Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Kathrine Windfeld: "Jeg fik simpelthen lov til at skabe drømmemanden"
Foto: Franne Voigt, Stefan Söderström. Kom tættere på instruktør Katrine Windfeld.

Kathrine Windfeld: "Jeg fik simpelthen lov til at skabe drømmemanden"

Filminstruktør Kathrine Windfeld gik efter kort tids sygdom bort 6. februar. Vi mindes hende med et interview fra 2012.Store overarme og sixpack – det var, hvad Kathrine Windfeld bestilte til den i forvejen toplækre skuespiller Mikael Persbrandt, der spiller hovedrollen i Kathrines første actionfilm (ja, den skal helt sikkert ses i biografen). Mød en glødende feminist med tv-serier som "Kronprinsessen" i bagagen – og mareridt om, at hendes 11-årige søn bliver en mandschauvinist.

- Der er han jo!

Ordene ryger ud af munden på mig, da jeg træder ind i entreen i filminstruktøren Kathrine Windfelds lejlighed. Det første, jeg ser, er nemlig en kæmpestor filmplakat med Mikael Persbrandt, som har hovedrollen i Kathrines nye film "HAMILTON – I nationens interesse". Persbrandt kigger direkte på mig med sine lysende lyseblå øjne, præcis som han gjorde dagen forinden i biografens mørke, og jeg kan ikke lade være med også straks at udbryde, at han da er for lækker. Kathrine er enig. Og hun har selv "lavet" ham, fortæller hun grinende.

– Det første, jeg skulle gøre, da jeg havde fået jobbet som instruktør på filmen, var at bestemme, hvem der skulle spille Hamilton. Det er selvfølgelig en meget stor beslutning forstået på den måde, at hvis man vælger en på 32 år, så er det én historie, og hvis det er en på 45 år, så er det en anden historie. Jeg var meget interesseret i at lave en historie, der også havde noget eksistentielt i sig, og derfor ville jeg have en voksen mand, som står ved en crossroad i sit liv, ligesom jeg også føler, at jeg selv gør lige nu. Og hvem skulle jeg så vælge?

– Jeg var taget hjem på weekend fra Stockholm og stod i Irma på Østerbrogade, og så var der bare en hel væg med Euroman, hvor Mikael Persbrandt var på forsiden. Jeg stod og kiggede på den væg og tænkte, hvor svært kan det egentlig være? Og han sagde ja med det samme! Mikael var selv klar over, at han skulle tabe sig. At der skulle 15 kilo af, hvis han skulle spille en skandinavisk version af James Bond. Så der blev ansat en personlig træner, som straks spurgte mig: "

Instruktør Kathrine Windfeld forelskede sig i mandlig hovedrolle

”Langt de fleste menneskers største fjende er dem selv”

Hvordan vil du have, at han skal se ud? Vil du have biceps, sixpack – hvad vil du have?" Og så sad jeg der, øh... okay, han skal have store overarme, og sixpack, ja tak... ha, ha! Jeg fik simpelthen lov til at skabe drømmemanden. Og så er det da klart, at man forelsker sig professionelt i sin hovedrolle! Forestil dig lige, at han så pludselig kommer ind ad døren. Du har selv valgt, at det skulle være ham, og du har selv valgt, hvad han skal have på, hvordan hans muskler er bygget op, hvordan hans hår skal klippes og farves, hvad han skal sige, og hvordan han siger det – så SKAL du jo helst blive forelsket, ellers er der noget galt, ha ha.

En ensom ulv
Kathrine er først og fremmest kendt som en instruktør, der fortæller feministiske historier om kvinder i powersuits på lange kontor- og ministeriegange. Det er første gang, hun har instrueret en actionfilm.

– Nu har jeg lavet den store trilogi over Hanne-Vibeke Holsts bøger, "Kronprinsessen", "Kongemordet" og "Dronningeofret", som var enormt vigtig og fantastisk for mig at få lov til at lave. Da jeg fik tilbuddet om at lave "HAMILTON – I nationens interesse" tænkte jeg, at det kunne være sjovt at se, om jeg kunne nå et andet publikum. Og så var det bare en total håndværksmæssig udfordring og en film med et meget stort budget. Hvor stort, forstod jeg nok først helt, da vi halvvejs inde i indspilningen stod nede i en ørken klokken seks om morgenen, og 150 mennesker kiggede på mig og sagde: "Hvad vil du have?"

Hvordan satte du dig ind i filmens meget maskuline univers?

– Man kan sagtens leve et maskulint liv, selv om man er en kvinde, og det gør jeg for eksempel. Og derfor syntes jeg ikke, at det var så særlig svært. Jeg er jo under ingen omstændigheder undercover agent, ha ha, men det er også meget lonely wolf at rejse til et andet land og lave film. Det er en form for ensomhed. En eksistentialisme, hvor du tit står og tænker: "Oops I did it again". Ups, jeg fik igen kreeret et liv for mig selv, hvor jeg er alene. Det tror jeg, at der er rigtig mange mennesker, som kan identificere sig med, fordi det jo i gåseøjne er "lettere" at være alene.

Hvilken psyke skal man have for at leve som en ensom ulv?

– Jeg tror, at man skal være enormt stærk og enormt fokuseret på sit arbejde, og man skal synes, at det er virkelig vigtigt og sjovt. Ellers er det det ikke værd. Så holder man det ikke ud. I filmen sker der det for Hamilton, at han tidligt i historien bliver sat i en situation, hvor han egentlig troede, at han havde valgt noget. En ny vej. Og så ender det med at være en blindgyde. Noget, der ikke kan lade sig gøre. Og så står han der.

Har du selv prøvet sådan en blindgyde – eller crossroad – som du kaldte det før?

– Jeg har prøvet det helt klassiske med at blive skilt. Jeg havde valgt noget, som jeg troede skulle være for resten af livet, og som jeg troede på, da jeg gjorde det, og når det så ikke lykkes, skal man på mange måder begynde forfra. Økonomisk. Boligmæssigt. Men mest at alt med den eksistentielle opfattelse af sig selv. Hvad indeholder livet? Og hvem er jeg? Jeg skal redefinere, hvad der skal være kernen i mit liv fra nu af. Selvfølgelig er min søn, Otto, et klart midtpunkt, men han bliver jo også større, og det er meningen, at han skal flyve selv en dag. Og der står jeg så nu. Et dejligt sted at stå, men også et sted, der kræver omtanke, refleksion og handling.

Kjolen er ligegyldig
Kathrines forældre blev også skilt, da hun var barn, og hun voksede op hos sin mor sammen med sin bror. Moren var ledende sygeplejerske på Rigshospitalet, der var ro, renlighed og regelmæssighed på den gode måde, og Kathrine tror, at det er fra hende, hun har evnen til at lede og styre et helt filmhold. Faren gav hende noget andet med på vejen.

– Min far boede inde i København og var kulturjournalist på Berlingske Tidende og filmkonsulent, så hos ham mødte jeg hele det kulturelle parnas, når jeg kom på weekend. Min far var super sød på sin egen begrænsede måde. Det var jo en anden tid, det var nogle andre mænd dengang. Jeg tror, han syntes, det var svært, at der kom en 11-årig pige ind ad døren. Hvad skulle han nu lave med hende? Og jeg ville måske også hellere på spejderlejr med veninderne. Jeg tror, at det er helt anderledes nu. Min generation af mænd – og især de yngre mænd – har en helt anden måde at omgås deres børn på. De er meget mere involverede. Jeg synes, min far gjorde det godt ud fra de forudsætninger, som var dengang. Han syntes, jeg var pæn, han syntes, jeg var dygtig, og fra den dag, jeg kom ind på den polske filmskole, så hørte jeg ikke et ord mere. Han syntes, at det var så sejt! En dag skulle jeg til en middag, og jeg havde taget noget tøj på, som jeg var i tvivl om. Jeg spurgte ham: "

Kan jeg godt have det her på?" Og han sagde: "Efter du er kommet ind på den polske filmskole, kan du have hvad som helst på!" Det har jeg tænkt på mange gange siden. Jeg kan sagtens finde på at have den samme kjole på til to forskellige fester, for jeg tænker bare: jeg er filminstruktør, det er ligegyldigt, hvilken kjole jeg har på. Ikke at det er noget særligt at være filminstruktør, det kunne lige så godt være salgschefen eller den hjemmegående, der tænkte sådan, for det handler om, at hvis man bare er glad for den, man er, og det, man gør, så er det ikke så super vigtigt, hvad man har på. Det lærte jeg den dag.

Hvordan er dit forhold til din far i dag?

Better than ever! Han er blevet gammel og mild, og jeg er blevet voksen og klog, ha ha. Det er godt. Han bor i Frankrig, og når han er i Danmark, bor han her hos mig, for så kan han også være meget sammen med Otto.

De 24 timer skal prioriteres
Netop Otto – midtpunktet i Kathrines liv – bor på skift hos sin mor og far. Kathrine og hendes eksmand bor i samme andelsboligforening, og Otto kan løbe i nattøj over tørreloftet fra den ene til den anden. Alligevel er det at være enlig mor til en søn noget, Kathrine har tænkt en del over, for som erklæret feminist ligger det hende på sinde, at der kommer en god mand ud af ham, som respekterer kvinder, og som vil bære ved til den evige kamp for lige muligheder for mænd og kvinder.

Dansk 'True Detective'-instruktør i L. A.: ”Anden sæson afspejler vores frådende neoliberale tid”

Hvad har du lært af at få en søn?

– Alt! Alt, hvad jeg kan om mænd, det har jeg lært af Otto. Og så er det i øvrigt tankevækkende, at ligegyldigt hvor glødende feminist man kan være, så ender det jo med, at man render rundt og varter op. Nu har jeg jo kun ét barn, og det er en søn, og måske ville jeg også varte op, hvis det var en pige. Men en gang imellem tror jeg, at det er rigtig godt, hvis jeg stopper op og tænker: Ville du selv gifte dig med Otto? Og jeg kan sige, vi arbejder på sagen, ha ha ha. Vi er der ikke helt endnu.

– Der hviler et stort ansvar på os mødre til drenge. Jeg har sådan en scene i mit hoved, som er min store angst: Jeg er stået op en lørdag morgen, har taget min badekåbe på, er ved at lave min kaffe, har tændt for radioen og står i mit køkken og synes, at det går da meget godt det hele. Og pludselig går døren fra Ottos værelse op, og en eller anden 17-årig helt tynd pige vimser ud i en g-streng for at tage lidt juice. Og så stopper hun op dér i køkkenet og siger: "

Må jeg godt lige spørge om noget? Ja, nu har vi faktisk lært om feminisme i skolen, og jeg har analyseret et interview med dig, og det er da også meget interessant alt sammen, men hvorfor kan din søn så ikke engang koge et æg?" Og så vimser hun ind til min søn igen, og jeg står helt paralyseret. Den scene ser jeg for mig som mit livs mareridt, ha ha!Hvad forstår du ved mænd, og hvad forstår du ikke?

– Igennem de senere år har jeg instrueret politiserien "Wallander" og nu også filmen om Hamilton, så jeg har været nødt til at sætte mig ind i det andet køn. Jeg kender jo den kvindelige verden utrolig godt. Da jeg lavede "Kronprinsessen", trak jeg vejret i takt med hovedrollen, det var virkelig ikke svært. Mænd har nogle måder at tackle følelserne på, som er anderledes.

På hvilken måde?

– Helt generelt er drengene slet ikke opdraget til at tale så meget om følelser, som piger er. Og det gør jo så også, at mændene ikke er så gearede til det, når man ender i et parforhold eller i en arbejdsrelation. Og det skal man bare lære. Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg også, at man måske ikke skal pushe så stenhårdt, som man gjorde, da man var ung. Det kan bare ikke være en selv, der bestemmer alting, det går ikke, og sådan er det. Det lyder jo rimelig banalt, men når man står der med en baby og har læst i ALT for damerne, hvordan det hele skal være, så skal det – koste hvad det vil – også være sådan. Og der må jeg da gribe lidt i egen barm og sige, at det kan godt være, at det ikke havde behøvet at være sådan. Det er utrolig vigtigt at erkende, at der er 24 timer i døgnet. Der er ikke mere. Og det er ligegyldigt, om du er mand eller kvinde, statsminister eller skolelærer. Der er 24 timer. Og de skal prioriteres. Og for hver gang du vælger noget, så er der noget andet, du ikke kan. Hvis du ikke erkender det, kan du næsten ikke undgå at blive stresset, ked af det og synes, at du ikke slår til. Sørg blandt andet for, at I deles om husarbejdet. Hvis mand og kvinde deler pligterne, er der også større chance for at få sex. Det er jo ret banalt, ha, ha. Jeg vil ønske, at 2012 bliver det år, hvor kvinder begynder at tænke: Okay, hvad skal jeg prioritere i år? Jeg synes, det er rigtig sjovt at arbejde, jeg vil rigtig gerne arbejde meget, og jeg vil også være så meget sammen med Otto, som det nu tillader. Derfor er der ting, som jeg ikke gør. Jeg boligindretter f.eks. ikke. Jeg kommer ikke til at købe nye sofapuder i de næste otte år!

Boligindretning eller ej, Kathrine bor pænt og smagfuldt, og når hun kan have en plakat med Mikael Persbrandt hængende, kan jeg vel også. Derfor takker jeg ja til tilbuddet om at få en plakat med hjem og går ud ad døren med et smil på læben og en signeret Persbrandt-plakat under armen.

Oprindeligt publiceret i ALT for damerne 2012.

LÆS OGSÅ: Paprika Steen: "30 procent af mig synes ikke, jeg er god nok"

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Lykke May: "Jeg ville tage chancen"

LÆS OGSÅ: Da jeg vidste jeg var god: Magnus Millang

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview