Jeg fik min første tatovering som 37-årig - og min 6-årige datter er ikke imponeret...

Jeg scroller for tiden ned over Pinterest for ny tattoo-inspiration, for den næste tid hos min tatovør, Gitte på Nørrebro, er booket. Jeg fik min første tatovering som 37-årig, og her fire år senere, er der efterhånden kommet et fint lille udvalg af værker i blæk på min krop. Jeg er ikke alene om at finde frem til kropskunsten i en relativt sen alder.

Hella Joof fik sin første tatovering i slutningen af 50'erne, Susan Sarandon blev tatoveret for første gang som 60-årig, og selvom Cher kun var 27 og nyligt fraskilt fra Sonny, da hun fik sine balder prydet med sommerfugle og blomster, så får den i dag 75-årige superstjerne fortsat dekoreret kroppen med jævne mellemrum.

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg: Nedlukningen har foræret mig én ting, jeg vil holde fast i

Da Cher fik sin første tatovering, var det for at markere, at hun ikke længere ville være en "good girl", forklarede hun. Det var i 1973, og der var tattoos bestemt ikke mainstream. Da jeg fik lavet min første tatovering, demonstrerede jeg snarere, at jeg var en velovervejet voksen. Jeg havde ikke brug for at gøre oprør mod mine forældre eller provokere min arbejdsgiver. Jeg ville egentlig bare have et styks fin identitetsmarkør i form af et stiliseret Eiffeltårn på min ene arm.

Men Eiffeltårnet og de efterfølgende blomster, hjerter og ord, markerede ikke bare det, har jeg siden opdaget. De symboliserer noget centralt for min generation: vi har ikke kulturrevolutionen i blodet som vores forældre, og vi har ikke den medfødte sans for hverdagsaktivisme som vores børn. Vi er ikke spontane eller impulsive; vi er lige så planlagte som den seneste ukrudts-havetrend: vi er "vilde med vilje".

Vi får piercinger, men naturligvis i smukke udformninger i guld og ædelstene fra Maria Black. Og vi farver vores hår i sorbetfarver, men altid med indlejret fortrydelsesfrist, så vi kan vaske de pink striber eller mintgrønne spidser ud inden weekenden er omme. Vi får tatoveret den samme variation af børnenavne, sommerfugle, drømmefangere og stjernetegn. Vi vil gerne stikke ud, men vi tør ikke stikke af.

Jeg talte med livsstilsekspert Julia Lahme for nyligt om den generationskløft, der er i dag, og hun påpegede indsigtsfuldt:

"Vores generation, Sine, er den sidste, der er vokset op til et soundtrack af bekymringsfrie popsange. De melodier vil vores børn aldrig kunne lytte lige så letsindet til, som vi gjorde det."

LÆS OGSÅ: "Det var ikke uskyldig flirt. Det vidste jeg, og det vidste han!"

Betragtningen er spot on. Jeg lærte om kommercialiseret feminisme af The Spice Girls, humørfyldt materialisme fra Aqua og blåøjet Lolita-flirt af Britney Spears. I mine tween- og teen-år anede jeg ikke, at der var noget der hed strukturel racisme, CO2-regnskaber eller uønsket seksuel opmærksomhed. Det var før Greta Thunberg, Black Lives Matter, Free Britney og senest at det danske pigekor fyldte op i nyhedsstrømmen og mine tanker.

Det, der oprører mit sind nu, er hverdag for mine børn. Og derfor kan de heller ikke se hverken vildskab eller vovemod i en piercing eller tattoo. Tværtimod demonstrerede min 6-årige datter sin selvstændighed i går ved at kigge mig lige i øjnene og sige: "Jeg skal ikke have nogen tatoveringer, når jeg engang bliver voksen!"

Vores børns oprør, håber jeg, bliver et opgør med min generations navlebeskuende individualisme, skjulte fordomme og ekstreme overforbrug. Jeg håber ikke, at de bliver "vilde med vilje", men vilde i deres radikale lyst til at ændre på vores alles vaner. Og hvis vi forældre vil være ægte vilde, skulle vi ikke kun få deres navn tatoveret på Armen men også vise dem, at vi har deres ryg.

At vi har tro, håb og kærlighed nok til dem, til at ændre radikalt på vores indre tilbøjeligheder, fremfor kun vores ydre signaler.