Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Maise Njor

Maise Njor: Så ved man, at man skal ringe

Klummeskribent Maise Njor om venner, man ikke vil hjem fra.

Jeg havde sovet ret dårligt, som man gør i de fleste vasketøjskurve. Sent på aftenen havde en eller anden foreslået, at vi legede mørkegemme, og så tossede ti voksne mennesker rundt i mørke og råbte av, hver gang vi havde knaldet hovedet ind i noget. Jeg fandt et ret godt gemmested, og der faldt jeg så åbenbart i søvn og vågnede først, da det var ved at blive lyst, og jeg ikke kunne mærke mine ben.

Man ved, at man har sovet meget hos sine venner, hvis man har faste sovepladser hos de fleste (vasketøjskurven var dog ny). Det er, fordi jeg har så svært ved at sige farvel. Og også lidt, fordi jeg var kuvøsebarn og helst vil have varme og tryghed. Og fordi jeg er for doven til at gå. Og godt kan lide mine venner. Eller bartenderen på Palæ Bar… Eller andre undskyldninger... Men jeg har aldrig forstået, hvorfor jeg dog ikke bare kunne gå hjem.

Min krop ankommer før min sjæl
Så var jeg i Indien og så et skilt med en speciel massage-form, som var god for ”mind, body and soul”, og tænkte ”hvad?! Har de hele tre ting? Er de en form for menneskelige kinder-æg? Derhjemme er man jo bare ”mig”. ”Mig-migmig”. Eller ”jeg-jeg-jeg”. Jeg skal hele tiden noget, vi skal alle sammen hele tiden ordne, og gøre ved, og arbejde, og hente og bringe, og købe ind og gøre rent. Og når man så har fri, og for eksempel skal til middag hos sine venner, så kan det være svært bare at sidde stille. For hele dagen har ens ”body” transporteret ens ”mind” rundt, og ens ”mind” har kommanderet rundt med ens ”body”, men når man så kan slappe af, skal man lige finde sin ”soul”.

Da jeg kom hjem fra Indien, fandt jeg ud af, hvad mit problem er: Min krop ankommer ganske simpelt før min sjæl. Og vi skal lige være der lidt, før alle dele er samlet. Når min krop så egentlig gerne vil hjem, og min hjerne siger, at det ville være god fornuft, så mangler vi bare sjælen. Og sjælen vil faktisk gerne blive lidt længere, for det er ikke så tit, at den er sammen med sine allerbedste sjælevenner. Nogle kan man bare ”connecte” sig til, som de blå personer i Avatar, og andre tager lidt tid. Vi skal lige finde hinanden igen, og det kan tage en snak om deres nye kaffemaskine eller noget med deres arbejde, før man når til at spørge: ”Hvordan har du det egentlig?”

Gi' en Ama'r-krammer
Hvordan ens venner egentlig har det, kan være svært at få greb om til daglig, fordi alle har travlt med deres liv, men så engang imellem får man måske en sms, hvor der står: ”Jeg trænger til en Ama’r-krammer.” Så ved man, at man skal ringe, for der er noget galt. Og hvis man er heldig, og har sin sjæl parat, så møder man af og til folk, som på få sekunder glider lige ind, og man ved, at man kunne tale med dem i timevis og stadig synes, de er interessante. Nye soulmates.

Engang blev jeg så ivrig, da jeg mødte en fantastisk kvinde, at jeg pludselig kunne mærke, at hun skulle se mine fødder (jeg går ud fra, at det havde været en del af samtalen, men kan ikke helt huske det), og så smækkede jeg dem op på bordet – og faldt bagover ned på græsset. En anden gang kom jeg gående på Købmagergade, da jeg mødte en, som jeg syntes, jeg havde haft en ekstremt berigende samtale med, og løb over og gav hende et tvangs-knus. Hun kiggede forskrækket ned og spurgte: ”Undskyld … Hvem er du?”

LÆS OGSÅ: Maise Njor: Derfor holder jeg af smalltalk

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Maise Njor