Klumme: Kære kvinde, din kusse er helt normal
SPONSORERET indhold

Klumme: Kære kvinde, din kusse er helt normal

Af:: Sofie Maria Brand Foto: Søren Kjeldgaard
31. dec. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Alt for mange kvinder har et forkvaklet forhold til deres kusse, især hvis de indre kønslæber er synlige - på trods af det er fuldstændig normalt.

En veninde i 30'erne sagde for nylig til mig "jeg troede, at min kusse så helt forkert ud, indtil jeg var 21 år, hvor jeg spurgte min læge, om det er normalt, at de indre kønslæber sidder udenfor. Øhøm ja, svarede lægen og så meget forundret ud."

Faktisk har 55 procent synlige kønslæber, og 45 procent har skjulte kønslæber ifølge en undersøgelse af 250 kvinder på Kolding Sygehus. Undersøgelsen er fra 2013, og lægerne har indtil da manglet materiale, der kan vise kvinder, at der ikke er noget galt med dem. Jeg er målløs. Undersøgelsen viser også, at kvinder helt op til 30 år har et totalt misvisende billede af, hvad der er normalt, og 13 procent betragter deres kønslæber som direkte unormale. Jeg er endnu mere målløs.

Hvad skal vi kalde den?
Flere spørgsmål rejser sig. Hvorfor i alverden ved så mange kvinder ikke, i vores ellers overoplyste samfund, hvad der er normalt? Og hvorfor er der stadig så meget forkerthedsfølelse forbundet med kussen?

Og så kommer vi til det næste, eller nærmere det allerførste spørgsmål. Hvad skal vi egentlig kalde vores nedre dele uden at sige det lavmælt med en ustyrlig fnisen på vej?

Skamlæber, kønslæber eller flapper? Jeg nægter at bruge et ord, der indeholder skam og sidstnævnte er totalt udelukket. Længere er den ikke.

Fisse, fjams, punani, klithytte, kusse eller den der forneden, du ved nok? I 2013 udskrev magasinet Tidens Kvinder en konkurrence, der skulle finde et nyt godt navn, der ikke var nedsættende eller negativt ladet. Det blev til "Gina"!

Alene denne kejtede, blufærdige begrebsforvirring er afslørende. Jeg læste engang et sted, at fisse bruger man om kvinder, der ikke har fået børn og kusse om kvinder, der har. Jeg kalder den altså kusse uanset hvad, selvom ordet ikke føles helt optimalt. Der er det anderledes med ordet penis eller pik. Man snubler ikke over det på samme måde. Det er som om, det glider bedre (undskyld mit franske).

Jagten på kussebilleder
En Googlesøgning viser, at det er forbløffende svært at finde billeder af almindelige kusser og kønslæber. Noget af det eneste, der kommer frem, udover porno og "designervaginaer", er Kussomaten. Et vidunderligt projekt fra 2011, hvor kvinder fra gaden kunne sætte sig på et "toilet" på Goethe Instituttet og få taget et anonymt billede af deres kusse. Det blev til et festfyrværkeri at et onlinegalleri, der i den grad viser mangfoldigheden: Busket, glat, store læber, små læber, rynket eller stram – det hele findes. Selvfølgelig.

Når det gælder litteratur findes der mere eller mindre kun den velkendte Kvinde kend din krop, hvor nyeste udgave er fra 2013. Det er en helt forrygende bog. Problemet i forhold til unge piger er bare, at deres adgang til klassikeren typisk kræver nogle forældre, der aktivt tager stilling til emnet og sørger for, den står henkastet i bogreolen.

Det betyder, at unge stadig den dag i dag skal være meget opsøgende selv for at studere helt almindelige kusser. Alle unge burde få udleveret en flot fotobog i skolen med varierede, realistiske eksempler på kønsdelenes udseende. Alene af den grund at en undersøgelse foretaget af Sex & Samfund i 2010 viste, at 29 procent af de unge er særligt utilfredse eller ligefrem hader deres kønsdele. Det er næsten en tredjedel!

Stolthed eller skam?
Utilfredshed og tvivl findes selvfølgelig hos både mænd og kvinder, men det er som om, det er nemmere for mænd meget tidligt at få bekræftet mangfoldigheden. Det hele hænger ligesom rimelig meget udenfor i fællesbadene til idræt. Det er også som om, de ofte har en større stolthed forbundet med deres piks herligheder.

Pikken er forbundet med show off og potens, som ordret betyder styrke, mægtig og indflydelsesrig. Kussen er mystisk, kompliceret og gemt genert væk mellem benene. Sexolog Katrine Berling, der afholder orgasmekurser, beretter om kvinder, der ikke bryder sig om at røre ved sig selv og rynker på næsen af deres kusse.

Måske skyldes det, at pikken er synlig, også mænds orgasme, i modsætning til mange kvinders, som betyder at alt ved kussen er pakket mere væk. Måske skyldes det, at vi efterhånden kun ser "perfekte" pornokusser, fordi vores stigende blufærdighed og kropsforskrækkelse medfører byggeboom af lukkede brusekabiner i svømmehallerne.

Måske skyldes det, at mænd helt fra de er drenge stolt promenerer deres tissemænd og møder bemærkninger som "nææh, hvor er den fin" og "aii, hvor er du dygtig til at stå op og tisse"? Hvorimod det er helt uhørt at rose sin datters tissekone, og piger må ikke røre sig i skridtet, fordi det kolliderer med opfattelsen af den pæne pige. Selvom noget tyder på, at den fortælling ikke holder længere, og at vi er på vej til også at seksualisere, tabuisere og fremmedgøre drenges kønsdele. For nylig udløste redaktøren på magasinet Vores Børn ramaskrig, fordi hun skrev, at hun leger Ormen og solsorten med sin søns tissemand, og to drenge er blevet bortvist fra skole i en uge, fordi de viste deres tissemænd til en pige.

Måske skyldes det årtiers hysterisk hårfjerning, der medfører, at kønslæbernes udseende træder tydeligt frem og fremmer den benhårde selvkritik. Heldigvis ser det ud til, at det kvindelige barberingshelvede er på retur, og at bundgarnet er på vej tilbage! Thank God.

En kyllingefilet fra køledisken
Det værste er, at kvinders forkvaklede krav til kussens udseende betyder, at et stigende antal kvinder bliver opereret for at komme til at ligne en kyllingefilet fra køledisken, som åbenbart er idealet. Det er nu ligeså udbredt som at få lavet bryster (Dagens.dk 21.11.14).

Hvert år møder hundredevis af kvinder op ved lægen med ønsket om at få opereret deres kønsdele. Som regel fordi de synes, deres kønslæber er for store, eller at det er et problem, at de overhovedet kan ses. Det er kun lovligt at få foretaget indgrebet, hvis man har en gyldig grund, det vil sige fysiske eller psykiske smerter, men det er ikke svært at finde beretninger på nettet fra kvinder, der har fået fixet længden på de indre kønslæber alene af den grund at de var kede af, de hang udenfor og slaskede.

De sidste fem år har 1.635 danske kvinder fået pyntet, rettet eller tilskåret deres kusse på trods af, man risikerer hæmorider, nedsat følelse, smerter ved sex, infektion, depression, nerveskader og permanent følelsesløshed. I Storbritannien er det nu hver tiende unge kvinde.

I Australien er det vedtaget ved lov, at de indre kønslæber skal photoshoppes bort på billeder af kvindens kønsdele, hvis de skal publiceres offentligt. Man må kun se revnen, da det ellers virker pornografisk, lyder det. Det er jo censur og tenderer propaganda for designervaginaer.

"Alle kusser er smukke"
Samtlige mænd, jeg har talt med om det her, siger enstemmigt, at alle kusser er smukke. Og så kan der være lidt divergerende holdninger til det med mere eller mindre behåring. "Det er jo skrækkeligt, at helt unge piger går rundt og tror, at mænd ikke kan elske dem, hvis kønslæberne ikke er lige lange!" som sexologen Jacob Olrik også har formuleret det et sted. Der er altså noget, der tyder på, at det er kvinderne selv – kraftigt hjulpet af pornoindustri, trends og medier - der opstiller idealer fuldstændig ude af trit med virkeligheden.

Lad os dog være stolte af vores kusse og elske den. Det gør mændene for fanden. Vi skal selvfølgelig gøre det for vores egen skyld, men også for vores døtres skyld, så vi ikke planter kusseforskrækkelsen i dem.

Jeg vil helt sikkert også lade en kommentar falde om Kussomaten, når min datter når den alder – og sørge for at Kvinde kend din krop står i reolen. Den holder stadig max. Og så håber jeg, at der er kommet langt flere tilgængelige bøger og billeder med helt almindelige kvinders totalt forskellige kusser.

LÆS OGSÅ: Myten om kvinders orgasme er aflivet

LÆS OGSÅ: "Selvtillid er mere sexet end 'thigh gap'"

LÆS OGSÅ: 10 grunde til, at sex er sundt