"Det var ikke uskyldig flirt. Det vidste jeg, og det vidste han!"

Ordene rungede i mig længe efter, samtalen var slut. Min snak med Mads. Ham, der engang hed "blærerøven", men som nu får lov til at nøjes med sit mere afdæmpede "Christensen". Jeg skulle interviewe ham til ALT for damerne om #MeToo. Hvordan vi kommer videre. Hvordan kønnene kan nærme sig. Hen mod slutningen af vores gode samtale, der også var en slags tango om den varme grød, hverken Mads eller jeg ønskede at brænde nallerne på, sagde han:

"Det er jo ikke kun mig, der skal bruge min stemme i debatten. Det skal du også. Vi er altså ikke tungnemme, os mænd, bare fordi vi beder om nogle spilleregler for fremtiden. Men det ER svært at gennemskue, hvad man må og ikke må. For nu tør man jo knap nok give et velment kompliment. Jeg kender ingen mænd, der ønsker at være krænkere."

LÆS OGSÅ: Er dette dating-appen, du har ventet på?

Ærligt: Det gør jeg heller ikke. Jeg er gift med en mand, og jeg tæller mange mænd blandt mine bedste venner, som alle er de typer, der holder døren, trækker stolen ud og komplimenterer en kvinde, når hun har gjort sig umage. Med sit outfit, frisuren eller den der planke-challenge, hun tydeligvis har taget alvorligt alle de 30 dage.

Men jeg har desværre også gennem mine mange år i voksenlivet oplevet alt fra hænder stukket grundigt op i numsen på mig (som hilsen til en parmiddag!) til deciderede overgreb. For eksempel da jeg arbejdede på en fransk restaurant på Frederiksberg i starten af mine tyvere, og ejeren overraskede mig på badeværelset. Jeg var ved at klæde om til tjeneruniformen; han mente, jeg skulle have min arm vredet om på ryggen og hans tunge ned i min hals. Hans kone var på arbejde den aften. På selvsamme bistro. Det var ikke en uskyldig flirt. Det vidste jeg, og det vidste han. Men jeg råbte ikke op den aften. Jeg sagde bare op ugen efter. Jeg turde ikke andet.

Så hvor går grænsen mellem uskyldige komplimenter og hyggelig flirt og overgreb og upassende opførsel?

LÆS OGSÅ: ”Hore” og ”tampax team”: Finlands statsminister modtager tusinder hadbeskeder

Egentlig burde det være ret åbenlyst. Vi er jo enige om, at en god kollega er lige dele hjælpsom og opmærksom. En god leder giver plads, udviser tillid og er tydelig i sine briefs. Og en god forælder er omsorgsfuld og nærværende, kærlig, men også fast i sine grænser. Så måske ville det hjælpe alle, hvis vi holdt op med at læne os op ad de nyeste ideer – som den såkaldte samtykke-app, der giver tilladelse til sex i 24 timer – og i stedet benytter os af sund fornuft og en social kontrakt uden udløbsdato. Med andre ord: at vi følger enkle, etiske regler, når vi omgås det modsatte køn. Anerkender hinanden som ligeværdige personer – ikke som ens.

Så kære Mads og alle andre mænd: I må hjertens gerne komplimentere mig for min gode smag men undlad at kommentere på brysterne bag blomsterne eller numsen i mine løbetights. I må gerne give mig et kram, hvis jeg slår armene ud, men ikke påtvinge jer kys eller numsetjek, når vi nu ikke deler soveværelse. Og I må gerne give en drink, men lad mig betale den næste. Privilegiet ved at tjene sine egne penge deler vi heldigvis omsider. Og lige om lidt får vi måske endda det samme i løn? Og hold endelig døren for mig, løft gerne min tunge kuffert, og byd mig endelig op til den næste dans. Så kvitterer jeg glædeligt med at finde bøjlen til din frakke, læse korrektur på din jobansøgning og skrue op for Aretha Franklin.

R.E.S.P.E.C.T. – that is what it means to me.