Hjemmets brevkasse
SPONSORERET indhold

Kære brevkasse: Min kæreste siger, at han har brug for tid uden mig

Min kæreste bruger mindre tid på mig end sine venner, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
01. aug. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmets brevkasse

Jeg er en pige på 19 år, der har været sammen med min kæreste i nu to år. Vi fungerer normalt godt sammen, men i det sidste stykke tid er noget ændret.

Jeg er typen, som går all-in, når jeg elsker en person. Jeg viser mine følelser og har ikke brug for så mange andre end de få personer, jeg holder af. Min kæreste er anderledes. Han har brug for luft og for at se andre mennesker og gå i byen med sine venner.

De sidste par måneder er han begyndt at tage i byen næsten hver weekend. Førhen tog han med drengene, fordi jeg foreslog det. Nu tager han med drengene, fordi han ikke vil med mig. Når vi endelig er af sted sammen med vores fælles venner, bliver han meget stille og vil tidligt hjem. Han forklarer, at han ikke føler, at han kan være sig selv, når jeg er der.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Må jeg kontakte min syge barndomsveninde efter mange års stilhed?

Det gør mig ked af det, at han ikke vil ud med mig. Jeg føler, at jeg går glip af en vigtig del af forholdet. Det lyder måske arrogant, men bør han ikke også vise mig frem og kunne have det sjovt, selvom jeg er der?

Jeg føler, at et socialt liv sammen er en selvfølge i et forhold. Ikke, at vi skal lave alt sammen, vi har jo også hver vores venner, men at vi ikke engang kan være sammen med vores fælles venner, det gør mig ked af det.

Jeg ved godt, at det er mit eget ansvar at have mit eget sociale liv, men jeg føler også, der burde være et med min kæreste. Når vi er sammen alene, er vi hjemme og laver det, vi plejer, som at lave mad og afleveringer samt se de samme Netflix-film.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Hvordan kunne jeg elske en mand, der var så overfladisk?

Vi kan ikke finde en løsning på problemet, da han synes, tingene er, som de skal være, mens jeg føler, at jeg kun får en del af ham og ikke „hele pakken". Jeg elsker ham rigtig højt, og jeg kan ikke se os gå fra hinanden, og vil derfor gerne have en dit syn på sagen.

Vibeke Dorph svarer

Når jeg læser din mail, slår det mig, at du og din kæreste lever og længe har levet i et meget etableret parforhold, jeres unge alder taget i betragtning.
Det er der ikke i sig selv noget galt i, og det lader til, at især du har det bedst på den måde. Jeg tænker dog også, at selvom din kæreste helt sikkert elsker dig og også nyder godt af trygheden i jeres forhold, så har han også et behov for at være ung og leve livet med sine venner – uden dig.

Jeg tror, at også hans modvilje mod at gå ud med dig og jeres fælles venner skyldes, at det selskab også bliver for sat og voksent for ham. For ligesom du måske ikke gider gå ud og drikke dig fuld med vennerne, så har han ikke lyst til at sidde og være „voksen" og parforholdsagtig sammen med dig. I bliver begge nok nødt til at acceptere, at det er sådan, det er. For I er forskellige og har derfor forskellige behov.

Nu ved jeg jo ikke, hvordan du er, når I har været ude sammen med jeres venner. Nyder du det og får snakket en masse med dem og lader din kæreste om at passe sit? Eller sidder du og holder for meget øje med ham og er for parforholds-besidderisk? Kort sagt: Slapper du af og er dit eget unge selv? Hvis ikke, så kunne du måske øve dig i bare at være til stede, dog uden at du forsøger at lave dig selv om og prøver at blive en anden for hans skyld, for den slags holder aldrig, og det er spild af tid.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Skal min stedmor ødelægge min store dag?

Om jeres forhold holder fremover, kan jeg jo ikke sige noget om. En ting kan jeg dog garantere dig: Du er en pige, der helt sikkert nok skal møde den helt rigtige mand og med ham få skabt lige præcis det trygge og gode liv, du ønsker, for du har evnen og viljen til det. Om det så bliver med din nuværende kæreste eller en helt tredje, må tiden vise, men at du kommer tryg og glad i havn, er jeg slet ikke i tvivl om.

Anbefalet til dig