Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Når livet kalder
Foto: Sofie Hviid

Når livet kalder

Lisbeth droppede sit karrierejob og købte en enkeltbillet til den indiske slum

På papiret have Lisbeth alting. En lovende karriere som salgschef med høj løn, dyr champagne og succes. Men en dag gav intet af det længere mening for hende.

Hun kan ikke helt forklare, hvad der fik hende til at træffe det valg, der vendte op og ned på hendes liv. En sen aften for 13 år siden, da Lisbeth Johansen endnu engang sad på kontoret som salgschef i en af verdens største hotelkæder og knoklede for at lukke en aftale, vidste hun bare, at noget var galt.

Sådan skulle hendes liv ikke se ud. Uden helt selv at forstå, hvad der var galt, meldte hun sig syg fra arbejde dagen efter for at finde ud af, hvad var sket. Verden trak i hende, og hun købte billet til en jordomrejse. Rejsen endte først reelt den dag, et par år efter, hvor hun besøgte en banegård i Indien:

- Jeg så mange hundrede forældreløse børn, der var alt for små og sårbare til at være alene. Alting var så elendigt. Jeg tænkte, at her må man kunne gøre noget, så de her børn får mere værdighed i deres liv.

Men i virkeligheden er historien om, hvordan Lisbeth Johansen havnede i den indiske slum ikke en historie om en kvinde, der ville redde verden. Det er historien om en kvinde, der søgte efter mening med sit liv – og som fandt den mening i et land, hvor det ydre kaos er ligeså massivt, som den indre ro er markant.

35 år og på vej den anden vej
Lisbeth har truffet et af de valg, der får vores andres valg i livet til at virke banale. Og vejen til Indien – og tilbage til Danmark igen - var alt andet end ligetil. Noget af det sværeste var at træffe beslutningen om at komme afsted. Som 35-årig kvinde med en karriere, der bare kørte derudaf, lå det ikke ligetil at opgive alt for at rejse ud i verden, forklarer Lisbeth fra en havestol i sin lille kolonihave, der er hendes base, når hun er Danmark.

- Alle mine veninder var ved at blive gift og få børn, og så stod jeg der igen og skulle være afstikkeren. Det har været et tema i mit liv, at jeg går en anden vej end de andre. Og det kan være fint, men det kan også være ensomt, for jeg er altid alene om det.

Alligevel endte hun med at skrive en to do-liste, der lød nogenlunde sådan her:

- Sig job op

- Sælg lejlighed og bil

- Fortæl mor og far om min beslutning

Særligt det sidste vidste hun, ville blive svært. Den succes hun havde arbejdet sig til, var ikke kommet af ingenting. Som barn var hun klassens ballademager, der ikke blev spået mange chancer for en karriere. Derfor var forældrene voldsomt stolte af deres datter, der på kort tid var blevet forfremmet og nu endelig så ud til, at have styr på sit liv. Men i sidste ende blev Lisbeth nødt til at lytte til sin indre stemme, hvis hun skulle være tro overfor sig selv:

- Jeg vidste godt, at jeg gerne ville til Indien på en enkeltbillet. Men det var også en svær tid, for jeg var ked af, jeg ikke bare kunne være som de andre. Men jeg er også meget imod, at vi lever et liv i forhold til, hvad samfundet gerne vil. Når vi bliver født, gør vi som vores forældre siger, når vi kommer i skole, gør vi som vores lærere siger, og på arbejdspladsen gør vi, som chefen siger. Men hvornår spørger vi os selv, hvad vil jeg egentlig med mit liv?

LÆS OGSÅ: Se Suzanne Brøggers private billeder

Mødet med kaos og skønhed
Hvis man har været i et udviklingsland som Indien, kan de fleste nikke genkendende til, hvor svært det er at se sultne børn med udstrakte hænder på gaden. Men hvor de fleste af os tager hjem og køber et abonnement til en hjælpeorganisation – hvis det går højt – så valgte Lisbeth at starte den organisation selv. Med sin erfaring fra salgsverdenen begyndte hun at fundraise penge fra sit netværk i Danmark. Hun arrangerede gallafester i Danmark og begyndte at indse, hvor svær en opgave det var for en dansk kvinde at starte en hjælpeorganisation i Indien:

- Alt er korrupt. Man kan ikke stole på nogen. Alt er uigennemsigtigt. Det er kun hårdt! Jeg tænker tilbage nogen gange og kan ikke forstå, at jeg er lykkedes med det har. Jeg kan godt forstå, at jeg er træt nogen gange. Jeg har virkelig knoklet. Men når jeg nogle gange har siddet med den her helt umulige offentlige instans, så kom jeg ud til børnene, og så var alt det besværlige lige meget. Kvinderne og børnene har opvejet alle frustrationerne.

På de syv år, der er gået siden Lisbeths første møde med børnene i Kolkata, er LitteBigHelp vokset til en organisation med 70 ansatte i Indien og to i Danmark. 500 børn og kvinder får hjælp hver dag. De får skolegang, mad og en fremtid gennem et af de otte projekter, organisationen har startet op. Lisbeth har vundet priser som årets heltinde og medvirkede i tv-programmet "Helvedes helte." At få stablet en organisation på benene i et land som Indien har krævet rigtig meget af hende. Hun har trykket hænder, talt i telefon og knoklet i døgndrift for at komme hertil.

Hun har brugt sig selv så meget, at hun kan mærke trætheden helt ind i knoglerne. Derfor har hun nu ansat en lokal leder til at køre Little Big Help videre. Lisbeth slipper ikke sit projekt, men lader en anden tage sig af de daglige udfordringer. Nu skal der nemlig ske noget andet i hendes liv. Ligeså tydeligt som det stod for hende, da hun kvittede karrieren og rejste til Indien, ligeså tydeligt står det nu, at der skal ske noget nyt. Hun vender bøtten endnu engang.

LÆS OGSÅ: Line søgte hverken bolig eller job på Facebook – men en kæreste

Tilbage til det pæne
Da Lisbeth rejste til Indien var hun træt af Danmark. Her var for pænt og ordenligt – det passede ikke til den indre uro, hun havde. Men hendes kvote for kaos er så småt blevet fyldt op som det glas vand, der står foran hende på et lille bord. Indien vil stadig være hendes andet hjem, men rastløsheden over den danske pænhed, har hun brændt af. Lisbeth vil gerne have et hus med et køleskab, hvor maden kan nå at blive for gammel, inden hun rejser igen.

- Jeg har nået langt mere, end jeg havde regnet med, men jeg skal ikke redde Indien. Som det er lige nu, har jeg ikke flere ambitioner end, at vi skal bevare og udvikle det, vi har. Hvis det skal være større, skal det være nogle andre kræfter end mine. Jeg er kommet til et sted, hvor jeg savner noget ro. Jeg er så træt af at pakke ud og ind. Nu vil jeg gerne have, at folk ringer til mig. Jeg gider ikke være så udfarende mere. Jeg vil gerne blive lidt gammel og læne mig tilbage.

Det kan lyde mærkeligt for en kvinde på 42, at hun vil blive gammel, men Lisbeth har fundet en ro med at være lige præcis der, hvor hun er. Hun har levet et helt liv på den halve tid, fordi hun aldrig har valgt den nemme vej. Hun føler selv, at hun har prøvet det meste af alt, hvad der skal udforskes i den ydre verden. Selvom hun har taget den lange vej, har det været det hele værd.

- På et tidspunkt besluttede jeg at prøve at tage stoffer. Så tog jeg næsten alt undtagen heroin på en sommer. Så har jeg prøvet det. Så sidder jeg ikke og tænker gad vide, hvordan det er at tage svampe. Eller gad vide, hvordan det er at leve i et åbent forhold. Eller gad vide, hvordan det er at være karrierekvinde. Jeg har prøvet det hele, og det elsker jeg. Jeg har skullet hele verden rundt fire gange for at nå hertil. Jeg kunne have valgt det nemmeste liv i hele verden. Men jeg skulle ud i alle mulige ender af livet, smerter og udfordringer, dramatiske og skøre ting. Det skulle jeg bare. Det lå i kortene for mig.

Inden vi slutter interviewet kommer Lisbeths indiske kæreste cyklende ind i haven. Drømmen for dem begge er, at de kan åbne et retrætecenter i Danmark og give lidt af den indre ro, de selv har fundet i Indien, videre til travle og stressede danskere. Alt det der fik hende til at længes væk, er nu det, der trækker hende tilbage til kolonihaven:

- Herhjemme står du op om morgenen, går til venstre og hele dagen er planlagt. I Indien går du til venstre og aner ikke, hvad der kommer til at ske. I starten når jeg var hjemme i Danmark hadede jeg, at det var så forudsigeligt. Men nu elsker jeg det!

De to tog sidste år beslutningen om, at de ikke skulle have børn. Og det var en lettelse mere end noget andet. Da en veninde skrev til Lisbeth på mors dag, at hun var ked af det, fordi hun ikke havde fået børn, tænkte Lisbeth over, om hun havde det på samme måde. Men i modsætning til folk omkring hende har det ikke været en stor ting:

- Når jeg snakker med folk om børn, skal der ofte være en undskyldning. "Du kan heller ikke have børn med det liv, du lever. Du har også så mange børn ude i Indien". Men jeg har ikke nogen børn i Indien. Og hvis jeg havde fået børn, havde jeg jo bare lavet mit liv om. Hvorfor kan det ikke være grund nok, at det ikke er sket? For sådan er det for mig. Det er bare ikke sket. Jeg har ikke tænkt, at jeg skulle eller ikke skulle have børn. Jeg har bare fulgt med.

LÆS OGSÅ: Først troede jakkesættene, at hun skulle lave kaffe. De tog fejl

LÆS OGSÅ: Kvinder mangler realistiske lederrollemodeller

LÆS OGSÅ: Min første tid med kræft: “Det føles sygeligt ensomt”