Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Interview med Jonatan Spang
Foto: Jens Rosenfeldt Engang syntes Jonatan Spang, at han selv var det vigtigste overhovedet. Mig, mig, mig. Det synes han ikke længere.

Interview med Jonatan Spang

"Det med at stifte familie tager jeg helt afslappet"

Han er i en branche, hvor man møder så mange, at man ikke kan huske deres navne – og derfor kalder alle for skat. Det blev for flyvsk for skuespiller Jonatan Spang, som lige skal vænne sig til at lyde tudsegammel, når han taler om glæden ved fast arbejde og sin vandretur på Caminoen.

Af Michala Rosendahl

− Hvis du havde spurgt mine venner for ti år siden, hvem der mindst sandsynligt ville tage på pilgrimsvandring, så ville de klart have peget på mig! Det havde slet ikke interesseret mig i mine 20'ere − eller i starten af mine 30'ere for den sags skyld – for dengang handlede alting om rosévin og interaktion med mennesker. Et projekt, der involverede stilhed og alenetid – det ville virke så kedeligt for mig!

Ikke desto mindre er det det, den 37-årige komiker og skuespiller Jonatan Spang har gjort – været på pilgrimsvandring.

LÆS OGSÅ: Niarn: "Jeg kan dø af en enkelt druktur"

Efter en pludselig indskydelse tog han i sommer helt alene til Spanien og gik en uge på Caminoen.

− Jeg har virkelig aldrig set mig selv som vandretypen, men efter at have læst den norske forfatter Tomas Espedals bog "Gå", som handler om hans vandreture, tænkte jeg: "Hey, det kan da egentlig godt være, at jeg er sådan en type, der kan lide at vandre alene med mine egne tanker! Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Og så måtte jeg jo ud og købe et par vandrestøvler og et par af de der sexede bukser, man lyner af ved knæet, for jeg ejede intet, der så meget som bare mindede om vandreudstyr.

Jonatan besluttede sig for kun at være væk en uge, for på trods af den umiddel-bare fascination, var han langtfra sikker på, at turen ville være noget for ham.

− Jeg anede ikke, om jeg kunne finde ud af at være alene i så lang tid, og den første dag var rigtig hård. Jeg savnede kontakt til andre mennesker og blev ved med at tænke på tidligere samtaler, jeg havde haft. Men efter et døgn forsvandt de tanker, og så blev der plads til stilstand. I hverdagen er der utrolig meget støj fra for eksempel smartphones, og man skal helst svare på en sms inden for ti minutter. Tempoet er virkelig skruet op... Ej, nu lyder jeg tudsegammel og konservativ. "Alting går så hurtigt i dag" – det er da pinligt at høre sig selv sige. Men det er jo rigtig nok. På turen fandt jeg ro, og det var faktisk virkelig rart. Der blev plads til langsomme tanker, og jeg tænkte ekstremt meget over tiden. Jeg gik på gamle stier forbi gamle huse, og normalt tager man det jo for givet, at de ting eksisterer, men en gang levede der jo folk, som rent faktisk byggede de ting med deres hænder! Det er da vildt! Jeg kom til at tænke meget over, at vi er en menneskehed og ikke bare individer... Haha ej, jeg lyder jo totalt insane, når jeg siger sådan! Jeg er i krise nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige uden at komme til at lyde endnu mere tosset...

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder

Selvom Jonatan har svært ved at beskrive sine oplevelser på en måde, som han kan holde ud at se på skrift, forklarer han dog, at tanken om helheden frem for individet er noget, som er begyndt at fylde en del for ham. Og netop derfor handler hans nye onemanshow "Jonatan Spangs Danmark" for en gangs skyld ikke om hans eget liv.

− "Mig, mig, mig!" Sådan tænkte jeg før i tiden, og det kom også til udtryk i mine shows. De handlede alle sammen om mig selv, hvorimod mit nye show handler om Danmark som samfund. Jeg forsøger at komme væk fra det der navlepilleri, for jeg er nået til et punkt, hvor jeg faktisk ikke synes, at jeg selv er så interessant. Tidligere syntes jeg, at mine egne projekter var de vigtigste i hele verden, og hvis folk kontaktede mig og ville have hjælp til at lave teater eller comedy, sagde jeg altid nej. Jeg tænkte, at det ville være spild af tid, som ellers kunne have været brugt på mig selv. Sådan har jeg det ikke i dag. Nu kan jeg sagtens finde på at mødes med folk for at hjælpe dem, og jeg er ikke så selvoptaget længere... eller... at gå den tur på Caminoen var selvfølgelig et dybt selvoptaget projekt. Men jeg er i hvert fald blevet bedre.

Okay at gå glip af noget
Efter at have gået på Caminoen i sine egne tanker, vendte Jonatan hjem til Danmark, telefonen og internettet, og han loggede straks på de sociale medier.

− Jeg var sikker på, at jeg var gået glip af en hel masse. Men så var der ikke sket en skid. Intet! Jeg kunne ikke opdrive, at der var foregået noget som helst, mens jeg havde været væk, og det var da lidt trist. Men sådan er det egentlig tit. Man forestiller sig, at man går glip af alt muligt, men i virkeligheden er det sjældent tilfældet. Og selv hvis det er, så er det jo ikke noget, man dør af. Det har jeg efterhånden fundet ud af.

− Før i tiden var jeg for eksempel virkelig dårlig til at tage hjem fra en fest. Jeg tænkte altid: "Jamen, lige om lidt sker der nok et eller andet sindssygt og så er jeg gået! Det går ikke." Derfor endte jeg altid med at være den sidste gæst, der blev smidt hjem med en ølsjat i et plastikkrus, og dagen efter kunne jeg da godt se, at det nok ikke havde gjort den store forskel, om jeg var gået et par timer før.
På samme måde var Jonatans tidlige karriere præget af frygten for at gå glip af noget, og han havde svært ved at sige nej til de karrieremæssige tilbud, der bød sig.

− På Skuespillerskolen havde vi fået at vide, at der ikke ville være arbejde til nogen af os, så vi var alle sammen meget usikre. Heldigvis fik jeg en masse at lave, men jeg kunne ikke lade være med at tænke: "Hvornår stopper det?" Derfor arbejdede jeg utroligt hårdt. De første par år lavede jeg fire forestillinger om året, og det var enormt fedt, men fire forestillinger er lige på grænsen til at være for meget. Når jeg spillede en forestilling om aftenen, gik jeg til prøver på en anden forestilling om dagen, så jeg var hele tiden i gang. I den mest hektiske periode spillede jeg på Mungo Park i Allerød og gik til prøver på Aarhus
Teater, så jeg pendlede frem og tilbage og havde intet liv ud over arbejdet. Jeg var helt manisk, og hver gang jeg fik tilbudt en rolle, tænkte jeg: "Det kan jeg simpelthen ikke gå glip af". I dag kan jeg slet ikke forestille mig at skulle arbejde sådan, og jeg er blevet bedre til at sige nej og i stedet prioritere de projekter, som jeg virkelig brænder for.

Fast kontor
På trods af at Jonatan har skåret lidt ned, har han stadig travlt med karrieren, og der er ingen tvivl om, at det er jobbet som skuespiller og komiker, han brænder for. Også selvom hans arbejdssituation ikke er helt, som han havde forestillet sig.
I starten af 2015 havde han premiere på sin tv-serie "Lillemand", hvori han selv spiller hovedrollen, og i forbindelse med produktionen startede Jonatan sit eget produktionsselskab sammen med producent Michael Pedersen. Det har betydet, at han nu har både fast kontor og faste kollegaer, hvilket ellers aldrig har været en del af Jonatans drøm.

− Jeg har altid sagt, at jeg aldrig ville have et fast arbejde, og en af pointerne med at blive komiker og skuespiller var netop, at jeg ikke havde lyst til et otte til fire job. Jeg ville fandeme ikke sidde på kontor som min far, der var ingeniør, og sådan noget med at møde ind et sted og være der hele dagen – hvor kedeligt ville det ikke lige være?

− Men jeg må faktisk indrømme, at det ikke er så slemt, som jeg troede, og det er rigtig dejligt at have nogle mennesker omkring sig, som ikke bare forsvinder, men som man har et ongoing forhold med. Som skuespiller og komiker har jeg mødt utroligt mange mennesker, som jeg har brugt meget tid sammen med og er kommet tæt på – og poof – så så jeg dem aldrig igen, for så var jeg i gang med et nyt projekt og red videre på bølgen med et nyt hold. I starten var det superfedt at møde en masse fascinerende mennesker, men efterhånden blev det lidt for flyvsk for mig. Svingdørslivet gav ligesom for meget gennemtræk, og jeg vil ikke ende som et af de mennesker, der kalder alle folk for skat, fordi de ikke kan huske navnet på nogen af dem.

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: "Kærligheden er meget lettere, når man kommer op i min alder"

I forbindelse med produktionen af "Lillemand" har Jonatan gennem længere tid arbejdet sammen med det samme produktionsteam og de samme skuespillere, blandt andet komikerne Linda P. og Torben Chris. I øjeblikket skriver Jonatan på manuskriptet til anden sæson.

− "Lillemand" er blevet forlænget, og indtil videre er det bestemt, at vi skal lave to sæsoner mere. Det betyder, at jeg nu ved, hvad jeg skal lave to år ude i fremtiden! Det er mærkeligt. Faktisk er det første gang nogensinde, at jeg har haft et så langt arbejdsmæssigt perspektiv, og det er egentlig utrolig rart. Nu kan jeg da pludselig godt forstå, at folk er glade for at have et fast arbejde, for man føler sig selvfølgelig meget mere sikker, end når man arbejder freelance.

− Det blev især tydeligt for mig, da jeg var til tv-festival i sommer. Det var meget hektisk, og jeg mødte ekstremt mange mennesker, der søgende gik rundt og forhørte sig hos hinanden om mulighederne for at få et job. Lige i den situation var jeg meget glad for, at jeg ikke var presset på samme måde. Det giver en fantastisk ro ikke at leve on the fucking edge hele tiden.

Skibsbygger i Panama
Men hvordan er det gået til, at Jonatan er havnet her? Hvorfor sidder han nu i det kontor, som han altid har tænkt, at han aldrig ville have, og hvorfor taler han pludselig om ro og stilhed og fast arbejde som noget positivt?

− Ja, hvad fanden sker der lige for den udvikling? Når man tænker over det, er det jo vildt underligt, at jeg har nærmet mig den traditionelle arbejdssituation, når det altid har været det, jeg er flygtet fra. Det er da underligt, at jeg nu synes, at stilhed er helt okay, når jeg altid har faret rundt... Måske er det bare noget der sker, når man bliver ældre... Ældre? Ej, jeg kan simpelthen ikke holde ud at se mig selv citeret for at have sagt: "Når man bliver ældre". Når tiden går, mener jeg. "Ældre" får mig til at tænke på ældrehjem og ældrepleje og sådan noget, og jeg er trods alt kun 37, så der er da forhåbentlig noget tid til, at jeg ender der.

− Men det er selvfølgelig rigtig, at jeg er ældre, end jeg var engang, og det har jeg det sgu godt nok med. Jeg tænker ikke rigtig over min alder – men det kan selvfølgelig nå at komme endnu. Om tre år bliver jeg 40, og det er da spændende, om jeg så bare vågner op og tænker: "Shit! Forfald! Åh nej!" Men jeg tror det ikke. 30 var super, 35 var super, og det er jo ikke, fordi der sker et eller andre dramatisk, når man bliver ældre. Som ung forestillede jeg mig, at man gik fra barn til voksen. Bum – så smed man alt fra sig og begyndte et helt nyt liv. Men jeg synes mere, det føles, som om man tager en kappe udenpå. Først tager man ungdomsidentiteten udenpå, og senere tager man så også voksenidentiteten på sig, men dét, man havde som barn, er der jo heldigvis stadig, så på den måde har jeg det fint med, at tiden går.

− Det eneste, jeg indimellem savner ved at være yngre, er alle de muligheder, jeg har givet slip på. Da jeg var yngre, tænkte jeg sommetider, at det da godt kunne være, at jeg skulle noget helt andet end skuespillet. Jeg kunne for eksempel flytte til Panama og blive skibsbygger! Det var selvfølgelig ikke noget, jeg overvejede for alvor, men som ung havde jeg bare en fornemmelse af, at alt var muligt. Det er vildt at tænke over, for man opdager ikke nødvendigvis, hvornår dørene lukker sig, men på et tidspunkt kan man bare se, at der er rigtig mange ting, som ikke kommer til at ske, og i dag ved jeg da godt, at jeg aldrig kommer til at bo i Panama. Nogle gange kan jeg godt savne følelsen af, at alt kan ske. På den anden side ville jeg ikke have lyst til at blive i den uro, som alle de åbne døre og ungdommen er forbundet med. Tiden har givet mig en form for klarhed og stabilitet, og jeg har en følelse af at have fundet min hylde.

− Hvis jeg tænker ti år ud i fremtiden, håber jeg, at jeg er det samme sted som nu. Eller ej, ikke det samme sted. Det var da noget skrækkeligt noget at sige. Men jeg håber, at jeg fortsætter med at veksle mellem at lave comedy og skuespil. Og så håber jeg, at jeg holder fast i min spontanitet og min nysgerrighed og fortsætter med at kaste mig ud i ting som at vandre på Caminoen. Og så – 47... Der vil jeg da gerne have en familie og nogle børn, men det er ikke noget, jeg har travlt med. Lige nu får jeg dækket mit børnebehov rimelig godt, når jeg passer min søsters unger. De er skønne, og det er dejligt, når de er hos mig, men når de bliver hentet igen, er det altså også meget rart. Så det med at stifte familie tager jeg helt afslappet.

− I det hele taget føler jeg mig ret rolig efterhånden, for jeg har en anden tro på mig selv end tidligere. Jeg ved, at jeg er det rigtige sted. Da jeg kom ind på Skuespillerskolen var jeg ovenud lykkelig, for det var mit drømmestudie, men neden under den umiddelbare glæde, var der en ekstrem stor usikkerhed på, hvorvidt jeg overhovedet kunne finde ud af det. Var jeg god nok? De første mange år af min karriere var jeg meget bange for at blive afsløret i at være dårlig. Jeg frygtede, at bukserne pludselig blev hevet ned, og at folk kiggede på mig og tænkte: "Hov, vent! Du kan jo slet ikke noget!" Den frygt er blevet mindre med tiden, og nu stoler jeg på, at jeg er god til det, jeg laver. Ellers har jeg da i hvert fald faket den længe!

 

LÆS OGSÅ: Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."

LÆS OGSÅ: Christiane: "Jeg har kun kærlighedstatoveringer"

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha: "Min mors død var grunden til, at Marian og jeg blev gift"

Jonatan Spang, 37

...er vokset op i Gladsaxe og er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2003. Han debuterede som standupkomiker i 1998, og året efter vandt han DM i standup. Siden har han, ud over komikken, beskæftiget sig med både teater, film og tv og har desuden været teaterdirektør på Nørrebro Teater fra 2007 til 2009. I starten af 2015 havde hans tv-serie "Lillemand" premiere på TV2 Zulu, og til
efteråret 2016 kommer anden sæson.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview