Jeg har et stort ønske: Jeg vil gerne være en mand, der tror på Gud. Sådan rigtigt. Ikke den sædvanlig grød- og gummiagtige sang: "Der er nok mere mellem himmel og jord..."
Nej! Den rigtige Gud. Gode gamle Gud. Gud i himmelen. Mit ønske er slet ikke
nyt, men det blev nærværende igen i går. Desværre. Jeg var til en ellers festlig reception. Solen badede gæsterne i smørgult eftermiddagslys. Talerne var varme og kærlighedsfulde. Folk var i forårshumør uden bagkant. En bekendt passede mig op, og hen over vinglassene snakkede vi om arbejde og andre almindeligheder. Midt i samtalen spurgte han, om jeg "havde hørt dét med Søren". Det havde jeg ikke. "Søren er dødssyg. Han har fået at vide, at han har tre-fire måneder tilbage". Jeg bad ham gentage, og han sagde det samme igen. Søren skal dø. Som i dø-dø. Rigtigt for alvor. Slut. For helvede altså.
Han er kun fem-seks år ældre end mig, og han når næppe at opleve, at sommer bliver til efterår. Han har to store sønner, og på Facebook kan jeg se, at de begge har lysende blå øjne, mange hvide tænder og tykt brunt hår. Jeg kender ikke Søren vildt godt. Det er flere år siden, jeg har set ham. Men vi var gode kolleger engang, og jeg har altid godt kunnet lide ham. Han har noget særligt retskaffent og ordentligt over sig. En myndig stemme og store hænder. Jeg kender også et par kvinder, der har været forelskede i ham. Nu skal han dø. Og her midt i fuglefløjt og forårslys skal han tage stilling til salmer og mørkets komme. Hvad fanden er meningen, Gud? Hvordan kan man tro på dig, når du gør to store drenge fader-løse? Gud må være død. Meget længere er den vel ikke.
Da jeg kørte hjem fra receptionen, tænkte jeg alligevel på Gud. Hvad med – for en sikkerheds skyld – at bede ham om et mirakel? Det sker der vel ikke noget ved. Så jeg bad. Et sted mellem Store Kongensgade og Østbanegade lød det: "Kære Gud. Jeg kender en, der hedder Søren, han har to sønner..." Jeg har før bedt om bedre helbred, overlevelse, forståelse, tilgivelse, solskin, kærlighed og held.
Både på andres og egne vegne. Mig og Gud går langt tilbage. Første gang, jeg kan huske, at jeg henvendte mig direkte til ham, var jeg omkring 8 år og kunne ikke finde min vanter på den lokale kælkebakke. Den dag hørte Gud mig ikke, jeg gik hjem med kolde og frostrøde fingre. Alligevel har jeg bedt hele mit liv, og næsten alle mine bønner bliver indledt på samme måde – med en undskyldning om, at det godt nok er længe siden, at Gud har hørt fra mig sidst, men lige den her gang er det noget helt specielt. Og det er det, der er mit problem. Tror jeg. Jeg henvender mig kun til Vorherre, når jeg – eller nogen, jeg godt kan lide – er på røven.
Ellers aldrig. Og det er vel ikke meningen? Eller hvad? Hvis jeg også troede på Gud på almindelige beigefarvede hverdage, så ville jeg måske kunne acceptere den større mening med Sørens sygdom. Jeg ville tro, at han skulle mødes med sine drenge igen – og alle de andre, der kan lide hans store hænder og dybe stemme. Åh, for helvede, hvor ville det være nemmere. For både Søren, sønnerne og mig. Bare jeg troede på Gud. Sådan rigtigt. Amen.
