Mai Manniche og Stasia Hallas
Foto: Frederikke Heiberg

Venindetema: ”Jeg taler til Mai, som om hun var jævnaldrende”

Mai og Stasia siger det selv: de fylder begge meget og pakker ikke noget ind. Måske netop derfor klikker de så godt. I hvert fald har de to veninder på 32 og 69 år en helt særlig ærlighed imellem sig, som de ikke deler med veninder på deres egen alder.

Af Lene Roe Rasmussen og Linnea Støttrup Molbech

I Mai Manniche og Stasia Hallas' venskab bliver der ikke dvælet ved trivialiteter – en spade bliver kaldt en spade. Var det ikke sådan, så var de begge nok hurtigt videre. De er meget forskellige, men har samtidigt masser af ting tilfælles, fortæller de to veninder. Blandt andet har de begge store egoer.

– Vi ved, hvor hinandens grænser går og indordner os hinanden, siger Stasia og fortsætter:

– Mai kan fylde meget. Hun er en stor person i en lang, tynd krop.
– Og det gør du jo også, siger Mai.
– Ja, det ved jeg. Men man skal nok ikke have ti veninder med et stort ego... så kommer man i åndenød, griner Stasia.

Det er efterhånden seks år siden, de to stiftede bekendtskab med hinanden. Mais mor, Vibeke, havde købt en del kjoler af Stasia, og derigennem mødte Mai og Stasia hinanden. Aldersforskellen på de to er 37 år. Alligevel havde de hurtigt god kemi, men et egentligt venskab udviklede sig først efter lidt tid.

– Jeg tror, det har meget at gøre med, at vi begge har travlt. Altså, jeg skal også være ærlig at sige, at jeg ikke har særlig mange, jeg taler med, som jeg gør med Stasia. Nye venskaber opstår jo ikke bare sådan lige i en travl hverdag, hvor man arbejder 24/7 og knap nok får set sin ­familie, fortæller Mai.

– Samtidig er venskaber jo også noget, der kommer naturligt lidt efter lidt. At vi langsomt har udviklet et venskab, tror jeg ikke, har noget at gøre med, at jeg er tudsegammel, og Mai ikke er. Det er jo også det, der er sjovt ved alder: Jeg føler for eksempel ikke, at Mai er yngre end min datter, hvad hun jo faktisk er. Meget yngre. Jeg taler til Mai, som om hun var jævnaldrende. Der er nogle mennesker, der nærmest er født voksne – det er Mai – og så er der nogle, der aldrig bliver det.

Ikke alle bliver lukket ind
Det er kun ganske få, som får lov at komme helt ind på Mai og Stasia.

– Mai har jo åbnet sig op for mig og sagt: "Jamen, der er ikke så mange for mig, for sådan er jeg." Hvis man ved, at der ikke er så mange veninder i indercirklen, så må man jo opføre sig ordentligt – og ordentlighed er for min generation et enormt vigtigt ord. Vores venskab er ikke bare sådan: "Åh, min skat, så ses vi der, og jeg skal også lige ud med den og den og den," fortæller Stasia.

Deres venskab bygger på et fundament af tryghed. En tryghed, som, de fortæller, er kommet sig af at være ærlige over for hinanden. De lægger hverken skjul på hinandens forcer eller åndssvagheder.

– Vi har fået bevis på hinandens autenticitet i relationen, og det er trygt, mener Stasia.
– Mai taler mig aldrig efter munden, hun siger sin uforbeholdne mening – også selvom det ikke er det, jeg har lyst til at høre. Der er rigtig mange mennesker, som jeg ikke orker at have den ærlighed med. Der glider jeg bare af, for det er ikke umagen værd. Men det er det med Mai.

Ingen forventninger
Både Stasia og Mais kalendere er godt fyldte, men det, at begge arbejder i modebranchen, har også skabt en indforståethed omkring, at der kan gå flere uger mellem de taler sammen, og Mai uddyber:

– Jeg havde en knap så spændende sag i efteråret, hvor alting var meget intenst i dagene omkring, og Stasia sender mig en besked, hvor der står: "Mai, vi er her stadig." Det var i en periode, hvor hun selv var totalt presset, og der var ikke tid til at ringe og snakke i flere timer, men da jeg modtog den besked, var jeg bare sådan: "Ja, du har sgu ret." Vi ved altid, at vi er i hinandens bevidsthed.

De to veninder ringer til hinanden, når de har lyst eller har brug for en snak – nok især det sidste. Men aldrig for at lette deres dårlige samvittighed.

– Hvis der kommer en dag, hvor jeg tænker: "Nu skal jeg ringe for bare at ringe, så er der jo et eller andet helt galt med vores venskab," siger Stasia.

– Men den dag kommer jo ikke, for det er jo ikke derfor, vi er venner. Jeg havde jo hverken en forventning eller et krav om, at Stasia skulle kontakte mig i den svære periode, men at modtage sms'en gjorde mig virkelig glad, supplerer Mai.

– Ja, jeg tror, det er vigtigt, at man ­ikke har alt for store forventninger til hinanden. At man ikke går med alle mulige forventninger om, hvordan folk skal opføre sig. Måske skulle man komme med et åbent sind og tage tingene, som de er. Det er nemlig det, Mai og jeg har sammen, vi forventer ikke, at den anden skal være på en bestemt måde, siger Stasia.

LÆS OGSÅ: "Det er helt okay at være middelmådig"

LÆS OGSÅ: Glem aldrig dine veninder. Heller ikke når du bliver voksen.

LÆS OGSÅ: "En dag har de været vidner til så meget i ens liv, at man aldrig kunne smide dem ud. De ER ens liv"

Stasia Hallas, 69

Couture-designer og indehaver af modevirksomheden Stasia.

Mai Manniche, 32

Smykkedesigner og indehaver af  smykkebrandet JewlsCph.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview