Er monstre skræmmende væsner i natten? Eller er de os selv? Og skal man tro på de voksne eller finde sin helt
egen vej, når man bliver større?
Yuri (Helena Zengel) bor med sin far (Willem Dafoe) og et kuld halvstore
drenge på en gård på en afsides ø i Sortehavet. Siden tidernes morgen har øen været skræmt af Ochierne, mystiske væsner, der jager efter solnedgang. En baby-Ochi møder Yuri, der må finde ud af, hvor hun selv hører til i
naturens orden.
Ofte handler film for børn og unge om at få forløst de voksne, og der gemmer sig interessante
ting i hjertekammeret, hvor debuterende instruktør Isaiah Saxon gemmer sine barndomsminder.
Filmen er en
blanding af firseragtig nostalgi, nuttethed og gru. Lidt som en slags ”Stranger Things”, lavet i Østblokken, skabt
af Jim Henson. Mørkt, men også magisk og med et opbyggeligt budskab og sublim dukkeføring. Der er masser
af glæde og gys, fryd og frygt.
I rollen som Yuris sære eneboer-mor ses en forrygende Emily Watson, og skuespilkræfterne løfter i det hele taget filmen fornemt (omend Finn Wolfhard og drengeflokken ikke har meget at
tage sig til udover at virke lidt fortabte). Den rumænske natur får lov at fylde, og man får lyst til at gå ind i billedernes skønhed og detaljer og udforske det hele.
Effekterne føles ikke forcerede, men virker til at vokse ud af
karakterenes sind og landskabet.
Denne første familiefilm fra indie-filmselskabet A24 er både flot, ambitiøs og
fuld af fortælleglæde med et skævt blik på verden. A24 står bag film som ”Everything Everywhere All at Once”,
”Hereditary” og ”Lady Bird”.
Historier, der fortælles akkurat ved siden af mainstream, som at opleve en ven, der
også føles som noget nyt og farligt. Lidt som at møde en Ochi, faktisk.
“The Legend of Ochi” fik biografpremiere den 8. maj
