"Jeg har været meget tilbageholdende med at flage med, at jeg er jøde"

Tre kvinder sidder i en bordeauxrød sofagruppe i en lejlighed på Frederiksberg. Stuen bærer præg af historie, liv, og at de tre kvinder føler sig hjemme i det smukke hjem. Silja, som bor her, er mor til Mette, som er mor til Stella. De er alle jøder. 

I entreen byder Silja mig velkommen og er tydeligvis åben og klar på at fortælle om sin religion. For Mette og Stella er det mere grænseoverskridende at tale med en journalist om, hvem de er, og hvad de tror på.  

Mette: – Jeg har været meget tilbageholdende med at flage med, at jeg er jøde, især på grund af mit arbejde. Jeg møder mange mennesker, og vi er i tæt kontakt, fordi jeg kommer hjem privat hos folk. Derfor vil jeg gerne være så anonym som muligt. Det handler ikke om mig, det handler om dem, jeg skal hjem til og hjælpe. De skal ikke have en holdning til, hvem jeg er, og måske ikke ville have, at jeg skal hjælpe dem, fordi jeg er jøde. Det ville jeg sagtens kunne møde. Så jeg flager ikke med det overhovedet.

Hvad er det, du frygter?

Mette: – Det er, at de ikke kan lide mig, fordi jeg er jøde. Jeg går heller ikke med min Davidsstjerne. Den har jeg ikke haft på siden attentatet for fem år siden. Så det er bare en synlig måde at skjule det på.  

Mette: – Og jo, så er jeg med her, men det er også nyt for mig, at jeg siger ja til den slags. Det har jeg ikke gjort siden mine unge dage.

Silja: – Men jeg synes bare, at det er vigtigt at fortælle om, hvem vi er. Jeg tror på, at når tingene ikke er mystiske, så er der mindre antisemitisme. 

Oplever du – på samme måde som jeg hører Mette sige – at der nogle vibrationer derude, som gør, at du ikke vil gå med din Davidsstjerne?

Silja: – Nej, fordi dem, jeg møder, det er dem, der vil os. Dem, der er antisemitter, er et mindretal, og de skal sørme ikke sætte dagsordenen for mit liv eller for alle vores liv. 

Hvordan har du haft det med at deltage her, Stella?

Stella: – Desværre har jeg det også sådan, at jeg ikke har lyst til at fortælle folk om min tro. Det er egentlig lidt lige meget, hvad de kommer fra. Det kunne lige så godt være en anden jøde, jeg ikke kender. Jeg tror simpelthen bare, det handler om, at jeg har mødt reaktioner, jeg ikke tør møde igen.

Hvad er det for nogle reaktioner, du har mødt?

Stella: – Det er vel en form for antisemitisme. Folk, der simpelthen ikke bryder sig om det at være jøde. Og det er jo desværre ofte knyttet til det, der foregår nede i Israel, som slet ikke har noget med mig at gøre, fordi jeg er dansker og bor her. Men det er desværre noget, folk kobler sammen med det at være jøde, og som udløser diskussion og konflikt. Og så har jeg bare oplevet dette her fremmedhad, som jo ikke kun er målrettet jøder, men også muslimer og andre minoriteter i Danmark.

Stella: – Jeg er ikke personligt blevet udsat for noget. Men jeg kender en, der er blevet udsat for et overfald, fordi vedkommende gik med en Davidsstjerne om halsen. Og jeg har da hørt om folk, der har fået en spytklat i nakken eller fået et meget groft ord i hovedet. Så jeg prøver også at skjule det rigtig meget.

Så I tænker altså over, hvornår I bærer Davidsstjernen. Er der andre forbehold, I tager i dagligdagen for ikke at vise, at I er jøder?

Mette: – Det er sådan, at mænd traditionelt set skal bære en kalot på hovedet. Men ligesom med Davidsstjernen bærer mænd ikke den kalot ude i samfundet. Det er min mand meget opmærksom på, og han er også efter børnene med, at de skal huske at tage den af. Den skal de ikke have på. Og det kommer simpelthen af frygt.  

Silja: – Og det er berettiget frygt. Historien er jo, at der faktisk er ret mange, der har fået nogen på frakken, fordi de havde en kalot på på gaden. 

Har det altid været sådan?

Stella: – Jeg tror, at skillelinjen var i 2015, da der var terror i København. Siden da har jeg holdt meget lav profil med det og har det ikke stående på nogen platforme og prøver på den måde at være lidt stille omkring det.

Da jeg spørger kvinderne, hvad de tror på, kvitterer Silja uden tøven med et: ”Jeg er jøde, og nogle vil måske kalde mig ortodoks”. Så er standarden lagt. De to yngre generationer kan være med på den første del, men for begges vedkommende gælder det, at troen ikke er helt lige så dominerende.

Mette: – Troen betyder uden tvivl rigtig meget for mig. Jeg er måske ikke lige så aktiv som min mor, men jeg går meget op i at holde kosher. Det vil sige, at jeg holder de jødiske spiseregler. 

Stella: – For mig er det lidt anderledes. Jeg er stadig meget knyttet til min religion, jeg er vokset op med de jødiske værdier og har gået på den samme folkeskole, som min mor og mormor har. Men jeg overholder ikke de jødiske spiseregler og er ikke på daglig basis på den måde konfronteret med de jødiske leveregler. 

Hvordan kan det være, du har valgt det mere fra?

Stella: – Jeg ved ikke, om jeg decideret har taget et aktivt valg omkring det. Jeg tror også, at det er en generationsting og en naturlig udvikling, der er sket. Det er noget, jeg oplever, at mange i min aldersgruppe gør. Og det, at jeg har fundet en samlever, der ikke er jøde, gør jo også, at der er nogle kompromiser, man bliver nødt til at finde.

LÆS OGSÅ: 33-årige Raha i USA: ”Min største bekymring er, at min mor er så langt væk”

Hvad tænker I – Silja og Mette – om Stellas måde at være jøde på, når hun ikke overholder spisereglerne og lever sammen med en ikke-jødisk kæreste?

Mette: – Da Stella kom og præsenterede sin kæreste og også for at fortælle, hun ville spise anderledes, så var det … Altså med nogle ting vidste vi, at det var den vej, det ville gå, og med andre ting som f.eks. spisereglerne har det været en lidt større hurdle – eller en ting, jeg har skullet bearbejde. Men altså i dag er der ingen problemer. 

Silja: – Min mand og jeg har fra starten sagt, at man har født børnene og givet dem livet, og så skal børnene selv forvalte, hvordan de vil leve livet videre. Så i forhold til Stellas kæreste tænkte jeg bare, at det skulle blive spændende at møde den unge mand.

Hvad med børn? Jødisk opvækst eller ej?

Stella: – Ifølge jødedommen går det igennem moderen, og derfor vil mine børn automatisk blive jødiske. Og det har jeg det egentlig meget godt med. Men der er mange praktiske ting som f.eks. omskæring, der er enormt omdiskuteret, som vi skal finde ud af. Og om vi vil placere vores børn på den jødiske folkeskole. Men vi har ikke diskuteret eller aftalt noget endnu, og jeg tror også, at der er nogle ting, der kommer til at ændre sig, når man først har et barn. 

Hvordan håber du, Mette, at Stella går til opgaven?

Mette: – Jeg håber, at hun vil prøve at gøre det så vidt muligt lige, som jeg gjorde, siger Mette og ler. 

– At hun vil bibringe sine børn masser af jødisk viden og identitet. Identiteten fylder rigtig meget og det, man får med ved at gå på den jødiske skole. Det er jo klart, at hun lever med en mand, som også skal bringe hans ting ind i deres fælles rum, så det er lidt fra den ene og lidt fra den anden. 

Kvinderne slutter af med at vise mig, hvordan de beder bøn hver fredag på hviledagen shabbaten. Det er Silja, der står for den, så hun tildækker sit hår med et tørklæde, og hendes let rystende hænder tænder de lange, hvide stearinlys. Sikkert og overbevisende fremsiger hun verset, og i sidste strofe slutter Mette og Stella sig til, så de tre generationer forenes i det hebraiske ”Amen”.