Marie Carmen Koppel står i mørk trøje ved et lyst gardin og kigger mod kameraet
Marie Carmen Koppel

En besked på Instagram knuste Marie Carmen Koppel: ”Det ødelagde så meget for mig”

Da sangerinde Marie Carmen Koppel åbnede sin Instagram efter at have været gæst i ”Go’ Morgen Danmark,” ventede en række sårende beskeder, som fik hende til at bryde ud i gråd.

Hendes verden logo farv

Som barn blev Marie Carmen Koppel mobbet, og det var både voksne og andre børn, som kom med nedsættende ord om hendes krop.

Derfor var det en lettelse for hende, da hendes bog ”Mit glitrende kludetæppe” udkom i januar 2026, for i ét af kapitlerne taler hun for første gang åbent om sine svære oplevelser med mobning i barndommen. Det fortæller hun i et interview med Hendes Verden uge 14.

– Jeg har gået med det selv i alt for mange år. Jeg blev mobbet med mit røde hår og min først buttede, senere for store krop. Jeg blev mobbet af både børn og voksne. Voksne, som var ualmindeligt idiotiske, og som uden empati sagde noget om min barnlige, hvalpede krop, som sårede mig uendeligt meget, husker hun tilbage. Hun husker også, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv, når kommentarerne faldt.

– Som lille følte jeg, at jeg stod helt alene, når en voksen kommenterede nedgørende på min krop. Jeg kan huske, at en voksen mand, der var på besøg hjemme hos os sagde: “Du kan da ikke gå sådan rundt og se sådan ud, du er alt for stor og tyk.

– Derfor er lige præcis mobbekapitlet i bogen utroligt følsomt og vigtigt for mig. Det er også det kapitel, jeg har fået meget respons fra læsere på.

”Fede læs”

I forbindelse med udgivelsen af hendes bog, gæstede sangerinden i slutningen af januar ”Go’ Morgen Danmark,” hvor hun blandt andet fortalte åbent om sine oplevelser med mobning mens kameraerne rullede.

Men kort efter udsendelsen var gået live, plingede en række notifikationer ind på hendes Instagram.

 – En fake profil havde skrevet “fede læs” på ti af mine opslag.Det ødelagde så meget for mig. Jeg så slet ikke udsendelsen, for jeg græd og græd. Der flød mit mobbekrus bare fuldstændig over, fortæller hun.

 Heldigvis gik der ikke længe, før en helt anden slags beskeder ramte hendes indbakke.

– Det væltede ind med kærlige og støttende beskeder fra folk, der havde set udsendelsen. De delte deres egne historier om mobning. Der har ikke været én negativ siden, kun opbakning. Og det gjorde mig så rørt.

– Men den ene kommentar fik mig helt i knæ, men samtidig mindede den mig om, hvor vigtigt det er, at jeg har det kapitel med i bogen. For hvis der sidder bare én derude og får mod til at sige noget højt, så giver det hele mening. Jeg har gået et helt liv alene med det her, og den ensomhed er enorm. Derfor betyder det alt at opleve, at min historie nu bliver båret videre af andres.

Læs hele interviewet med Marie Carmen Koppel i Hendes Verden uge 14, hvor hun også fortæller om bruge 35 år på at lære at sætte de rigtige grænser, og om sit første møde med musikken.

Marie Carmen Koppel

• 55 år.

• Sangerinde. Datter af Ulla og Anders Koppel og søster til Benjamin Koppel og Sara Koppel, som er animator og har tegnet mønstret på coveret til Marie Carmen Koppels nye bog.

• Har udgivet ti soloalbums, senest det anmelderroste Forgiveness fra 2023.

• Bor med sin datter og mand i København.

• Udgav i januar bogen Mit glitrende kludetæppe, hvor hun fortæller om sit mangefacetterede liv som sangerinde, datter og menneske. Fra opvæksten i det musikalske barndomshjem på Vesterbro, ungdommen i Københavns musikermiljø og voksenlivet i New York til ægteskabet med en marokkansk mand, kamp mod sygdom og mobning samt kærligheden.