange, fordi de ser noget af sig selv? Noget, de er bange for?

Hvad er det for en debatkultur, vi har fået? Og ikke mindst, hvad er det for en debatkultur, vi gerne vil have?

Selv har jeg naturligvis en flig af det. Jeg klikker og brokker mig gerne, når jeg ser en overskrift, der gør mig rasende. Men jeg holder mig til argumenterne, holdningerne - ikke personerne eller deres livsvalg. Blandt andet fordi, jeg er en kylling. Jeg er for bange for, hvad andre ville tænke om mig, hvis jeg gjorde. Tænk, hvis man troede, at jeg var en idiot, der ikke kunne læse en klumme eller udtalelse til ende? Tænk, hvis andre troede, jeg kun havde automatreaktioner på overskrifternes lokkemad og ikke en selvstændig, reflekteret tanke, der respekterede andres valg?

Selv hvis jeg tænker, at noget eller nogen er langt ude, eller bare langt fra mine egne livsvalg, kunne jeg ikke drømme om at kalde andre 'klamme'. Hverken til deres ansigt i levende live eller i tryg afstand på nettet. Det er simpelthen dårlige manerer. Men det stopper altså ikke folk. De hopper på limpinden, klikker og hvæser. Af karsken bælg.

Jeg prøver at skrive noget i de her klummer, der har resonans i mit eget liv, og hvis jeg er heldig, så rammer jeg noget, der kan få kvinder til at tænke og se verden med endnu flere facetter.

Jeg kunne aldrig drømme om at dømme folk, der lever anderledes end mig; vi må indrette os, som det giver bedst mening for os selv, for vi har kun dette ene liv (og lad nu være mere at flippe ud, hvis du tror på reinkarnation!).

Kvinder verden over kæmper for at finde deres egen stemme, hvis de overhovedet må ytre sig. Er det så ikke for sølle, at vi herhjemme bruger vores stemme og ytringsfrihed på at kalde andre kvinder for klamme kællinger?

Fremfor alt, så er det er bare en klumme. Og det, man siger, er man selv.


LÆS OGSÅ: Siger du også nej tak til en hjælpende hånd?

LÆS OGSÅ: "Mange af os lever et firkantet og konformt liv præget af småborgerlige principper"

LÆS OGSÅ: Kvinder, livet stopper ikke ved de 40

Stephanie Caruana

Stephanie Caruana, 40, er forfatter og blogger på Caruana.dk. Uddannet journalist, skilt to gange, forældreløs mor til to. Bor på Amager, er håbløst romantiker og tror ikke på at spille kostbar, gemme strækmærker og kan simpelthen ikke gå i stiletter.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund