Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Voldtægt
Foto: Svenn Hjartarson Aldrig din skyld.

”Jeg har altid troet, at det kun var smukke piger, der blev voldtaget”

Da Agnete Øvad som 22-årig blev overfaldet og voldtaget på vej hjem fra arbejde sent om natten, meldte hun det straks til politiet. Hun blev afhørt og undersøgt på kryds og tværs, og det hele føltes så uvirkeligt, at hun i dag har svært ved at forstå, at det virkelig var hende, der gennemlevede mareridtet.

 Af Michala Rosendahl

Jeg har altid troet, at det kun var smukke piger, der blev voldtaget. Piger, som gik i udfordrende tøj og flirtede meget. Selv har jeg aldrig følt mig særlig smuk, så jeg troede ikke, at det kunne ske for mig. Når jeg i dag tænker tilbage på overfaldet, er det hele sløret, og jeg kan næsten ikke forstå, at det virkelig er sket. Men det er det. Jeg blev voldtaget – og det var ikke min skyld.

LÆS OGSÅ: Man kan ikke blive voldtaget af sin partner – eller kan man?

– Det var en julinat i 2009. Jeg var 22 år og på vej hjem fra den spillehal, hvor jeg arbejdede. Jeg gik altid alene hjem. Det var ikke noget, jeg var utryg ved, for selvom det var et øde område, var der gadelys hele vejen. Jeg gik med musik i ørerne, da en mand passerede mig. Han havde hætten trukket op over hovedet. Efter ti meter vendte han pludselig om og gik direkte imod mig. Han havde nok glemt noget, tænkte jeg.

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt

– Men da vi skulle til at passere hinanden igen, hev han fat i mig. Han slog til mig, så jeg væltede ud over autoværnet og trillede ned ad en skrænt. Han løb efter mig. "Hvad vil du?" skreg jeg. Jeg forestillede mig, at han ville stjæle mine ting, og jeg forsøgte at ringe 112, men da han opdagede det, rev han telefonen ud af min hånd og kastede den væk. Pludselig blev jeg klar over, at det ikke var mine ting, han var ude efter.

– "Hvis du skriger, slår jeg dig ihjel", sagde han, mens han holdt sine hænder stramt om min hals. Jeg blev helt lammet. Han tog mine strømpebukser og min nederdel af mig, og jeg var så bange, at jeg bare gjorde, som han sagde. Han var voldsom, og det eneste, jeg tænkte på, var, om jeg mon ville slippe væk i live.

LÆS OGSÅ: ALT for damerne starter ny anti-voldtægtskampagne

– Da han var færdig, rakte han mig hånden for at hjælpe mig op fra jorden, men jeg græd helt vildt og bad ham om at skride ad helvede til. Så løb han, og jeg fandt min telefon og ringede til politiet. De kom med det samme og tog situationen meget alvorligt. Jeg blev sat ind på bagsædet af en politibil, og to schæferhunde kom for at snuse til mig, så de kunne løbe ud og identificere gerningsstedet. De virkede kæmpestore, for jeg følte mig så lille, og da den ene puffede kærligt til mig med sin snude, brød jeg helt sammen. Det var så rart at mærke en form for omsorg.

– På politistationen blev jeg afhørt fire eller fem gange i løbet af natten, så de var sikre på, at jeg fik fortalt alle detaljer. Derefter blev jeg kørt til skadestuen, hvor jeg blev undersøgt af en retsmediciner, fik taget blodprøver og fik lavet en gynækologisk undersøgelse. Alt mit tøj blev pakket ned i plastikposer, og jeg stod afklædt på et stort stykke plastik, mens retsmedicineren børstede mig for at få alle fibre, hår og andre DNA-spor med. Mine sår og blå mærker blev fotograferet og målt med linealer, og det føltes mest af alt som at være med i et afsnit af CSI. Det var så surrealistisk.

– Mine forældre hentede mig på skadestuen, og det var en lettelse at se dem, for jeg kunne ikke klare at komme hjem til min egen tomme lejlighed. Det var morgen, da vi nåede hjem, og i tv'et talte de allerede om overgrebet. Om mig. Det var så underligt. Da jeg langt om længe fik lov at komme i bad, begyndte jeg at græde. For første gang efter overgrebet var jeg alene og havde tid til at tænke over, hvad der egentlig var sket.

– De første mange dage virkede alting fjernt. Jeg stirrede ud i luften og fungerede ikke rigtigt, og det meste af tiden var det, som om jeg sad i en boble langt væk og lyttede, mens min familie talte til mig. Efter et par uger begyndte jeg at vende tilbage til virkeligheden, og jeg fik talt meget med mine forældre om overgrebet, men mine venner havde jeg svært ved at sige det til, for jeg skammede mig og kunne ikke lide at sætte ord på.

– Jeg droppede ud af mit studie og sagde op på mit job. Jeg havde ingen energi, og jeg kunne slet ikke overskue at tage hjem fra arbejde alene. Jeg var blevet bange for mørke og havde ofte mareridt, og det fortsatte i flere år. Til sidst indså jeg, at jeg var nødt til at få professionel hjælp. Det kunne ikke være rigtigt, at han stadig skulle have lov at stjæle min nattesøvn.

– Jeg startede til psykolog, og det hjalp mig meget. Det er så vigtigt at få sat ord på. I dag har jeg fået en kæreste og et arbejde, og jeg har det godt. Men jeg tænder altid lyset på badeværelset, inden jeg lægger mig til at sove, for jeg tør ikke gå derud i mørke. Og når der kommer en mand gående imod mig, går jeg sommetider over på den anden side af vejen. Jeg ved godt, at det er fjollet, for langt de fleste kunne aldrig finde på at gøre noget. Men frygten sidder i mig.

LÆS OGSÅ: “Jeg lå som en våd karklud og ventede på, det var overstået”

LÆS OGSÅ: “Jeg opgav aldrig håbet eller troen på Kasper, men til sidst var det ren tortur at holde ham i live”

LÆS OGSÅ: Voldtægt er ALDRIG offerets skyld

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview