Drop telefonen, og find nærværet frem igen
Drop telefonen, og find nærværet frem igen

Smartphone afhængighed

Klumme: Stjæler smartphonen dit nærvær?

Tjekker du telefonen ved hver en mulighed? Måske skulle du prøve at glemme den derhjemme...

Smartphones og sociale medier rummer uanede muligheder for kommunikation og videndeling, men vi må spørge os selv, om onlinelivet risikerer at kvæle fordybelse og nærvær? Om vi har mistet evnen til at holde fri i en konstant opkoblet verden? Om vi ender med at se på alt, hvad vi foretager os, udefra – i stedet for indefra?

Jeg sidder i S-toget mod Klampenborg med min datter på syv år. Vi skal på Bakken. Jeg rækker ned i tasken efter min telefon, som det efterhånden er sædvane, når jeg transporterer mig selv fra ét sted til et andet. Det er "spildtid", som lige kan bruges på hurtigt at tjekke mail eller nyheder.

Men jeg har glemt den. Fuck. Panikken breder sig i min krop, indtil jeg får stoppet mine katastrofetanker om alle dem, der ikke kan få fat i mig, og alle de fotos af min datter i en forlystelse, som jeg ikke kan tage. Det er okej, det er sundt at være uden min konstante opkobling til resten af verden, må jeg sige til mig selv - og får stoppet min irrationelle angsttilstand.

Befriet fra min smartphone
Denne sensommerdag på Bakken var jeg mentalt til stede hele tiden, og det var en følelse, jeg lidt havde glemt. Det var en befrielse at afvise alle stressende tanker om at huske at skrive en sms til den og en mail til den og alle selviscenesættende overvejelser om at tage et foto at barnet i den gigantiske gamle trærutsjebane - og måske lige poste det på Instagram. Det var simpelthen ikke muligt.

Nu skal det retfærdigvis heller ikke lyde som om, jeg konstant glor ind i en eller anden skærm og har mine tanker andre steder, for ligesom så mange andre, er jeg bevidst om ikke at tænde computeren, når min datter og jeg er sammen, og ikke at scrolle Facebook på telefonen, mens hun fortæller mig om det vildt sjove, lærer Torben gjorde ovre i skolen i dag.

Jeg har helt haft slettet Facebook på min telefon i perioder, men lige for tiden har jeg fundet en fin middelvej, hvor jeg har slået såkaldte notifikationer fra, så jeg ikke fristes af liiige at tjekke, hvem der har skrevet eller liket noget ofte komplet ligegyldigt. Og det er ikke og må heller aldrig blive det første, jeg gør om morgenen, eller det sidste jeg gør, inden jeg går i seng. Men på trods af dette er jeg – indrømmet - en slave af min telefon. Vi har et had/kærlighedsforhold.

Mobilen - smart eller pisseirriterende?
Det er sindssygt smart, at vi altid kan ringe og skrive til hinanden, men det betyder, at vi ikke kan finde ud af at komme til tiden mere. Det betyder, at vi tjekker og kontrollerer vores børn - og er parate til at ringe til politiet, hvis de ikke lige svarer. Det betyder, at vi er halvt på arbejde, selvom sønnike ligger med 40 i feber. Det betyder, at der opstår misforståelser og afstand, når vi sms'er i stedet for at tale sammen. Det betyder, at der er konstante forstyrrelser, når man sidder opslugt af en vanvittigt spændende samtale, eller går i sine egne tanker i skoven.

Nogle kan helt sikkert administrere de konstante afbrydelser, og får ikke stress over, at der en anden, der forventer, man svarer. Men mange kan ikke. Endnu flere af os tror måske, at tilgængeligheden, fleksibiliteten og de konstante bip ikke påvirker os, men undervurderer stresselementet og ikke mindst hvad det gør ved vores børn.

Der er dem, der mener, at børn og unge, der vokser op med det, er langt bedre til at navigere i den fragmenterede onlineverden, og at det ikke påvirker dem negativt. Jeg må forholde mig tvivlende til dette, når man ser på omfanget af mistrivsel, fx selvskade og spiseforstyrrelser, og stresstallene, især blandt unge piger, som galoperer derudaf hos Danmarks Statistik. Der er naturligvis også andre forhold, der influerer på dette, såsom et konstant reklamebombardement med det perfekte liv og et værdiskred, hvor penge og prestige er vigtigere end relationer og kærlighed. Men det hele er blevet en del af det samme digitale kredsløb.

Facebook – harmløst fix eller fucked up?
De sociale medier er endnu en fantastisk mulighed for at være i kontakt med hinanden, følge med i hinandens liv og dele indhold, men igen er der udfordringer forbundet med de uanede muligheder.

En tiltalende ting ved Facebook er, at vi liker hinandens blær og succes. Noget, som vi trænger til i lille Danmark. Risikoen er selvfølgelig, at man konstant sammenligner, får mindreværdsfølelser og bliver afhængig af skidtet. Mange har brug for et Facebookfix flere gange om dagen og poster ivrigt fotos fra festen i lørdags og af den vellykkede kiksekage i går. Der foregår en ekstrem selviscenesættelse, som risikerer at give utilstrækkelighedsfølelser, når man ser andres "spændende" liv.

Der er rettet et hidtil uset spotlys på os. Vi brander os selv med fotos, titler og connections på LinkedIn, Facebook, Instagram, og jeg ved ikke hvad. Alt for ofte afbryder vi vores mentale tilstedeværelse i en situation, fx en koncert, middag eller romantisk gåtur i Paris, fordi dette må vi lige vise omverdenen; det fortæller noget interessant om os. Vi ender med at se på alt, hvad vi foretager os udefra – i stedet for at opleve det indefra.

Sociale medier må være vor tids største tidsrøver. På mange arbejdspladser må det slå de udskældte rygepauser med længder.

Fleksibilitet – redning eller forbandelse?
At vi altid er tilgængelige, og at verden og viden konstant er inden for rækkevidde, blot vi rækker ud efter vores smartphone, skaber en næsten uundværlig frihed og fleksibilitet i vores hverdag og arbejdsliv, men igen må vi være opmærksomme på, hvad gaven koster.

Med to udearbejdende forældre er det værdifuldt for mange at kunne smutte tidligere fra arbejde for at hente ungerne i nogenlunde tid. Men til gengæld kommer vi til at ordne lidt arbejde, mens vi er halvt til stede med familien, og vi er nødt til at åbne arbejdscomputeren igen om aftenen, når ungerne er lagt - og opvasken, vasketøjet og madpakkerne er ordnet. Vi har aldrig fri.

Det er en fleksibilitet på godt og ondt, for spørgsmålet er, om det, der skulle give os endnu mere frihed og overskud, ender med at være ekstremt begrænsende og stressende, fordi vi aldrig holder rigtigt fri. Heller ikke engang når familien er lagt ned af influenza, for der kan vi godt lige tage den der vigtige samtale med en potentiel kunde eller skrive lidt på den rapport, vi er bagud med.

Onlinelivet i overhalingsbanen
Det konstante bombardement af reklamer, nyheder, vibrerende telefoner, opdateringer på Facebook og mails i indbakken gør, at vi hele tiden skal sortere, tage stilling og sige fra. Det kan være fandens svært, og det må gøre noget ved os at være "på" hele tiden.

Den canadiske videnskabsjournalist Michael Harris er bogaktuel med "The end of absence", der undersøger, hvad der sker med vores dagligdag og åndsliv, når vi med smartphones og andre digitale dingedoter lever en konstant opkoblet tilværelse. Han mener, at vi bliver rastløse og mister evnen til at fortabe os i vores egne tanker og finde indre ro.

"Vi eliminerer de øjeblikke, hvor tanker og idéer får rum til at rumstere. Køen i supermarkedet bliver en mulighed for at tjekke e-mail, og vi underholder os med Facebook på togturen i stedet for bare at kigge ud af vinduet. Vi glemmer, hvorfor dette fravær er vigtigt, fordi vi ikke savner kedsomheden. Men hvis vi ikke ophører med at frådse i digitalt indhold mister vi kvaliteter, som er vigtige for at bevare et indre rigt liv." (Kristeligt Dagblad 17/10)

Han peger også på, at den konstante brug af teknologi reorganiserer vores hjerner. Vi trænes simpelthen ikke i at huske og koncentrere os på grund af den nemme adgang til information og det konstante overload af digitale indtryk. Vi skimmer i stedet for at læse og skifter hele tiden fokus. Vores hjerner bliver dermed trænet i overfladisk tænkning og ikke dyb tænkning. Han kalder det, at vi lever i et intellektuelt paradoks: Vi ved alt, og vi ved intet.

Offline er det nye sort
Den teknologiske revolution har altså overmandet os på rekordtid. Mulighederne er uendelige, og nu er vores største opgave tilsyneladende at lære at administrere det, så vi ikke mister noget af det vigtigste for menneskelig trivsel: Nærvær, relationer og fordybelse.

Det altomsluttende digitale liv betyder, at vi er nødt til at konstruere ensomhed, opbygge stilhed og vælge nærvær. Vi må generhverve noget af det, vi har mistet i en konstant opkoblet verden - og spørge os selv om vi overhovedet kan finde ud af at være alene med os selv og hinanden uden at være online et eller andet sted?

Mit eget foreløbige svar er, at jeg øver mig i at gå hjemmefra uden min telefon. Bare engang imellem.

#ståafræset

LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Løb fra din stress 

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Undgå disse tegn på stress 

LÆS OGSÅ på Altfordamerne.dk: Bør digital dannelse være et fag i folkeskolen?

Sofie Maria Brand

35 år, har en datter på 7 år
Uddannet folkeskolelærer og journalist.
Arbejder som freelancejournalist, debattør og medstifter af Familiepolitisk Netværk.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Familiepolitisk Netværk samler både organisationer, politikere, meningsdannere og helt almindelige mennesker, der er udfordret af en hektisk hverdag med familie og arbejde.
Netværket fungerer som en facebookgruppe, hvor alle kan følge med i debatten om danske børnefamiliers vilkår og hverdag, blive inspireret, debattere forskellige emner og møde aktører. Find Familiepolitisk Netværk på Facebook

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund