Dø af sorg, kærlighed, knust hjerte-syndrom
Foto: Foto: privat Jan og Elisabeths kærlighed var så stærk, at de ikke kunne leve uden hinanden.

”Min mor døde af sorg over tabet af min far”

Da Jan Rasmussen døde efter kort tids sygdom, slukkedes der noget i hans hustru gennem 43 år. Elisabeth mistede lysten til at leve videre. En lungebetændelse fik hende indlagt, men familien er ikke i tvivl om, hvorfor hun aldrig kom på højkant igen, før hun fire måneder senere fulgte Jan. Hun døde af sorg.

Af Kicki Thomsen

På Thisted kirkegård ligger ægteparret Jan og Elisabeth Rasmussen side om side. Præcis ligesom de gik igennem livet. Gravstenen taler sit tydelige sprog: 2. august 2010 og 15.december 2010 – elsket og dybt savnet. De døde med kun fire måneders mellemrum i en alder af blot 65 år. En simpel lungebetændelse var alt, hvad Elisabeth fejlede på papiret. Den egentlige grund var nærmere, at hun mistede livsgnisten, da hendes mand gennem næsten et halvt århundrede gik bort. Hun ville ikke spise. Ikke op ad sengen. Ingenting. "Jeg vil ikke mere. Det giver ikke mening uden far", sagde hun til sine to døtre, som så magtesløse til. Til sidst vejede hun bare 30 kilo og var træt og svag. Jan kaldte på hende ovre fra lænestolen, fortalte hun dagen før, hun fulgte ham. Og så var var hun væk.

Elisabeth mistede sin Jan efter bare fire måneders sygdom og hospitalsindlæggelse på Aalborg sygehus. Indlæggelsen startede fredeligt. Jan var faldet ud af sin kørestol og brækkede hoften og skulle opereres. Smertefuldt, men absolut ikke livsfarligt. Nyresvigt og lungebetændelse var nogle af de følgesygdomme, der ramte ham under opholdet og gjorde, at tilstanden hurtigt blev kritisk. Han tilbragte en del af tiden i kunstigt koma i respirator, fordi lungebetændelsen umuliggjorde en ordentlig iltning af hans krop. Ind i mellem lysnede udsigterne, men infektionen ville ikke slippe og efter flere måneders behandling, slap han til sidst taget en let skyet mandag eftermiddag i august. Familien var i chok. Hvordan kunne han pludselig være væk?

LÆS OGSÅ: "Kan man dø af sorg? -Og 9 andre svar på spørgsmål om livsfarlig sorg"

Seksten år forinden overlevede han. I 1994 blev Jan ramt af en blodprop i hjernen, der lammede ham i halvdelen af kroppen. Dengang svævede han også ind og ud af livsfare, og familien var skrækslagne for at miste ham. Elisabeth veg ikke fra hans side hverken første eller sidste gang, og hun passede ham hver eneste dag. Som gammel sygehjælper var det en praktisk opgave, hun kunne forholde sig til midt i modløsheden. Det var en svær tid, hvor hun var tapper om dagen, når hun besøgte Jan og bange og ked af det, når hun kom hjem. Hun fortalte det ikke til nogen. Ikke døtrene, som til sidst selv opdagede det, og da slet ikke Jan. Dengang kom han sig. Mirakuløst. Og hans jernvilje gjorde tilmed, at han fik genoptrænet sig godt nok til, at han kunne gå en smule igen. Det var meningen at Jan og Elisabeth skulle leve lykkeligt fra da af, til de var gamle og grå. Men dagen oprandt langt før ventet. Jan og Elisabeth fik 44 gode og kærlige år sammen. 2 børn. 4 børnebørn. Og et godt liv.

Tilbage i 1966 lagde Jan for første gang øjne på den grønlandske skønhed på Thisteds lokale dansested, Hotel Fønix. 21 år, forfjamsket og genert var han. Det var kærlighed ved første blik. Jan syntes øjeblikkeligt, at Elisabeth var enormt eksotiske og yndig. Sort hår, smukt smil, spinkel og fin stod hun dér og spejdede. Men han havde svært ved at mande sig op til at skride over det bonede gulv og snakke med hende. Fra den anden ende i lokalet lagde Elisabeth mærke til den lidt sky, unge tømrer, der blev ved med at kigge og så slå blikket ned. Han havde flotte lyse krøller og blågrå øjne. Meget anderledes end hende selv.

LÆS OGSÅ: "Hvis vi havde ventet til kl.11, havde hun været død"

Han hadede at danse, men kunne også se, at det var det, der skulle til, hvis han skulle have en chance hos Elisabeth. Han bød hende op. De faldt i snak. De faldt i hak. De blev kærester. Allerede nogle måneder senere annoncerede Elisabeth til sin familie, at hun havde fundet manden, hun skulle være sammen med resten af livet, og at hun ikke kom tilbage til Grønland. Ingen grund til at fedte rundt, når det føltes helt rigtigt. Den 3. november 1967 fik Jan sin mørklødede skønhed, da de sagde ja til hinanden på Thisted Rådhus. En egentlig bryllupsfest holdte de ikke, men dagen blev markeret med middag hos Jans mor med den nærmeste familie. Der var ikke noget frieri eller fikumdik. Bare to forelskede unge mennesker, som var enige om, at det var næste skridt på deres fælles vej.

Familien var ankeret i Jan og Elisabeths liv. De drømte om børn – to styks, et lille hus og et godt liv sammen. Det var ikke med rigdom og fjerne rejsemål i kikkerten, at de satte af. For dem var visionerne simple og nære. Den første familieforøgelse gemte sig allerede under brudekjolen på bryllupsdagen, og i maj 1968 blev de forældre til deres første datter Naja. Graviditeten var hurtig, men helt planlagt. Snart herefter fulgte lillesøster, Sanne i 1970, og drømmen om eget hus og mere plads blev mere presserende. I 1971 købte parret deres første hus sammen i bydelen "Paradiset" i Thisted. En rød murstensvilla i tre plan. Her var der plads til store armbevægelser, åbne døre for venner og familie og alle de dyr, Elisabeth og døtrene ustandseligt ville redde og slæbte med hjem.

Kattekillinger, mus, fugle og hamstere. Elisabeths omsorgsgen strakte sig langt længere end de mennesker, hun passede på Thisted sygehus som sygehjælper, og den omsorg lærte hun sine døtre. Jan var ikke begejstret for familiens rige dyreliv og forudså ofte, hvor meget besvær de ville blive til. Han kunne godt tale med store bogstaver. Elisabeth kunne også svare med lige så store bogstaver. Alligevel fandt man ham og hunden i ske om natten og katten fast spindende på hans mave, hvis han sneg sig til en middagslur. Gennem alle deres år i villaen vedblev døre og vinduer at stå åbne for både dyr og familie. Da Jans mor blev syg, flyttede de hende naturligvis ind i "Paradiset" på første sal, hvor hun boede helt op til, at hun blev så senil, at hun måtte i pleje. Efter hende fulgte en fætter, som havde det svært derhjemme. Ham var der også plads til under det sorte eternittag. Mange år senere var det de fire børnebørn, som hele Jan og Elisabeths tilværelse drejede sig omkring. "Deres piger" kaldte de deres fire børnebørn, Louise, Amalie, Ida og Simone. Morfar Jan købte sig til farvelkys med et glimt i øjet og en femmer, inden børnebørnene tog hjem, og Elisabeth elskede kreative projekter med familiens mindste piger. Nogle gange klædte de sig ud og spillede teater for morfar. Andre tusinde gange var der gang i oliekridtene og blev tegnet tegninger til hele familien.

Deres kærlighed var åbenlys, men underspillet. De kaldte aldrig hinanden for andet end ved navn. De gik ikke og kyssede og krammede i hverdagen, og de sad absolut ikke lårene af hinanden. Alligevel var døtrene aldrig i tvivl om, at deres forældres kærlighed var noget ganske særligt. De havde et helt specielt bånd, der var svært at forklare, forlyder det. Døtrene husker barndommen som gennemgribende god og forældrene som løsslupne og hjertevarme. Elisabeth med mange knus og nus, Jan med vild leg og talløse cykelture rundt i Thisted – bare ham og døtrene – hvor han stolt viste dem alle de huse, han som tømrer havde været med til bygge. Måske lå det også i måden de levede sammen på. De var meget rolige og enige om deres fælles slagne sti. Men de kunne også skændes som hund og kat. Altid kun kortvarigt. Der var aldrig nogen, der bar nag eller gik og skumlede. De fik renset luften, når det skulle til.

De små gestusser gjorde den store forskel i Jan og Elisabeths forhold. Da Jan fik nok af det slidsomme arbejde som tømrer, og pludseligt drømte om at være egen chef med Thisteds første grillbar, støttede Elisabeth op, og gik med ind i arbejdet med at lave byens bedste grillkyllinger og ekspedere kunder. Da Jan ikke kunne gå efter blodproppen, men brændende ønskede at kunne føre deres yngste datter op ad kirkegulvet ved hendes bryllup, stod Elisabeth bag ham med hjælp, træning og fuld opbakning. Og det lykkedes. Elisabeth elskede at forkæle Jan med god med, specielt hans livretter ribbensteg og stegt flæsk med persillesovs. Jan lod tit Elisabeth vide, at hun var stadig var han hjertes udkårne ved at give hende smukke bundede buketter nede fra torvet. Og til allersidst viste Elisabeth sig som en klippe for Jan ved at passe ham, hjælpe ham, motivere ham og overøse ham med kærlighed, ømhed og troen på, at han nok skulle blive rask og komme hjem igen.

LÆS OGSÅ: "Mor-bloggeren Trine blev forladt af faren til sin søn - nu blogger hun om at være enlig mor.

Den fælles endestation var pludselig og kom bag på familien. Døtrene vidste, at deres forældres kærlighed var stærk, men at den var så stærk, at Elisabeth ikke bare blev lammet af sorg, men også så syg og svag at hun aldrig kom sig over tabet af Jan, havde de aldrig forestillet sig. Alligevel forekommer det i dag rigtig for dem. 2010 var et hårdt år. Først begravede de Jan på en smuk, solrig, varm og sjælden vindstille dag i Thy i august. Elisabeth kom til hendes store hjertesmerte ikke med. Hun lå bevidstløs med lungebetændelse. Da hun nogle dage senere vågnede op og så ud til at være i bedring, var Jan blevet stedt til hvile uden hende. Hun så efterfølgende begravelsen på video sammen med døtrene, og sammen begræd de deres tab. Kort efter begyndte lægerne at fortælle døtrene, at deres mor nægtede at spise. De mente, at det var sorgen, der nagede hende, for hun var ikke længere alvorligt syg. Nogle gange spiste hun for døtrenes skyld, når de var der. Men det var tydeligt, at hun havde mistet essensen af meningen med sit liv, efter Jan ikke var der længere. Gentagne gange fortalte hun det også til både læger og familie. Hun døde en med et lille smil på læben en stjerneklar nat, med den nærmest familie ved sin side. Midt i december samme år, begravede døtrene deres anden forælder ved siden af den første, mens sneen dalede langsomt ned over kirkegården. Smertefuldt, men også smukt og fuldendende på en måde.

Denne historie er skrevet på baggrund af interview med parrets yngste datter, Sanne Rasmussen Bach.

LÆS OGSÅ: Morten Ankerdal: "Mange mænd er for brystfikserede"

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

LÆS OGSÅ: "Så meget skal du tage dig af dine forældre, når de bliver gamle og syge"

Fakta om livsfarlig sorg

  • Det er ikke for sjov, at man siger, at hjerte rimer på smerte. Sorg kan i nogle tilfælde være livsfarligt, blandt andet når det udvikler sig til "knust hjerte syndrom".
  • Knust hjerte-syndrom er en hjertesygdom, hvor 2/3 af hjertet simpelthen lammes, sådan at kun 1/3 fortsat pumper blod rundt i kroppen.
  • Der er forskel på sorg og knust hjerte syndrom. Knust hjerte-syndrom er akut hjertesvigt, og det vil typisk ske umiddelbart efter patienten oplever sorg og være tydeligt. Når man dør af sorg sådan mere bredt, så vil det ofte være efter længere tid, og vil tit være en sammenblanding af flere faktorer.
  • Omkring 3 danskere om året dør af "Knust hjerte syndrom", mens omkring 30 patienter årligt indlægges med det.

Kilde: Thomas Emil Christensen, læge og ph.d.-studerende ved Rigshospitalets
hjerteafdeling og ekspert i knust hjerte-syndrom.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Døden