Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Johannes Langkilde har været tæt på at gå ned med stress
Foto: Les Kaner Johannes Langkilde har været tæt på at gå ned med stress

Johannes Langkilde: "Jeg har været meget tæt på afgrunden af stress"

Nulpunkter er ikke noget Johannes Langkilde har haft mange af. Men jobbet som ankermand på TV2 Nyhederne har til tider trukket tænder ud.

– Der har været tidspunkter på Nyhederne som vært, hvor jeg har været meget tæt på afgrunden af stress. Hvor jeg blev ked af det, og min handlekraft forsvandt. Det er ækelt, og der skal jeg ikke hen igen. Man siger i flæng, at man er stresset, men når man virkelig har været der, så ved man, at man bare var presset. Stress er ud over kanten. Når jeg har været dér, har jeg trukket stikket og taget i sommerhuset og ladet mobilen ligge i en skuffe. Jeg har lært at sige nej, når folk vil have noget fra mig, som jeg ikke kan give dem, og jeg undgår at give for meget af mig selv, siger Johannes Langkilde i et stort interview i denne uges ALT for damerne nr. 22/2013.

Vil ikke have "egobørn"
Johannes Langkilde er snart på vej til Washington D.C. som ny USA-korrespondent for DR. Det har været en drøm i ti år at komme til USA, men det kan kun lade sig gøre, fordi der er opbakning fra hans kone Sisse, som han har været sammen med i 11 år.

– Da jeg blev ringet op af DR og fik buddet, skulle hun lige tænke sig om i et par dage, men hun fandt ret hurtigt ud af, at det var det rigtige at gøre. Også for hende, fordi hun får mere tid til heste og måske noget efteruddannelse. Børnene har den rigtige alder og får en oplevelse uden at skulle hives ud af skolen. De får mulighed for at lære et ekstra sprog og vil finde ud af, at verden er større end Lyngby. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke får sådan nogle egobørn, siger Johannes Langkilde.

En fremtid som jazzpianist?
Sisse Langkilde sagde sit job som it-projektleder på IBM op til fordel for et deltidsjob, da parret fik deres andet barn for at få familien til at hænge sammen med Johanne Langkildes job som nyhedsvært i på Kvægtorvet i Odense. Men selvom journalistkarrieren fylder meget nu, bliver det ikke nødvendigvis ved at være sådan.

– Hvis hun kom hjem og introducerede mig for en pakke, hvor jeg kunne drive en musikskole og udvikle mig som jazzpianist, så sagde jeg da ja.

Læs hele interviewet med Johannes Langkilde i denne uges ALT for damerne nr. 22/2013.

Johannes Langkilde

Journalist og tv-vært, 36 år.

Uddannet fra Journalisthøjskolen i 2004.

Bor i Lyngby – snart Washington D.C. – sammen med sin kone, Sisse Langkilde, og børnene Emilie på 2 år og Andreas på 4 år.

Tidligere nyhedsoplæser på TV2 Nyhederne og TV2 News. Lige nu rykker han til USA med hele familien for at blive DR's nye USA-korrespondent.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview