
Kamilla vil ikke på Wegowy: ”Jeg kom ikke til at veje 175 kilo, fordi jeg var glad for mad”
Kamilla har vejet så meget, at hun måtte sidde op og sove. Flere har opfordret hende til at tage Wegovy, men for Kamilla er det vigtigt at have sig selv med i sit vægttab. Hun vil gerne vise, at der er en vej, som ikke indeholder medicin.
"Tykke dyr dræb dig selv.” Sådan lød en af mange, grimme kommentarer, som ramte Kamilla Santos Møller, da hun viste på Instagram, at hun havde spist en burger og en chokoladebar.
"Folk skældte mig ud, fordi
jeg er i gang med et vægttab,
og så syntes de ikke, at jeg
kunne spise sådan noget. Det
var meget voldsomt, og jeg fik mange grimme beskeder,
men den med at jeg skulle
dø, var den værste," fortæller
Kamilla, som også får beskeder fra folk, som uopfordret
spørger hende, hvorfor hun
ikke prøver slankemidlet
Wegovy:
"Da jeg begyndte mit
vægttab i 2020, var Wegovy
ikke en ting, og da det først
var udbredt til det danske marked, vidste jeg, at jeg selv
kunne tabe mig. Derfor gav
det ingen mening. I dag ved jeg, at jeg kan tabe mig uden
medicin, og det vil jeg hellere,
for i mit tilfælde ville det
være symptombehandling."
Kamilla er 34 år, akademiker og gift med Kenneth. De
bor i Aalborg med to katte,
Kamilla har 27.000 følgere på
sin instagramprofil @wobblybits – og så vejer hun knap
150 kilo. Hun har vejet 175
kilo, og dengang kunne hun
ikke ligge ned og sove:
"Jeg havde fysisk svært ved at få luft, fordi fedt og bryster pressede på mine luftveje. Jeg var SÅ stresset og havde det SÅ skidt. Jeg ramte ofte en mur, hvor jeg brød sammen, og så stod jeg op næste morgen og gik på job."
"Først da min mand
sagde, at han ville ringe til
lægen, hvis jeg ikke gjorde,
stoppede jeg op. Jeg er så taknemmelig for,
at han sagde
det, for ellers
havde jeg spist
mig selv ihjel."

Spiser med
følelserne
Vægten kom i
fokus hos Kamilla
allerede da hun
var omkring otte
år. Hun var højere
og følte sig tykkere
end de jævnaldrende:
"Jeg var en af de første,
der ikke længere kunne købe
tøj i børnetøjs-butikkerne, og
da jeg var 15, tabte jeg mig 20
kilo, før jeg skulle på efterskole. Jeg følte mig utilpas i
en krop, som for mig føltes alt
for tynd," mindes Kamilla.
Hun havde nogle hårde ungdomsår og behandlede
sig selv dårligt.
"Jeg kørte i et pendul mellem at overspise og underspise. Da jeg mødte Kenneth som 19-årig, bad han, om jeg ikke nok ville søge hjælp. Det gjorde han flere gange frem til den aften i august 2019, hvor han forlangte, jeg kontaktede min læge og fik hjælp."
"Indtil da
var min største frygt at lave
fejl og være til besvær. Jeg
gik den lige vej og var færdiguddannet akademiker, før
jeg fyldte 25. Jeg har levet
efter mottoet "det burde jeg"
i mange år," siger Kamilla,
som brugte maden som trøst.
"Når jeg fik et stykke chokolade ind i munden og mærkede, hvordan det smeltede
på tungen, blev jeg beroliget.
Jeg blev faktisk trøstet, men
på den lange bane blev jeg
ved med at udsætte at forholde mig til de problemer,
maden aldrig rigtig kunne
løse. Jo hårdere jeg kørte mig
selv, jo mere var maden som
et godstog, der kørte. Jeg
kunne slet ikke styre det."
Rødt lys. Stop!
Først i 2019 kom det røde
stoplys, som hun ubevidst
havde ventet på – og haft
mareridt om:
"Hver nat i de sidste par måneder op til min sygemelding med stress havde jeg det samme mareridt: Jeg kørte over for rødt og kunne ikke stoppe, men det, der bekymrede mig i drømmen var, hvad andre ville sige."
"Den her
drøm blev et billede på, at jeg
havde mere travlt, end mit
system kunne holde til. At jeg
hver evig eneste dag overskred mine egne grænser og ikke passede på mig selv."
Hendes mand så til med stigende bekymring:
"Jeg syntes jo ikke, at jeg kunne sygemelde mig, fordi jeg havde mareridt, men da jeg sad oppe ved lægen, hørte jeg mig selv sige: "Jeg kan ikke mere". Hun sygemeldte mig, men hvor skørt det end lyder, tog jeg direkte på arbejde, for jeg havde opgaver, der ventede og et møde med min chef."
"Men når jeg kom hjem fra arbejde, lå jeg de første 14 dage i fosterstilling og kunne ingenting. Da jeg fjernede facaden, var der ingen vej tilbage," siger hun i dag.
Kamilla var delvist sygemeldt i flere måneder. Året
efter, da hun var blevet raskmeldt, blev hendes stilling på
et forlag nedlagt, og hun så det som en chance til at finde
ud af, hvad hun skulle med sit
arbejdsliv.
"En ven sagde: "Du må
godt stille krav", og sådan
havde jeg aldrig tænkt, men
jeg indså, at jeg er introvert
og slet ikke til mange mennesker hver dag og hele tiden."
Opgør med den gode pige
Hun begyndte at lytte til sig
selv, talte med en psykolog
og satte et mål om at gå 5.000
skridt – hver anden dag.
"Jeg kunne ikke gå mere dengang," forklarer hun.
Hun gjorde også op med
forestillingen om, at hun
altid skulle stå til rådighed:
"Den gode pige tager altid
telefonen, men det er jeg blevet bedre til ikke at gøre. Jeg
øver mig i at tage ansvar for
mit liv, og indså dengang, at
jeg bl.a. spiser for meget, når
jeg er træt og overstimuleret.
Det vigtigste er ikke at tabe
mig, men at jeg ikke kommer
tilbage til den
version af mig
selv, hvor jeg er
helt slukket."
Hun havde i
forvejen en profil på sociale
medier, som hun nu brugte til
at vise "et ærligt billede af et
helt almindeligt vægttab".
"Jeg vil gerne vise, at der
er en vej, som ikke indeholder
medicin. Jeg har intet imod,
at nogle tager medicin for at
tabe sig; tag Wegovy alt det,
du vil, men mit håb er, at folk
vil øve sig i at være nysgerrige
på, hvad der har skabt den
overvægt, de forsøger at gøre
noget ved med f.eks. Wegovy. For mig ville det være
symptombehandling. I stedet
bruger jeg penge på terapi."
Sidste år blev Camilla
uddannet NLP Coach, og
sammen med rigtig meget
terapi og indre arbejde har
det givet hende en ny forståelse af sig selv.
"Selvkærlighed er ikke lig med en ansigtsbehandling, men kan være at skabe fem minutter til en kop kaffe i ro og fred. Da jeg blev raskmeldt, gik jeg og ventede på, at jeg skulle blive mig selv igen, men så var der en der sagde, at jeg måske ikke skulle være den person igen, da det var hende, jeg blev syg af at være."
"Jeg besluttede mig for at lære at forstå mine følelser, hvorfor jeg blev syg, og hvorfor jeg kom til at veje 175 kilo. Det har aldrig handlet om maden for mig. Overspisningen var bare et symptom på, at der var noget galt."
"Jeg kom ikke til at veje
175 kilo, fordi jeg var glad for
mad. Det gjorde jeg, fordi der
var noget, der var helt galt
indeni."